Jacques-Louis David
| Jacques-Louis David | |
|---|---|
 Selvportræt af Jacques-Louis David, 1794, Louvre | |
| Personlig information | |
| Født | Jacques-Louis David 30. august 1748 Paris, Frankrig |
| Død | 29. december 1825 Bruxelles |
| Dødsårsag | Slagtilfælde  |
| Gravsted | Gravmonument for Jacques-Louis David, Cimetière du Père-Lachaise |
| Nationalitet |  Fransk |
| Politisk parti | Jakobinerne |
| Far | Louis Maurice David |
| Mor | Marie-Geneviève Buron |
| Ægtefælle | Charlotte David (fra 1782/1796) |
| Børn | Charles-Louis Jules David, Laure Émilie Félicité David, Eugène David, Pauline Jeanne David |
| Uddannelse og virke | |
| Felt | maleri, tegning |
| Uddannelsessted | Paris Universitet, Académie de Saint-Luc, Académie de peinture et de sculpture |
| Elev af | Joseph-Marie Vien |
| Medlem af | Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Académie des beaux-arts, Académie de peinture et de sculpture |
| Beskæftigelse | Kunstmaler, bygningstegner, politiker |
| Periode | Nyklassicisme |
| Deltog i | Documenta IX, Den Franske Revolution |
| Arbejdssted | Rom, Bruxelles, Paris |
| Elever | François Gérard, Albert Paul Bourgeois, Nanine Vallain, Louis Prot, Antoine-Jean Gros med flere |
| Kendte værker | Horatiernes ed, Marats død |
| Genre | Portræt, landskabsmaleri, religiøst maleri, allegori, historiemaleri |
| Bevægelse | Nyklassicisme |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Prix de Rome |
| Fængslet i | Palais du Luxembourg, collège des Quatre-Nations |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Jacques-Louis David[1] (født 30. august 1748, død 29. december 1825) var en fransk nyklassicistisk maler.
Davids politiske karriere
Jacques-Louis David blev favoriseret af Ludvig 16.. Da Den Franske Revolution kom, støttede David omvæltningerne og blev en ivrig republikaner og ven af Robespierre. Han var formand for Nationalkonventet fra den 5. til den 20. januar 1794 og var medunderskriver på kongens dødsdom.
Da Robespierre blev væltet og henrettet, blev David også dødsdømt, men han blev reddet af amnestien 26. oktober 1795. Han skulle blive Napoleons foretrukne maler, og David malede i 1806-07 det enorme billede af Napoleon og kejserinde Josefines kroning i 1804.[2] Da Napoleon var endeligt afsat, og bourbonerne vendte tilbage, måtte David søge i eksil i Bruxelles. Den nye konge, Ludvig 18., var Ludvig 16.'s bror, og Davids navn på dødsdommen kunne ikke bortforklares. David endte sine dage i Bruxelles.
David som lærer
Efter Kunstakademiets nedlæggelse i 1793 drev David sin egen skole for unge kunstnere i Louvre. Her blev eleverne mødt med kravet om at tegne og male efter naturen. I praksis bestod undervisningen i tegning efter levende model. Mange franske og udenlandske kunstnere var i Davids skole heriblandt Antoine-Jean Gros, J.-A.-D. Ingres og C.W. Eckersberg, der tog Davids undervisningsprincipper med sig til København, da han i 1818 blev professor ved Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster.
Davids værker
David malede nogle af de mest berømte værker før, under og efter Den Franske Revolution. I 1784 brød han endegyldigt med rokokoen og malede Horatiernes ed.[3] Kompositionen er i en streng nyklassicistisk stil, som nærmest lader personerne optræde på en teaterscene. Motivet kom fra antik, romersk historie og lægger vægt på stoicisme og patriotisme. David ønskede at genoptage Poussin og Le Bruns kunstneriske principper, der byggede på antikkens idealer, og dermed blev han en faderfigur for den nyklassicistiske kunst.
Da lægen og redaktøren Jean-Paul Marat blev myrdet i sit bad i 1793, malede David et af sine mest ikoniske billeder, Marats død. Billedet var med til at gøre Marat til martyr for revolutionen.
I 1799 malede David Sabinerinderne, der markerede forsoning efter Den Franske Revolution.[4] Historien om de sabinske kvinder, som blev ranet af romerne, er velkendt i billedkunsten. David valgte et senere punkt i fortællingen, hvor sabinerinderne forhindrer deres mænd i at nedslagte romerne. I mellem tiden havde kvinderne stiftet familie med fjenden, og tiden var nu til fred. Det er denne scene David illustrerer. Som noget nyt udstillede maleren ikke sit store billede på den årlige salonudstilling, men viste det i sit atelier i Louvre og tog entré.
Da Napoleon kom til magten fik David en ny arbejdsgiver og malede adskillige portrætter af kejseren samt kroningsbilledet, der vakte stor opsigt.
Ny Carlsberg Glyptotek ejer det eneste maleri af David på dansk jord, nemlig portrættet af Greve de Turenne,[5] som blev til i Bruxelles. Ligesom David var Turenne i eksil, da han havde været en af Napoleons nærmeste.
Galleri
Jacques-Louis David, Marats død, 1793, Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique
Jacques-Louis David, Bonaparte ved Grand-Saint-Bernard, 1800, Schloss Charlottenburg
Jacques-Louis David, Madame Récamier, 1800, Louvre
Jacques-Louis David og Georges Rouget, Kejser Napoleon og kejserinde Josefines kroning 1806-07, Louvre
Jacques-Louis David, Kejser Napoleon i sit studerekammer i Tuilerierne, 1812, National Gallery of Art
Jacques-Louis David, Greve de Turenne, 1816, Ny Carlsberg Glyptotek
Jacques-Louis David, Mars afvæbnes af Venus, 1824, Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique
Referencer
- ^ "David" udtales med hårdt d til sidst
- ^ The Consecration of the Emperor Napoleon and the Coronation of Empress Joséphine d. 2. december 1804 | Louvre Museum | Paris (engelsk)
- ^ The Oath of the Horatii | Louvre Museum | Paris (engelsk)
- ^ The Intervention of the Sabine Women | Louvre Museum | Paris (engelsk)
- ^ "Greve de Turenne". Arkiveret fra originalen 2. april 2015. Hentet 31. marts 2015.
Eksterne henvisninger
- Jacques-Louis David i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1916)
 | Spire Denne biografi om en franskmand er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |
Medier brugt på denne side
Legacy of Jules David-Chassagnol, Paris 1886.
Napoleon in a red cloak mounted on a chestnut horse. The tack is simpler than in the original version, lacking the martingale, and the girth is grey-blue. There are traces of snow on the ground. Napoleon's features are sunken with the faint hint of a smile.
