Italiensk Østafrika

Italiensk Østafrika Africa Orientale Italiana
Føderation af kolonier og besatte områder
1936–1941
Flag Nationalvåben
Italiensk Østafrika fra 1936-1940
Hovedstad	Addis Ababa
Vicekonge
• 1936	Pietro Badoglio
• 1936-1937	Rodolfo Graziani
• 1937-1941	Prins Amedeo
• 1941	Pietro Gazzera
• 1941 (fungerende)	Guglielmo Nasi
Historisk periode	2. verdenskrig
• Etableret	1936
• Ophørt	1941
Efterfulgte Efterfulgt af Etiopiske Kejserrige Eritrea Italiensk Somaliland Etiopiske Kejserrige Eritrea Somaliske mandatområde

Italiensk Østafrika (italiensk: Africa Orientale Italiana, AOI) var en kortlivet (1936-1941) italiensk føderation i Afrika, der bestod af de etablerede italienske kolonier Italiensk Somaliland og Eritrea samt af kejserdømmet Etiopien, som kort tid inden var blevet besat efter den anden italiensk-abessinske krig. I august 1940 blev Britisk Somaliland erobret og annekteret som en del af Italiensk Østafrika.

Den anden italienske koloni i Afrika var Italiensk Nordafrika (Africa Settentrionale Italiana, eller ASI, nutidens Libyen).

Territorium

I 1936 omfattede Italiensk Østafrika hele vore dages Etiopien, Eritrea og det meste af Somalia, undtagen det område som i dag er den de facto uafhængige republik Somaliland. Føderationen var delt i 6 provinser: Amara, Eritrea, Galla-Sidamo, Harar, Scioa og Somalia, som hver blev ledet af en italiensk guvernør. Guvernørerne stod til ansvar overfor den italienske vicekonge. De koloniale strukturer var vigtige for det fascistiske regimes forsøg på permanent at ødelægge den tidligere etiopiske stat ved at overdrage tidligere etiopisk område til de rivaliserende muslimske naboer i det italiensk administrerede Eritrea og Somalia. Italiensk Østafrika blev kortvarigt udvidet i 1940, da italienske styrker erobrede Britisk Somaliland, hvorved de skabte en samlet somalisk provins under italiensk kontrol. Denne blev delt igen – og det samme gjorde hele føderationen, da britiske styrker i 1941 besatte hele Italiensk Østafrika.

Historie

Føderationen blev dannet i 1936 mens Italiens fascistiske diktator Benito Mussolini regerede i Italien, da Haile Selassie's Etiopien led nederlag i den anden italiensk-abessinske krig.

Styret i italiensk Østafrika (Etiopien, Eritrea og Italiensk Somaliland) var hårdt for de indfødte folk, især for etioperne, da det fascistiske styre prøvede på at ødelægge deres kultur. I februar 1937 efter et mordforsøg på vicekongen Rodolfo Graziani, beordrede Graziani italienske soldater til at gennemføre et raid mod det berømte etiopiske kloster Debre Libanos, hvor attentatmændene kortvarigt havde søgt tilflugt, og lod munke og nonner i klosteret henrette.^[1] Senere plyndrede italienske soldater indfødte bebyggelser i Addis Ababa, hvilket resulterede i at hundreder af etiopere blev dræbt og deres hjem brændt ned.^[1][2]

Den fascistiske kolonipolitik i Østafrika havde et element af del og hersk i sig. Med henblik på at svække de ortodokst kristne Amhara folk, som tidligere havde ledet Etiopien, blev områder som beboerne i Tigra og Somalia gjorde krav på overført til provinserne Eritrea og Somalia.^[1] Genopbygningsindsatsen efter krigen i 1936 var især rettet mod at bringe fordele for den muslimske befolkning på bekostning af Amhara folket, for derigennem at styrke den muslimske støtte til den italienske koloni.^[1]

Italiens fascistiske styre tilskyndede italienske bønder til at kolonisere Østafrika ved at etablere landbrug.^[1] Der kom dog kun få italienere til området. I 1940 var kun 3.200 bønder ankommet, under 10% af regeringens mål.^[3] Fortsat oprørsaktivitet blandt de indfødte afrikanere, manglende ressourcer, vanskeligt terræn og usikkerhed omkring de politiske og militære forhold afskrækkede fra udvikling og bosættelse.^[3]

