Jean af Luxembourg

Jean
Storhertug Jean i 1967
Storhertug af Luxembourg
Regerede	12. november 1964 – 7. oktober 2000 (35 år og 330 dage)
Forgænger	Charlotte
Premierministre	Se liste Pierre Werner Gaston Thorn Jacques Santer Jean-Claude Juncker
Efterfølger	Henri
Ægtefælle	Joséphine-Charlotte af Belgien (g. 1953)
Børn	Marie-Astrid, Ærkehertuginde af Østrig Henri, Storhertug af Luxembourg Prins Jean af Luxembourg Margaretha, Prinsesse af Liechtenstein Prins Guillaume af Luxembourg
Fulde navn	fransk: Jean Benoît Guillaume Robert Antoine Louis Marie Adolphe Marc d'Aviano
Far	Félix af Bourbon-Parma
Mor	Charlotte af Luxembourg
Født	5. januar 1921(1921-01-05) Château de Berg, Colmar-Berg, Luxembourg
Død	23. april 2019 (98 år) Luxembourg, Luxembourg
Signatur
Religion	Romersk-katolsk
v d r

Ridder af Elefantordenen 1976

Storhertug Jean af Luxembourg (født 5. januar 1921, død 23. april 2019) var storhertug af Luxembourg fra 1964 til 2000.

Jean var søn af storhertuginde Charlotte af Luxembourg. Han startede sin skolegang i Luxembourg og afsluttede den i England. Da Luxembourg blev besat af tyske tropper under Anden Verdenskrig, flygtede han med sin familie via Frankrig og Portugal til Nordamerika, hvor han studerede statskundskab i Québec i Canada, samtidig med han rejste rundt i Nord- og Sydamerika for at samle støtte til sit land. I 1942 meldte han sig som frivillig i den britiske hær, og deltog i 1944-1945 som officer i befrielsen af det europæiske kontinent.

Han blev storhertug, da hans moder abdicerede i 1964. Storhertugens regeringstid var en af de mest velstående perioder i Storhertugdømmet Luxembourgs historie. Graden af stabilitet i landets politik, økonomi og sociale liv var uden fortilfælde, delvis takket være storhertugens og hans kones indflydelse. Han abdicerede selv i år 2000 til fordel for sin søn storhertug Henri af Luxembourg.

Storhertug Jean var gift med prinsesse Joséphine-Charlotte af Belgien, med hvem han havde fem børn. Han var desuden nevø til Zita, den sidste kejserinde af Østrig-Ungarn, og fætter til tsar Boris 3. af Bulgarien, dronning Anne af Rumænien og den carlistiske spanske tronprætendent Carlos Hugo.

Se også: Huset Bourbon-Parma og Huset Nassau-Weilburg.

Jean blev født den 5. januar 1921 på Château de Berg i det centrale Luxembourg som det ældste barn af den regerende Storhertuginde Charlotte af Luxembourg og Prins Felix af Bourbon-Parma. Han blev født blot to år efter, at hans mor var blevet storhertuginde i januar 1919, efter at hendes storesøster, Storhertuginde Marie-Adélaïde var blevet tvunget til at abdicere, da hun blev anklaget for at have indtaget en tyskvenlig holdning under Første Verdenskrig.^[1] Som den regerende storhertugindes ældste barn var han tronfølger fra fødslen. Han blev døbt med fornavnene Jean Benoît Guillaume Robert Antoine Louis Marie Adolphe Marc d'Aviano. Som sin gudfader havde han Pave Benedikt 15., efter hvem han fik sit andet fornavn.^[2]

Prins Jean fik efterfølgende fem yngre søskende, der hovedsageligt voksede op i forældrenes hovedresidens, Château de Berg i byen Colmar-Berg.^[2] Han gik i grundskole i Luxembourg, hvor han også indledte sin sekundære uddannelse. Fra 1934 til 1938 færdiggjorde han sin sekundære uddannelse på Ampleforth College, en privat katolsk kostskole drevet af Benediktinerordenen i North Yorkshire i England.^[2] På sin 18-års fødselsdag den 5. januar 1939 fik han tildelt titlen arvestorhertug i sin egenskab af myndig tronfølger.^[3]

Et par måneder senere brød Anden Verdenskrig ud. Selvom landet erklærede sig neutralt og ubevæbnet, vidste luxembourgerne af erfaring fra Første Verdenskrig, at deres lands neutralitet ikke nødvendigvis ville beskytte dem. Den 10. maj 1940 invaderede tyske tropper Luxembourg og indledte en fire år lang okkupation af landet. Storhertugfamilien, der var blevet advaret om den forestående invasion, flygtede sammen med regeringen til Frankrig den foregående nat. Først søgte de tilflugt i Paris, inden de rejste videre fra Frankrig kun få uger senere og ankom til Portugal den 23. juni 1940.^[4] Den 10. juli 1940 gik prins Jean sammen med sin far prins Felix og sine søskende ombord på dampskibet SS Trenton med kurs mod New York City, mens storhertuginde Charlotte rejste til London, hvor der blev etableret en eksilregering.^[4] I Nordamerika studerede Jean statskundskab ved Laval Universitet i Québec i Canada,^[5] samtidig med han rejste rundt i Nord- og Sydamerika for at samle støtte til sit land.

