Jin-dynastiet (265-420)

Jin dynastiet
Jin dynastiet; 晉朝
	Kejserrige
	265–420
	Jin dynastiet (gult) ved samlingen af Kina i 280
Hovedstad	Luoyang (265–311) ; Chang'an (312–316) ; Jiankang (317–420)
Sprog	Oldkinesisk
Religion	Buddhisme, Daoisme, Konfucianisme, Kinesisk folketro
Regeringsform	Monarki
Kejser
• 265–290 (første)	Wu af Jin
• 419–420 (sidste)	Gong af Jin
Historisk periode	Antikken
• Etableret	265
• Kina samles under Jin dynastiet	280
• Styret flytter syd for Huai He og det Østlige Jin opstår	317
• Ophørt	420
Befolkning
• Anslået 290	22.620.000
Valuta	Kinesisk mønt

De syv vismænd fra bambuslunden er et gravmaleri fra Nanjing i Det østlige Jin, og kan nu ses på provinsmuseet for Shaanxi.

For alternative betydninger, se Jin-dynastiet. (Se også artikler, som begynder med Jin-dynastiet)

Jin-dynastiet (forenklet kinesisk: 晋朝; traditionelt kinesisk: 晉朝; pinyin: Jìn Cháo) var et dynasti i Kinas historie, i perioden fra 265 til 420. Dynastiets historie er opdelt i to epoker, hvoraf den første er historien om Det vestlige Jin-dynasti (西晉, 265–316) and den anden omfatter Det østlige Jin-dynasti (東晉, 317–420). Det vestlige Jin blev grundlagt af Sima Yan (Kejser Wu), med hovedstad i Luoyang, og det østlige af Sima Rui (kejser Yuan) med hovedstad i Jiankang (det nuværende Nanjing). De to epoker under ét omtales også af historikerne som Liang Jin (兩晉; "To Jin") eller Sima Jin (司馬晉) (efter klannavnet Sima). Dette gøres for at skelne mellem dette Jin-dynasti og andre dynastier, som skrives med samme kinesiske tegn, for eksempel "Det senere Jin-dynasti" (後晉; pinyin: Hòu Jìn) fra 936 - 947 e. Kr.

Grundlæggelse

Sima-klanen var oprindeligt underlagt Wei-dynastiet, og klanens magt voksede i denne periode. Kina var på den tid delt i tre riger: Wei, Shu og Wu. Wei-riget var på papiret det stærkeste af de tre, men i realiteten havde kejseren kun nominel magt. Den egentlige magt lå hos aristokratiet, i form af klaner, der ejede store landområder og rådede over borganlæg og private hære. Det var også klanerne fra Wei-riget, der stod i spidsen for erobringen af Shu-riget i 263. Sima-klanen var den vigtigste af dem, og i 265 tvang de kejser Yuán Di til at abdicere. Dermed ophørte Wei-dynastiet og klanlederen Sima Yan tog selv kejsertitlen under navnet Wu og grundlagde Jin-dynastiet.^[1]

Det vestlige Jin

Det nye dynasti var helt anderledes slagkraftigt end det gamle, og dets første store projekt var erobringen af Wu-riget, der blandt andet omfattede store landområder syd for Yangtze-floden. Dette område havde oprindeligt været beboet af ikke-kinesiske stammer, men kom under stærk kinesisk påvirkning, og den blev intensiveret, da kejser Wu erobrede Wu-riget i 280 og dermed kom til at regere over hele Kina. Da kejser Wu døde i 290, blev han efterfulgt af sin søn, kejser Hu. Riget blev med det samme kastet ud i borgerkrig, og den nordlige del af landet blev udsat for invasioner fra omkringboende nomadestammer, og den gamle hovedstad Luoyang gik tabt i 311. Regeringen flyttede derpå til Chang'an, men den blev ligeledes erobret af de invaderende stammer i 316. De ledende klaner fra området flygtede sydpå og bosatte sig i Wu-rigets gamle hovedstad Janye (ved det nuværende Nanjing), som blev omdøbt til Jiankang. Det oprindelige Jin-rige gik dermed under i 316, og det nordlige Kina blev splittet i det, der omtales som "de 16 kongedømmer".^[2]

Det østlige Jin

Fra 317 var Jin-riget baseret i Jiankang, og endnu et medlem af Sima-klanen blev udråbt til kejser, under navnet Yuan. Hans rige omtales som det østlige Jin, men omfattede i realiteten hele det sydlige Kina. På trods af det store landområde var kejserriget svagt, idet de ledende klaner rivaliserede voldsomt og ikke tillod nogen form for centraliseret styre. Efter endnu en runde borgerkrige afsatte generalen Liu Yu den sidste Jin-kejser, Gong, i 420, og dermed ophørte Jin-dynastiet.^[3]

Urne (Hunping) fra Det vestlige Jin, med Buddhistiske figurer.

