Jesper Møller (DBU)
- Der er flere personer med dette navn, se Jesper Møller.
Jesper Møller | |
---|---|
Næstformand for Dansk Boldspil-Union | |
Embedsperiode 20. februar 2004 – 1. marts 2014 | |
Foregående | Henning R. Jensen |
Efterfulgt af | Thomas Christensen Bent Clausen[1] |
16. formand for Dansk Boldspil-Union | |
Nuværende | |
Overtaget embede 1. marts 2014 | |
Foregående | Allan Hansen |
Personlige detaljer | |
Født | Jesper Møller Christensen 9. juni 1963 (61 år) Skørping, Danmark |
Bopæl | Aalborg |
Beskæftigelse | Advokat Formand for DBU |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Jesper Møller Christensen (født 9. juni 1963 i Skørping) er en dansk advokat og idrætsleder, der siden marts 2014 har været formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) og forhenværende formand for Aalborg Boldspilklub. Fra februar 2019 har Møller været medlem af UEFAs eksekutivkomité.
Karriere
Møller blev født i juni 1963 og voksede op i Skørping i Himmerland. Op igennem barndommen spillede han fodbold i FREM Skørping. Dette gjorde han indtil sit 19 år, hvor han flyttede fra byen på grund af studier.[2]
Han er uddannet jurist fra Aarhus Universitet, og blev i 1988 ansat som advokat hos advokatfirmaet Henrik Christensen & Partnere i Aalborg. I 1999 blev han partner i firmaet.[3] Han har desuden undervist i selskabsret på HA/jur og cand. merc. aud. uddannelserne på Aalborg Universitet.[4]
Fodbold
Jesper Møller blev i 1993 næstformand for Aalborg Boldspilklub, og blev senere på året også udpeget til medlem af bestyrelsen i AaB A/S. I 2000 blev han valgt som formand for Aalborg Boldspilklub.
DBU
I 1998 blev han valgt til bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union som repræsentant for klubberne i landets bedste række. Fra samme år og fire år frem var han formand for DBUs Fair Play. Den post blev i 2002 udskiftet med en tilsvarende for DBU Eliteudvikling.
Da Henning R. Jensen i slutningen af januar 2004 besluttede at trække sig som næstformand for DBU, valgte Jesper Møller at stille op til posten. Han kom i kampvalg med sjællænderen Kurt Bagge-Hansen. Ved en skriftlig afstemning på DBUs repræsentantskabsmøde den 20. februar blev Møller valgt med 94 stemmer mod Bagge-Hansens 46 stemmer.[3] Fem år senere blev han genvalgt som næstformand.[5]
DBUs formand siden 2002 Allan Hansen, meddelte i juni 2013 at han ville stoppe som formand når valgperioden udløb 1. marts 2014.[6] Hurtigt blev Møller gjort til favorit som ny formand blandt de 145 medlemmer af unionens repræsentantskab, og 31. august skrev han sig ind som kandidat til formandsvalget.[7] Da fristen for at melde sit kandidatur til formandsvalget udløb 31. december var Jesper Møller eneste kandidat, og 1. marts 2014 på repræsentantskabsmødet i Odense blev han valgt som DBUs 16. formand.[8][1]
Referencer
- ^ a b Berendt, Lars (1. marts 2014). "Jesper Møller ny formand". Dansk Boldspil-Union. Arkiveret fra originalen 2. marts 2014. Hentet 2. marts 2014.
- ^ Andersen, Brian (14. juni 2013). "Formand fejret". AaB A/S. Hentet 24. februar 2014.
- ^ a b Berendt, Lars (21. februar 2004). "Jesper Møller ny næstformand". Dansk Boldspil-Union. Arkiveret fra originalen 21. oktober 2012. Hentet 24. februar 2014.
- ^ "Profil: Jesper Møller". Advokatfirmaet Henrik Christensen & Partnere. Arkiveret fra originalen 9. oktober 2011. Hentet 24. februar 2014.
- ^ Christiansen, Jesper (21. februar 2004). "DBU-genvalg til Jesper Møller". TV2/Nord. Hentet 24. februar 2014.
- ^ Paaske, Søren (24. juni 2013). "Jim Stjerne og Allan Hansen stopper i DBU". BT. Hentet 24. februar 2014.
- ^ Berendt, Lars (31. august 2013). "Jesper Møller er formandskandidat". Dansk Boldspil-Union. Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 24. februar 2014.
- ^ Ahlstrøm, Frits (3. januar 2014). "Formand for DBU uden modkandidat". onside.dk. Arkiveret fra originalen 1. marts 2014. Hentet 24. februar 2014.
Eksterne henvisninger
- Jesper Møller hos UEFA