I 1942 meldte han sig som frivillig i den britiske hær, hvor han sluttede sig til regimentet Irish Guards og opnåede rang af løjtnant. Han deltog herefter som officer i befrielsen af kontinentet. Den 11. juni 1944 landede han i Normandiet og deltog i slaget om Caen og befrielsen af Bruxelles. Den 10. september 1944, dagen for befrielsen af Luxembourg by, blev Arvestorhertug Jean sendt til Luxembourg, hvor han blev entusiastisk modtaget af befolkningen om eftermiddagen. Den 13. september 1944 vendte han tilbage til sin enhed og deltog i Operation Market Garden omkring Arnhem og slog den tyske Ardenneroffensiv tilbage. I slutningen af januar 1945 deltog han i erobringen af Reichswald nordvest for Wesel og forblev hos de allierede tropper i Tyskland indtil krigshandlingernes afslutning.^[6]

Efter krigens afslutning vendte familien tilbage til Luxembourg. I de følgende år engagerede arvestorhertug Jean sig som arvestorhertug blandt andet i spejderbevægelsen og Den Internationale Olympiske Komité. Fra 1951 til 1961 var han medlem af statsrådet, hvilket gjorde det muligt for ham at stifte bekendtskab med det politiske liv i landet.^[2]

I oktober 1952 blev arvestorhertug Jean officielt forlovet med sin kvartkusine, den seks år yngre prinsesse Joséphine-Charlotte af Belgien, der var datter af kong Leopold 3. af Belgien og dennes første hustru Astrid af Sverige. De blev gift den 9. april 1953 i Notre-Dame-katedralen i Luxembourg.^[2]

Det nygifte par flyttede ind på Betzdorf Slot i Betzdorf i den østlige del af storhertugdømmet. Der blev deres fem børn født mellem 1955 og 1963.^[2]

Den 28. april 1961 udnævnte Storhertuginde Charlotte Arvestorhertug Jean til sin rigsforstander, der som stedfortræder for sin mor kunne varetage det luxembourgske statsoverhoveds officielle opgaver. Han blev storhertug ved sin mors abdikation den 12. november 1964 og aflagde den ed, der kræves i forfatningen, for Luxembourgs deputeretkammer (parlament) samme dag.^[7]

Som storhertug udøvede Jean sine opgaver som Luxembourgs statsoverhoved med den største omhu for ikke at bringe sin position som et ikke-partisk symbol på statens enhed og uafhængighed i fare. I løbet af hans regeringstid udviklede Luxembourg sig fra et industri- og landbrugssamfund, hvis velstand især var baseret på stålindustrien, til et moderne center for tjenesteydelser, der udviklet sig til at blive et af verdens rigeste lande med en hurtigt voksende økonomi, politisk stabilitet og tæt deltagelse i den europæiske integration gennem EU. I slutningen af 1960'erne slog de første internationale banker sig ned i Luxembourg, og øst for hovedstadens historiske centrum blev der udviklet et 350 hektar stort område til Det Europæiske Fællesskabs institutioner, som i dag huser blandt andet Europa-Parlamentet og Den Europæiske Unions Domstol.

Under Storhertug Jeans regeringstid kunne Luxembourg i 1989 fejre 150-årsdagen for anerkendelsen af landets uafhængighed i henhold til folkeretten i 1839 og året efter 100-årsdagen for huset Nassau-Weilburgs tiltrædelse på tronen i 1890.

I marts 1998 overdrog Storhertug Jean de løbende embedsopgaver til Arvestorhertug Henri. Og den 7. oktober 2000 abdicerede Storhertug Jean 79 år gammel, efter en regeringstid på knap 36 år, til fordel for sin søn.^[8]

Efter sin abdikation flyttede han og Storhertuginde Joséphine-Charlotte fra deres hidtidige residens Château de Berg ved Colmar-Berg til Schloss Fischbach ved Fischbach, som tidligere havde været beboet af hans mor.

Storhertuginde Joséphine-Charlotte var længe plaget af lungekræft og døde 77 år gammel den 10. januar 2005. Storhertug Jean overlevede sin hustru med 14 år. Kort før påsken i 2019 blev han bragt til hospitalet med lungebetændelse men kom sig aldrig. Han døde tirsdagen efter påske i en alder af 98 år den 23. april 2019 i Luxembourg by.^[9] Det højtidelige rekviem i Notre-Dame-katedralen i Luxembourg, efterfulgt af begravelse i krypten, fandt sted den 4. maj 2019.

Hans Kongelige Højhed Jean, Af Guds Nåde Storhertug af Luxembourg, Hertug af Hertugdømmet Nassau, Prins af Bourbon-Parma, Pfalzgreve ved Rhinen, Greve til Sayn, Königstein, Katzenelnbogen og Diez, Borggreve af Hammerstein, Herre af Mahlberg, Wiesbaden, Idstein, Merenberg, Limburg og Eppstein.^[10]

•  Danmark: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1976)^[11]
•  Norge: Storkors med kæde af Sankt Olavs Orden (No.St.O.1*) (1964)^[12]
•  Storbritannien: Ridder af Hosebåndsordenen (1972)
•  Sverige: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1951)

• Luxembourgs historie
• Luxembourgs regenter
• Huset Nassau
• Huset Bourbon-Parma

• Thill, Marc; Schneider, Jean-Paul; von Leipzig, Wolf (2019). Hommage Grand-Duc Jean. 1921–2019 (fransk). Luxembourg: Editions Saint-Paul. ISBN 978-99959-2-041-8.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Jean af Luxembourg