Det østlige Jin (med gult) omkring år 400.

Jin keramik

Yue keramik med motiver, fra Det vestlige Jin (3. århundrede), Zhejiang.

Jin-dynastiet er kendt for sit porcelæn, der både omtales som Yue og som celadon, fordi det ofte har grønlige nuancer. Keramikken har ofte motiver med dyr eller buddhistiske symboler.^[4]

Eksempler på Yue keramik kan også ses på den permanente udstilling på Musée Guimet i Paris.

Pixiu (eller Bixie), et løveagtigt fabeldyr, fra Det vestlige Jin.
Skål med buddhistiske figurer, fra Det vestlige Jin.
Celadon kande, fra Det østlige Jin.
Krukke med brune pletter, fra Det østlige Jin.

Liste over kejsere

Posthumt navn	Familienavn og fornavn	Regeringstid	Æra-navne og tidsrum
Kinesisk skik: "Jin" + posthumt navn + "di"
Vestlige Jin dynasti 265–316
Wu Di	Sima Yan	266–290	Taishi 266–274 Xianning 275–280 Taikang 280–289 Taixi 28. januar 290 – 17. maj 290
Hui Di	Sima Zhong	290–307	Yongxi 17. maj 290 – 15. februar 291 Yongping 16. februar – 23. april 291 Yuankang 24. april 291 – 6. februar 300 Yongkang 7. februar 300 – 3. februar 301 Yongning 1. juni 301 – 4. januar 303 Taian 5. januar 303 – 21. februar 304 Yongan 22. februar – 15. august 304; 25. december 304 – 3. februar 305 Jianwu 16. august – 24. december 304 Yongxing 4. februar 305 – 12. juli 306 Guangxi 13. juli 306 – 19. februar 307
intet	Sima Lun	301	Jianshi 3. februar – 1. juni 301
Huai Di	Sima Chi	307–311	Yongjia 307 – 313
Min Di	Sima Ye	313–316	Jianxing 313–317
Østlige Jin dynasti 317–420
Yuan Di	Sima Rui	317–323	Jianwu 317–318 Taixing 318–322 Yongchang 322–323
Ming Di	Sima Shao	323–325	Taining 323–326
Cheng Di	Sima Yan	325–342	Xianhe 326–335 Xiankang 335–342
Kang Di	Sima Yue	342–344	Jianyuan 343–344
Mu Di	Sima Dan	344–361	Yonghe 345–357 Shengping 357–361
Ai Di	Sima Pi	361–365	Longhe 362–363 Xingning 363–365
Fei Di	Sima Yi	365–372	Taihe 365–372
Jianwen Di	Sima Yu	372	Xianan 372–373
Xiaowu Di	Sima Yao	372–396	Ningkang 373–375 Taiyuan 376–396
An Di	Sima Dezong	396–419	Longan 397–402 Yuanxing 402–405 Yixi 405–419
Gong Di	Sima Dewen	419–420	Yuanxi 419–420

Noter

^ Pletcher, side 84.
^ Pletcher, side 84-85.
^ Pletcher, side 85.
^ Shanghai Museum, den permanente udstilling.

Litteratur

Kenneth Pletcher (red.), The History of China. Britannica Educational Publishing, 2011. ISBN 978-1-61530-181-2
Jacques Gernet, Le monde chinois. Paris: Armand Colin, 1990.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Jin-dynastiet (265-420)
Chinese History, the Jin Dynasty 晉 (engelsk)
Largest Jin Dynasty Tomb Discovered in NW China (engelsk)
Early Imperial China: A Working Collection of Resources Arkiveret 20. marts 2016 hos Wayback Machine (engelsk)
History of China: A good catalogue of info Arkiveret 22. april 2017 hos Wayback Machine (engelsk)

Foregående: Tre Kongedømmer	Kinesiske dynastier 265–420	Efterfølgende: Sydlige og nordlige dynastier

[1] Pletcher, side 84.

[2] Pletcher, side 84-85.

[3] Pletcher, side 85.

[4] Shanghai Museum, den permanente udstilling.

[1]

[2]

[3]

[4]

Navigation

navigation

Themenportale