Jerslev Sjælland
Jerslev er en by i Lille Fuglede Sogn, Ars Herred, (tidligere Holbæk Amt, senere Vestsjællands Amt) nu næsten sammenvokset med Ubby.
Historie
Jerslev nævnes første gang 8. juni 1199 i Sorøbogen som Curiam Erixleffue, senere 29. september 1428 som Jersløw og i Kronens Skøder 27. april 1569 som Jersløf.[1]
Jerslev landsby bestod i 1682 af 15 gårde og 1 hus uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 547,5 tønder land, skyldsat til 128,50 tønder hartkorn.[2] Dyrkningsformen var trevangsbrug.[3]
I 1872 blev byen beskrevet således: "Jerslev med Skole".[4]
Stationsbyen
Da Slagelse-Værslev-banen blev anlagt i 1898, blev en jernbanestation åbnet i Jerslev. Postvæsenet kaldte byen Jerslev Sj. og senere Jerslev Sjælland for at kende den fra Jerslev J i Jylland, Ved århundredeskiftet blev forholdene beskrevet således: " Jerslev med Skole og Købmand (lige N. for Byen skal der være Station paa Slagelse-Værslevbanen)."[5]
Efter oprettelsen af stationen voksede en lille stationsby frem: i 1916 havde byen 126 indbyggere.[6]
Jerslev stagnerede i mellemkrigstiden og begyndte først at vokse efter 2. verdenskrig: i 1921 havde byen 93 indbyggere, i 1925 162, i 1930 130, i 1940 258, i 1945 300, i 1950 364, i 1955 356, i 1960 389 indbyggere[7] og i 1965 369 indbyggere.[8]
Efter kommunalreformen 1970
Helt frem til kommunalreformen i 1970 udgjorde Jerslev og vejbyen Ubby to adskilte bysamfund, selvom de kun lå med 1½ kms mellemrum. Først senere skete er en mere eller mindre udpræget sammenvoksning som følge af byplanlægning, og de to byer regnes nu som et bysamfund.
Noter
- ^ Søndergaard, s. 87
- ^ Pedersen, s. 34
- ^ Frandsen, bilagskort
- ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 294
- ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 488
- ^ Folketællingen 1916, s. 64
- ^ Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 175
- ^ Statistiske Meddelelser 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 26
Litteratur
- Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983), ISBN 87-87293-25-0
- Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet (København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975), ISBN 87-7526-056-5
- Bent Søndergaard: Indledende studier over den nordiske stednavnetype lev (löv); København 1972
Koordinater: 55°36′44″N 11°14′08″Ø / 55.6121°N 11.2356°Ø
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Beethoven9, Licens: CC BY-SA 3.0
Jerslev Station fra vejsiden