Jeppe Madsen Ohlsen
Jeppe Madsen Ohlsen | |
---|---|
Født | 18. maj 1891 Christiansfeld, Danmark |
Død | 7. juni 1948 Sejs-Svejbæk, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Elev af | Frede Aamodt, Halfdan Larsen, Christian Krohg |
Beskæftigelse | Kunstmaler |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Jeppe Madsen Ohlsen (født 18. maj 1891 i Christiansfeld, død 7. juni 1948 i Sejs, begravet på Linå Kirkegård) var en dansk autodidakt maler.
Hans forældre var skræddermester, senere missionær Claus Friederich Ohlsen (1864-1920) og Christine Jensine Jensen (1870-1946). 30. maj 1928 blev han gift i Maribo med Emmy Astrid Andersen, født 9. januar 1904 i Toreby. Ægteskabet blev opløst i 1942.
Ohlsen var først i lære som barber, men blev udlært som bygningsmaler i 1910. 1910-16 var han elev hos Halvdan Larsen og Christian Krohg i Norge samt på Frede Aamodts malerskole i København. Fra 1928 kunne han så småt leve af sin kunst. Han boede i Hornstrup ved Vejle 1928-31, i fødebyen Christiansfeld 1931-38, i Snoghøj 1938-42 og i Sejs 1942-48.
I Christiansfeld-tiden skildrede han byens religiøse liv i en særpræget magisk realisme. Han interesserede sig især for menighedens ritualer i forbindelse med døden: ligtoget og bisættelsen på den særegne kirkegård Gudsageren. Personerne forekommer umiddelbart statiske, men kunstneren suggererer en uendeligt langsom bevægelse, så tiden er indstillet langtids mod evighed.
I Snoghøj og Sejs behandles det åbne landskab og nærstudiet af opstillingen. I disse perioder har landskabet og opstillingen efterladenskaber af hhv. Christiansfeldtidens magiske realisme og symbolske mysticisme.
Den største samling af hans billeder findes på Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder.[1] Desuden er han repræsenteret bl.a. på Museet på Sønderborg Slot og Brødremenighedens Museum i Christiansfeld. Der er ikke lavet nogen værkfortegnelse af hans værker, men tæller omkring 300 malerier.[2]
|
Eksterne henvisninger
- Jeppe Madsen-Ohlsen på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon, Kulturarv.dk
- Jeppe Madsen Ohlsen i Dansk Biografisk Leksikon på lex.dk. Af Bent Irve
- Jeppe Madsen-Ohlsen i Den Store Danske på lex.dk. Af Peter Kühn-Nielsen
- Jeppe Madsen Ohlsen på gravsted.dk
Referencer
|