John Ross (polarforsker)
| John Ross | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 24. juni 1777  Stranraer |
| Død | 30. august 1856 (79 år) London |
| Gravsted | Kensal Green Cemetery |
| Far | Andrew Ross |
| Søskende | Andrew Ross |
| Familie | James Clark Ross (nevø) |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Søofficer, opdagelsesrejsende |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Grande Médaille d'Or des Explorations (1834), Founder’s Medal (1834) |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
For alternative betydninger, se John Ross. (Se også artikler, som begynder med John Ross)
For alternative betydninger, se John Ross (født 24. juni 1777 i Balsaroch, Wigtonshire, død 21. august 1856) var en engelsk søofficer og polarfarer.
Ross deltog med hæder i søkrigene i slutningen af 18. og begyndelse af 19. århundrede 1818 blev han stillet i spidsen for en ekspedition, bestående af skibene "Isabella" og "Alexander", der skulle søge en nordvestpassage; det sidstnævnte skib var under kommando af William Edward Parry. Man sejlede gennem Baffinbugten og nåede 76° 54′ bredde, nordvest for Cary Øerne. Han kaldte den store nordøstlige bugt for Melville Bugt, og traf i nærheden af Kap York en eskimostamme, som ikke tidligere havde haft samkvem med europæerne, og som kaldtes Arctic Highlanders. Man sejlede 50 sømil ind i Lancaster Sund og kortlagde vestkysten af Davisstrædet. Resultatet af ekspeditionen var Baffinbugtens genopdagelse, hvorimod eftersøgningen af Nordvestpassagen ikke var rykket et skridt nærmere på grund af Ross’ ufuldstændige undersøgelse af sundene i bugtens nordlige og vestlige del, der havde forledt ham til at anse dem alle for helt omsluttede af land. Denne anskuelse deltes ikke af flertallet af hans officerer, som navnlig var overbevist om, at et indløb til Polarhavet fandtes i Lancaster Sund. Som følge heraf udsendtes det påfølgende år Parry, som havde stor fremgang den angivne vej.
Ross bestræbte sig forgæves på at få ledelsen af en regeringsekspedition, men 1829 lykkedes det ham på Felix Booths bekostning at udruste hjuldamperen "Victory", med hvilken han gik gennem Lancaster Sund og Prince Regent Inlet for at finde Nordvestpassagen. Han passerede Bellot Stræde uden at opdage det, og blev tvunget til overvintring i Felix Havn på omtrent 70° Bredde. Det ny land, hvorved han befandt sig, kaldtes Boothia Felix. Ross kom i venskabelig forbindelse med de i nærheden boende eskimoer, der gav ham oplysning om landet. Ross’ Nevø, James Clark Ross, var med som næstkommanderende på ekspeditionen. På rejser med hundeslæder krydsede han den sydligere landtange og opdagede James Ross Stræde og King William Land; hans største opdagelse var dog beliggenheden af den magnetiske nordpol på vestkysten af Boothia Felix på 70° 5′ bredde og 96° 44′ vestlig længde. Skibet måtte forlades, og efter fire vintres ophold på østkysten af Boothia Felix og North Sommerset blev besætningen endelig efter store savn og lidelser optaget 26. august 1833 ved Lancaster Sund af hvalfangerskibet "Isabella", det samme skib, som Ross havde ført 1818. Ross blev adlet, og parlamentet bevilgede ham 5000 £ til erstatning for hans udgifter ved ekspeditionen, og Felix Booth blev ophøjet til Baronet.
Ross tilbød gentagne gange sin tjeneste til eftersøgningen af Franklin-ekspeditionen, men da admiralitetet ikke modtog den, henvendte han sig til Hudsonbay Kompagniet, og ved dettes hjælp sattes han 1850 — altså 73 år gammel — i stand til at udruste skonnerten "Felix" og dæksbåden "Mary". Ross overtog undersøgelsen af nordkysten af Barrow Stræde mellem Wellington Kanal og Melville Ø. Skibet overvintrede i Assistance Bugt på Cornwallis Ø og vendte næste år hjem med uforrettet sag, ligesom alle de andre.
Ross udnævntes til kontreadmiral.
Bibliografi
- A Voyage of Discovery,(London 1819)
- Narrative of a second Voyage in Search of a North-West Passage (1835)
- Narrative of the circumstances and causes, which led to the failure of Government expeditions for the rescue of Sir John Franklin (1855).
Litteratur
- N.F. Ravn, Udsigt over de Rejser, som er foretagne for at finde Nordvestpassagen [1860];
- Journal of the Royal Geographical Society [London 1858]).
Eksterne henvisninger
- Ross, John i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926), forfattet af Gustav Holm
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
|
Medier brugt på denne side
Aan de Zuidpool
%2c_by_British_school_of_the_19th_century.jpg)
(Updated March 2019) A three-quarter length portrait of Sir John Ross to right wearing a sealskin coat worn over a black coat with naval civilian buttons and his badge as a Knight of the Swedish Order of the Sword, which he had been made in 1809. He holds a chart in his left hand. The background shows a camp setting in the Arctic. Ross’s early years with the merchant service slowed his promotion once he rejoined the Royal Naval service he had originally entered, and he did not become a lieutenant until 1805. From 1808 he served with de Saumarez in the Baltic and was made a Knight of the of the Swedish Order of the Sword in 1809 after serving on their staff. His arctic explorations began in 1814 and in 1818 he went on Parry’s expedition. Unfortunately on this occasion he identified a range of mountains in Lancaster Sound which must have been a mirage and when they subsequently proved not to be there his reputation suffered. He was not employed again until 1829 when he went on the Felix Booth expedition in command of the ‘Victory’ attempting to find the North-West Passage to the Pacific. He did not return until 1833. In 1839 he went as consul to Stockholm and returned in 1846. Quarrels with others interested in Arctic exploration resulted in his receiving little further employment, and in 1850 he went on an expedition himself at his own expense. The portrait was probably painted in 1833-34 since in December 1834 Ross was first made a Companion of the Bath and then knighted by William IV, who at the same time granted him permission to wear the Russian Imperial Order of St Anne. Details on the left include what is presumably his ship 'Victory' under protection as winter quarters and flying hoists of flags; a small two-masted vessel hauled up ahead of it, an open boat and expedition huts. On the right are two men in polar clothing by a brass cannon, above which flies what is presumably Ross's expedition flag. This bears an elaborate cartouche showing a star above three vertical heraldic beast-heads (identity uncertain) and with the motto 'Deus Adiuvat Nos' (God helps us) below, all overlaid on a St George Cross. While the overall effect and the likeness are good, much of the painting quality is very rough and the origins of the portrait unknown, though it was property of the Ross family, latterly at Wadworth Hall, Doncaster, until October 1917. By then, however, it is clear from surviving records that they did not know who had painted it.