James Clark Ross

James Clark Ross
Personlig information
Født	James Clark Ross 15. april 1800 Finsbury Square, Storbritannien
Død	3. april 1862 (61 år) Aylesbury, Storbritannien
Gravsted	Aston Abbotts
Nationalitet	Engelsk
Far	George Ross
Mor	Christian Clark
Ægtefælle	Anne Coulman (fra 1843)
Barn	James Coulman Ross
Familie	John Ross (onkel)
Uddannelse og virke
Medlem af	Royal Society, The Linnean Society of London
Beskæftigelse	Søofficer, opdagelsesrejsende, naturvidenskabsmand
Fagområde	Botanik
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Ridder af Æreslegionen, Fellow of the Royal Society (11. december 1828), Grande Médaille d'Or des Explorations (1843), Founder’s Medal (1842)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Sir James Clark Ross (født 15. april 1800 i London, død 3. april 1862 i Aylesbury) var en engelsk søofficer og polarfarer.

Ross var kadet og senere officer på seks rejser til de arktiske egne, sammen med sin onkel John Ross og William Edward Parry. På den sidste af disse rejser, da han var næstkommanderende hos John Ross på Victory, bestemte han i 1831 beliggenheden af den magnetiske nordpol.

En række geografiske lokaliteter i Antarktis er opkaldt James Ross, blandt andet Rosshavet og Ross Island.

Ross blev i 1856 udnævnt til kontreadmiral.

Udforskning af Arktis

James Ross begyndte sin karriere i Royal Navy som tolvårig, og allerede i 1818 deltog han i en ekspedition under ledelse af farbroren John Ross, der ledte efter Nordvestpassagen (en sejlrute nord om det nordamerikanske kontinent). I årene mellem 1819 og 1827 deltog Ross i fire polarekspeditioner under ledelse af Sir William Edward Parry.

I årene 1829 to 1833 deltog Ross i atter en ekspedition med onklen John Ross på dennes anden arktiske ekspedition. Ekspeditionen (og Ross) fandt på færden den magnetiske nordpol den 1. juni 1831 på Boothiahalvøen i det nordlige Canada. På ekspeditionen fandt Ross også Beaufort Islands, som onklen siden omdøbte til Clarence Islands.^[1][2]

I 1834 blev Ross forfremmet til kaptajn. I december 1835 tilbød han sin tjeneste til flådens Admiralty til opgaven med skaffe forsyninger til 11 hvalfangerskibe, der sad fast i Baffin Bay. Flåden accepterede tilbuddet og Ross drog afsted med HMS Cove i januar 1836. Rejsen var besværlig, og da Ross nåede frem, var alle skibe, bortset fra et enkelt, selv kommet fri af isen og var sejlet hjem. Det lykkedes ikke at finde det sidste skib, der formentlig var blevet skruet ned af isen i december 1835.^[3] Ross drog tilbage til Hull i september 1836.

Udforskning af Arktis 2

Tegning af Ross' møde med isbarrieren i 1841. Illustration fra A Vogage of Discovery and Research in the Southern and Antarctic Regions during the gears 1839—43

Den 29 september 1839 påbegyndte Ross sin egen ekspedition med fartøjerne HMS Erebus og HMS Terror til Antarktis. Ekspeditionen fik navnet Ross' sydpolsekspedition. Som skibsfører for HMS Terror valgte Ross sin nære ven Francis Crozier. Ekspeditionen var dengang banebrydende og bibragte megen ny viden om det dengang stort set uudforskede område.

Det lykkedes ekspeditionen at gennembryde pakisbæltet syd for New Zealand og trænge frem til det antarktiske kontinent, hvor de i 1841 ved 71° sydlig bredde opdagede en landmasse, der fik navnet South Victorialand. Ross fandt også på en lille ø to vulkaner, som Ross opkaldte efter sine skibe, Mount Erebus og Mount Terror. Øen blev siden opkaldt efter Roos, og fik navnet Ross Island. Den 2. februar 1841 nåede ekspeditionen shelfiskanten, som indtil da havde været ukendt. Ross nåede den 22. februar 1842 78° 10′ sydlig bredde på 161° 27′ vestlig længde, hvilket var det dengang sydligste noget menneske nogensinde havde været. To måneder efter var ekspeditionen retur på Tasmanien.

Tegning fra Ross' ekspedition. Illustration fra A Vogage of Discovery and Research in the Southern and Antarctic Regions during the gears 1839—43

Ekspeditionen var den hidtil bedst udrustede videnskabelige ekspedition, der havde været i de antarktiske farvande, især var de jordmagnetiske observationer af stor betydning og man bestemte den omtrentlige beliggenhed af den magnetiske sydpol, men også meteorologiske, hydrografiske, botaniske, zoologiske og geologiske undersøgelser var banebrydende.