Føderationen viste sig særdeles bekostelig at opretholde. Budgettet for Italiensk Østafrika for 1936-37 krævede 19.136 mia. lire for at skabe den nødvendige infrastruktur.^[1] På det tidspunkt var Italiens samlede indtægter kun 18.581 mia. lire.^[1]

I juni 1940, ved Italiens indtræden i 2. verdenskrig udgjorde Italiensk Østafrika en farlig trussel mod britiske interesser i Afrika. Fra deres synspunkt kunne et vellykket italiensk angreb fra Italiensk Østafrika gennem Sudan og etableringen af en forbindelse til det italienske Libyen have isoleret vigtige britiske besiddelser i Ægypten og Suez-kanalen. Set fra en anden synsvinkel var føderationen selv isoleret fra Italien og omringet af britiske styrker i Sudan, Kenya og Britisk Somaliland. Britiske styrker i Aden kunne give afgørende fly og flådestøtte mod italienske flådestyrker i Det røde Hav. Italienske transporter ad søvejen blev afskåret af Storbritannien ved Suez kanalen. De forsyninger som nåede frem til Italiensk Østafrika kom som regel med luften, og i små portioner.

Ved indledningen af Felttoget i Østafrika var der 291.000 italienske tropper, inklusiv indfødte. Træningen af de indfødte tropper var ringe, og de italienske garnisoner lå for spredt på grund af de usædvanlig dårlige veje, og garnisonerne kunne kun fungere i en statisk rolle. da de ikke havde tilstrækkelige reserver af ammunition og brændstof. Det var derfor de allierede kunne besætte Italiensk Østafrika i 1941.

I 1940 blev det tilstødende protektorat Britisk Somaliland besat af italienske styrker og indlemmet i Italiensk Østafrika. Erobringen var den eneste sejr Italien opnåede uden støtte fra tyske tropper under 2. Verdenskrig. Besættelsen varede i omkring et år.

Den 27. marts 1941 blev fæstningen Keren erobret af britiske tropper efter et ihærdigt forsvar under general Orlando Lorenzini. Efter at Massaua havde overgivet sig den 8. april var Eritrea tabt for Italien. Krigen var tabt i maj 1941, da den sidste stilling i Amba Alagi under vicekonge Prins Amedeo af Savoyen, Hertug af Aosta overgav sig med ære, overfor en overvældende allieret styrke. Den 28. november samme år overgav general Guglielmo Nasi sig med de sidste italienske besættelsesstyrker i Gondar.

Mange italienere udkæmpede en guerillakrig i Østafrika efter Gondars overgivelse af de sidste regulære italienske styrker i november 1941. Fra november 1941 til september 1943 var der en italiensk guerillastyrke på 7.000 mand, som ikke havde accepteret overgivelsen til de allierede. De ventede på en mulig ankomst af den italiensk-tyske hær under Rommel fra Ægypten og Middelhavet, men efter slaget ved el-Alamein svandt denne modstand langsomt bort.

Generalguvernører i Africa Orientale Italiana

Referencer

Litteratur

• Antonicelli, Franco (1961) Trent'anni di storia italiana 1915 – 1945, Saggi series 295, Torino : Einaudi, 387 p. [på italiensk]
• Cannistraro, Philip V. (1982) Historical Dictionary of Fascist Italy, Westport, Conn.; London : Greenwood Press, ISBN 0-313-21317-8
• Del Boca, Angelo (1986) Italiani in Africa Orientale: La caduta dell'Impero, Biblioteca universale Laterza 186, Roma : Laterza, ISBN 88-420-2810-X [på italiensk]
• Mockler, Anthony (1984) Haile Selassie's War: The Italian-Ethiopian Campaign, 1935-1941, New York : Random House, ISBN 0-394-54222-3
• Sarti, Roland (1974) The Ax Within: Italian fascism in action, New York : New Viewpoints, ISBN 0-531-06498-0

