Johan Sigismund Schulin (1808-1880)
- Der er flere personer med dette navn, se Johan Sigismund Schulin (flertydig).
Johan Sigismund Schulin | |
---|---|
Medlem af Folketinget valgt i Lemvigkredsen | |
Embedsperiode 1. september 1859 – 14. juni 1861 | |
Foregående | C.C.N.M. Brockdorff |
Efterfulgt af | Christen Pedersen Aaberg |
Medlem af Landstinget | |
Embedsperiode 3. juni 1853 – 20. juni 1855 | |
Valgkreds | 11. landstingskreds |
Personlige detaljer | |
Født | 8. september 1808 Frederiksdal, Danmark |
Død | 14. november 1880 (72 år) Hillerød, Danmark |
Mor | Louise Elisabeth Schulin |
Far | Sigismund Ludvig Schulin |
Uddannelsessted | Sorø Akademis Kostskole |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Johan Sigismund lensgreve Schulin (født 8. september 1808 på Frederiksdal, død 14. november 1880 i Hillerød) var dansk godsejer, kammerherre, hofjægermester og amtmand.
Han var søn af fideikommisbesidder, amtmand, greve Sigismund Ludvig Schulin og Louise Elisabeth f. Brown (24. juli 1785 – 28. januar 1851). Han fødtes 8. september 1808 på Frederiksdal ved Lyngby, blev 1828 student fra Sorø Akademi og 1833 juridisk kandidat. 1834 indtrådte han som auskultant i Rentekammeret, var 1840-41 i henved 2 år konstitueret som amtmand over Holbæk Amt og fungerede derefter 1841-43 som kommitteret i Rentekammeret, indtil han sidstnævnte år udnævntes til amtmand over Ringkøbing Amt, hvorfra han 1860 forflyttedes til den tilsvarende stilling i Frederiksborg Amt. Fra dette embede afskedigedes han i efteråret 1880 på grund af nedbrudt helbred og døde 14. november samme år i Hillerød. 1843 var han blevet kammerherre, 1856 tildeltes der ham Dannebrogsordenens Kommandørkors og 1877 samme ordens Storkors.
1840 valgtes han til stænderdeputeret for Sjællands Stifts sædegårdsejere, og han mødte i denne egenskab ved forsamlingerne i Roskilde 1842-46. Senere var han 1853-55 medlem af Rigsdagens Landsting som valgt i 11. kreds.
Han var medlem af Folketinget valgt ved et suppleringsvalg i Ringkøbing Amts 2. valgkreds (Lemvigkredsen) fra 1. september 1859 til 14. september 1861 og medlem af Københavns Amtsråd 1842-1843.[1]
Han blev 1. marts 1839 gift med Charlotte Zeuthen (14. marts 1815 – 30. august 1892), en datter af højesteretsassessor Vilhelm Peter Zeuthen og Bolette Maria Dorothea f. Bartholin.
Referencer
- ^ Emil Elberling; Victor Elberling (1950), Rigsdagens medlemmer gennem hundrede aar 1848-1948, vol. II, København, s. 190-191
Kilde
- G. Kringelbach (1901), "Schulin, Johan Sigismund", Dansk Biografisk Lexikon, vol. 15, s. 333-334
Efterfulgte: Frederik Ferdinand Tillisch | Amtmand over Ringkjøbing Amt 1843 – 1860 | Efterfulgtes af: Jørgen Ditlev Trampe |
Efterfulgte: C.E. Rotwitt | Amtmand over Frederiksborg Amt 1860 – 1880 | Efterfulgtes af: Vilhelm Wedell-Wedellsborg |
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
Medier brugt på denne side
Johan Sigismund Schulin (09.09.1808-14.11.1880), dansk lensgreve, kammerherre og amtmand