Nogle måneder senere i november 1842 forsøgte Ross igen at nå Sydpolen, men ekspeditionen kom ikke langt på grund isen. Efter et tredje mislykket forsøg i december 1842 fra Falklandsøerne var Ross overbevist om, at der fandtes et kontinent bag isen.

Ross besluttede at rejse tilbage til England, hvor han ankom den 4. september 1843.

Sir James Clark Ross malt af Stephen Pearce (1850).

Efter Ross’ hjemkomst med ny viden om jordmagnetismen på den sydlige halvkugle ønskede man lignende foretaget på nordlige breddegrader med henblik på et nyt forsøg på at finde en sejlbar nordvestpassage. John Franklin fik derfor 1845 kommandoen over de hjemvendte skibe Erebus og Terror for at sejle gennem Barrow Strædet og videre. Da man endnu ikke i 1847 havde hørt noget fra Franklin, blev Ross i 1848 udsendt til at hjælpe med skibene Enterprise og Investigator. Blandt officererne på Enterprise var Mac Clure og Mac Clintock. Skibene overvintrede i Leopold Havn på Nordøstpynten af North Sommerset, hvorfra der foretoges slæderejser, men somrene 1848 og 1849 var på grund af isforholdene særdeles ugunstige for skibenes fremtrængen, og man måtte derfor vende tilbage, og de store forventninger der havde været til denne ekspedition blev ikke indfriet, og Ross blev udsat for kraftig kritik af denne årsag.

Noter

Litteratur

• N.F. Ravn, Udsigt over de Rejser, som er foretagne for at finde Nordvestpassagen 1860
• Axel Ohlin, Om antarktiska färder och Antarktis Ymer, Stockholm, 1898
• J.C. Ross, A Vogage of Discovery and Research in the Southern and Antarctic Regions during the gears 1839—43, 2 bind, London, 1847

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til James Clark Ross
• Ross, James Clark i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926), forfattet af Gustav Holm