Eksterne henvisninger

• Sådan besejrede Italien den etiopiske kejsermagt. Videnskab.dk
• "Krigshändelserna" (Svensk Tidskrift, Tjugutredje årgången (1936); s. 55-57)
• "Krig mellan Italien och Abessinien" (Svenska Dagbladets Årsbok, Trettonde årgången (händelserna 1935); s. 306-313)
• "Abessinien annekterat av Italien" (Svenska Dagbladets Årsbok, Fjortonde årgången (händelserna 1936); s. 313-316)
• Pontus Reutervärd: "Kriget i Afrika - en resumé" (Svensk Tidskrift 1941; s. 422-433)
• Italiens Østafrikanske væbnede styrker, 10. juni 1940 Arkiveret 6. februar 2012 hos Wayback Machine
• 1940 Koloni brigade, 10. juni 1940 Arkiveret 18. maj 2013 hos Wayback Machine
• Italiens luftstyrke i Østafrika, 10. juni 1940 Arkiveret 7. oktober 2009 hos Wayback Machine

v d r Koloniimperier: (1870 til 1945) Det amerikanske koloniimperium Alaska Amerikansk Samoa Filippinerne Guam Hawaii Midway Puerto Rico Amerikanske Jomfruøer Wake Det belgiske koloniimperium Fristaten Congo Belgisk Congo Ruanda-Urundi Rwanda Burundi Tientsin Det danske koloniimperium De Dansk-Vestindiske Øer Grønland Guldkysten Trankebar Nicobarerne Det britiske koloniimperium Afghanistan Australien Bahamas Barbados Bechuanaland Britisk Somaliland Burma Canada Ceylon Falklandsøerne Fiji Gambia Gibraltar Guldkysten Guyana Honduras Hongkong Indien Irland Jamaica Juleøen Kapkolonien Kenya Kokosøerne Britisk Malaya Federated Malay States Unfederated Malay States Natal New Guinea New Zealand Nigeria Oranjefristaten Palæstina Rhodesia Nordrhodesia Sydrhodesia Salomonøerne Sierra Leone Singapore Straits Settlements Sudan Sydafrikanske union Tanganyikaterritoriet Tobago Transvaal Trinidad Uganda Vestpakistan Egypten Østpakistan Det franske koloniimperium Fransk Nordafrika Algeriet Tunesien Marokko Rivières du Sud Fransk Sudan Fransk Guinea Fransk Vestafrika Fransk Ækvatorialafrika Centralafrikanske republik Fransk Guyana Gabon Guadeloupe Fransk Indokina Annam Cochinkina Tonkin Kerguelen Libanon Madagaskar Mahe Mali Martinique Mauretanien Niger Ny Kaledonien Pondicherry Réunion Senegambia og Niger Øvre Senegal og Niger Senegal Fransk Somaliland Tahiti Tchad Fransk Øvre Volta Det hollandske koloniimperium Curacao Hollandsk Guyana Hollandsk Ostindien Det italienske koloniimperium Stor-Italien Dodekanesiske øer Cyrenaika Tripolitania Libyen Eritrea Italiensk Somaliland Italiensk Østafrika Det japanske koloniimperium Kina Korea Kurilerne Manchukuo Mengjiang Pescadorerne Sakhalin Formosa Det portugisiske koloniimperium Angola Azorerne Diu Goa Macao Madeira Mozambique Portugisisk Guinea Principe og St. Thome Det spanske koloniimperium Kanariske øer Cuba Puerto Rico Spansk Marokko Spansk Sahara (Río de Oro Saguia el-Hamra) Spansk Guinea Filippinerne Guam Vicekongedømmet Nyspanien Vicekongedømmet i Peru Vicekongedømmet Ny Granada Det svenske koloniimperium Ny Sverige Saint-Barthélemy Cabo Corso Sydafrikanske Union Sydvestafrika Det tyske koloniimperium Kamerun Marianerne Marshalløerne Palau Samoa Sydvestafrika Tysk Vestafrika Togo Tysk Wituland Østafrika Qingdao Tysk Ny Guinea Se også: Andre indgange til historien

Koordinater: 9°00′N 38°42′Ø / 9°N 38.7°Ø / 9; 38.7