Isterød
Isterød er en tidligere landsby i Birkerød Sogn. Isterød lå nordøst for Sjælsø ved Usserød Å.
Etymologi
Endelsen i navnet -rød betegner en rydning.[1] Sådanne navne er udbredte i Nordøstsjælland og stammer fra tidlig middelalder.[2]
Historie
Fra reformationen kom Isterød sammen med de øvrige landsbyer i Birkerød Sogn under Hirschholm Gods.[3]
Landsbyen bestod i 1682 af 12 gårde, 1 hus med jord og 5 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 330,4 tønder land skyldsat til 86,85 tønder hartkorn.[4] Dyrkningsformen var trevangsbrug.[5] Desuden havde byen græsningsmuligheder på det store overdrev i Ullerød Skov fælles med andre landsbyer.[6]
I 1761 fik alle bønder under Hirschholm Gods arvefæste men henlå endnu i landsbyfællesskabet.[7] I 1774 bestod landsbyen af 11 gårde og 2 huse og i tilknytning hertil "en anseelig Vand-Mølle".[8]
Da Hørsholm-motorvejen blev anlagt i 1957, fik den et forløb mellem Isterød og Hørsholm. Mens områderne øst for motorvejen efterhånden blev inddraget i den fremadskridende byudvikling, der blandt andet skyldtes anlæggelsen af Kystbanen og Rungsted Kyst Station, skete en lignende udvikling ikke vest for motorvejen, tværtimod. På det sted, hvor Isterød havde ligget, blev anlagt et stort vandværk, og i forbindelse hermed forsvandt de fleste af de historiske ejendomme.
Noter
Litteratur
- Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983), ISBN 87-87293-25-0
- Kristian Hald: Vore Stednavne; Udgivet af Udvalget for Folkeoplysningens Fremme. C. E. Gads Forlag, København 1950.
- Hanne Mikkelsen og Tormod Hessel: "Kajerød - Hvad er det?" (i: Landboliv. Nordsjælland gennem 200 år; Frederiksborg Amts Historiske Samfund Årbog 1988; ISBN 87-87415-26-7; s. 69-92)
- Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet (København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975), ISBN 87-7526-056-5
Denne artikel om lokaliteten Isterød kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |
Koordinater: 55°52′30″N 12°28′38″Ø / 55.8751°N 12.4771°Ø