v d r Polarekspeditioner Grønlandsekspeditioner Graahs ekspedition 1828-31 Konebåds-ekspeditionen 1883-85 Pearys ekspedition til Grønland 1891-1892 Den østgrønlandske ekspedition 1891-92 Amdrupekspeditionen 1898-1900 Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 Danmark-ekspeditionen Alabama-ekspeditionen 1909-12 1. Thule-ekspedition 1912 2. Thule-ekspedition 1916-18 3. Thule-ekspedition 1919-20 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932-33 Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 British Arctic Air Route Expedition Nordvestpassagen Frobishers ekspeditioner 1576-1578 Davis ekspeditioner 1585-1587 Halls ekspeditioner 1605-1607 Hudsons ekspedition 1610 Jens Munks ekspedition 1619-1620 Coppermine-ekspeditionen 1819–1822 Franklin-ekspeditionen 1845 Rae–Richardsons arktiske ekspedition 1848 McClures arktiske ekspedition 1850 Lady Franklin Bay ekspeditionen 1881-1884 Fram-ekspeditionen 1898-1902 Gjøa-ekspeditionen 1903-1906 Den kanadiske polarekspedition 1913—1918 HMS Terror (1813) Nordøstpassagen Chancellors ekspedition 1553 Stephen og William Boroughs ekspedition 1556 Pets og Jackmanns ekspedition 1580 Barents' 1. ekspedition 1594 Barents' 2. ekspedition 1595 Barents' 3. ekspedition 1596 1. Kamtjatka-ekspedition 2. Kamtjatka-ekspedition Vega-ekspeditionen Maud Nordpolsekspeditioner Tyske Nordpolsekspedition 1869 Polaris-ekspeditionen 1871 Østrig-Ungarnske Nordpolsekspedition 1872–74 Jeannette-ekspeditionen 1879–81 Amundsens nordpolsekspedition Britiske Arktisekspedition 1875-1876 Den norske Nordhavsekspedition 1876-1878 Dijmphna-Ekspeditionen 1882—83 Fram-ekspeditionen 1893-96 (Fram) Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894-97 Andrées polarekspedition 1896–1897 Zieglers nordpolsekspedition Sydpolsekspeditioner Første russiske antarktisekspedition 1819-21 Challenger-ekspeditionen 1872-76 Dundee-ekspeditionen 1892–93 Antarctic-ekspeditionen 1894-1895 Belgica-ekspeditionen 1897-1899 Valdiva-ekspeditionen 1898-1899 Southern Cross-ekspeditionen 1898-1900 Den svenske antarktisekspedition 1901–03 Gauss-ekspeditionen 1901-1903 Discovery-ekspeditionen 1901-1904 Scotia-ekspeditionen 1902-1903 Charcots første ekspedition 1903–05 Nimrod-ekspeditionen 1907–09 Charcots anden ekspedition 1908–10 Den japanske antarktisekspedition 1910–12 Den australasiatiske antarktisekspedition 1911-14 Fram-ekspeditionen 1910-1912 Terra Nova-ekspeditionen 1910-1913 Den tyske antarktisekspedition 1911–13 Endurance-ekspeditionen 1914-1917 Norvegia-ekspeditionerne 1927-1931 Thorshavn-ekspeditionerne 1931-1937 Byrds 1. ekspedition 1928-1930 Byrds 2. ekspedition 1933-1935 Tyske antarktisekspedition 1938–1939 Danske polarforskere Georg Carl Amdrup Vitus Bering Kaj Birket-Smith Jacob Christian Demant Bloch Jørgen Brønlund Willi Dansgaard Knud Ellitsgaard-Rasmussen Bent Fredskild Peter Freuchen Achton Friis Børge Fristrup Paul Gelting W.A. Graah Preben Gudmandsen Niels Steen Gundestrup Niels Peter Høeg Hagen Godfred Hansen Bent Hasholt Gudmund Hatt Gustav Holm A.P. Hovgaard J.A.D. Jensen Jens Gundahl Knudsen Eigil Knuth Johan Peter Koch Lauge Koch A.N. Kornerup Johannes Krüger Helge Larsen Therkel Mathiassen Jørgen Meldgaard Ejnar Mikkelsen Harald Moltke Ludvig Mylius-Erichsen Jørgen Münter Carl Petersen Didrich Pinning Christian Pingel Alf Erling Porsild Morten P. Porsild Hans Pothorst Knud Rasmussen Hinrich Rink Jens Rosing Hans Peder Steensby K.J.V. Steenstrup Lars Stemmerik William Thalbitzer Jens Vahl A.H. Vedel Theodor Zeilau Norske polarforskere Roald Amundsen Eivind Astrup Andreas Beck Olav Bjaaland Carsten Borchgrevink Lars Christensen Tryggve Gran Helmer Hanssen Sverre Hassel Hjalmar Johansen Erling Kagge Carl Anton Larsen Fridtjof Nansen Børge Ousland Kristian Prestrud Peder Ristvedt Johannes Skolp Jørgen Stubberud Otto Sverdrup Oscar Wisting Gunnar Østrem Amerikanske polarforskere Richard E. Byrd Frederick Cook George W. DeLong Elisha Kane Robert Peary Paul Siple Britiske polarforskere Pelham Aldrich Horatio Thomas Austin George Back William Baffin Frederick William Beechey Edward Belcher Stephen Borough William Borough David Buchan Thomas Button Robert Bylot Richard Chancellor Richard Collinson Samuel Gurney Cresswell Francis Crozier John Cunningham John Davis Luke Foxe John Franklin Martin Frobisher Vivian Fuchs James Hall Henry Parkyns Hoppner Henry Hudson Edward Augustus Inglefield Frederick George Jackson Thomas James Henry Kellett Skeffington Lutwidge George Francis Lyon Albert Hastings Markham Francis Leopold McClintock Robert McClure George Mecham Arthur Fleming Morrell George Nares Erasmus Ommanney Sherard Osborn William Edward Parry Constantine Phipps, 2. baron Mulgrave James Clark Ross John Ross Edward Sabine Robert Falcon Scott Ernest Shackleton Henry Frederick Stephenson H.G. Watkins Hugh Willoughby Svenske polarforskere Hans W:son Ahlmann Alfred Gabriel Nathorst Adolf Erik Nordenskiöld Otto Nordenskjöld Louis Palander Islandske polarforskere Pálmi Hannesson Canadiske polarforskere Trevor Lloyd Vilhjálmur Stefánsson Franske polarforskere Jean-Baptiste Charcot Joseph Paul Gaimard Paul-Émile Victor New Zealandske polarforskere Edmund Hillary Italienske polarforskere Umberto Nobile Russiske polarforskere Fabian Gottlieb von Bellingshausen Mikhail Petrovitj Lazarev Vasilij Vasilevitj Prontjisjtjev Maria Prontjisjtjeva Semjon Ivanovitsj Tsjeljuskin Ferdinand von Wrangel Tyske polarforskere Carl Koldewey Alfred Wegener Nederlandske polarforskere Willem Barents Joris Carpolus Jacob van Heemskerk Jan Huygen van Linschoten Cornelis Corneliszoon Nay Anthur Pet Jan Corneliszoon Rijp Brand Ijsbrantszoon Tetgales Portugisiske polarforskere João Vaz Corte-Real Se også: Inuit