Islandske stedord

Islandsk besidder et antal stedord som beskrives i det følgende.

Der findes en pluralis majestatis i 1. og 2. person. Den er sjælden, men kan dog bruges til litterære formål, ligesom den findes i ældre tekster i betydningen De. Denne sidste betydning er helt forsvundet fra det moderne talesprog. Oprindeligt var við og þið totallet af ég og þú (totallets i øvrigt sidste rester) mens vér og þér var flertal^[1]. Bøjningen følger for fuldstændighedens skyld. Vér bruges udelukkende som flertal undtagen evt. ironisk eller sarkastisk, (som f.eks. oss er eigi skemmt, en ironisk oversættelse af det berømte we are not amused) mens þér kan bruges som tiltale i begge tal.

De er minn (min), þinn (din), sinn (sin) og vor (vor). Vor benyttes kun i ophøjet tale, som f.eks. i festtaler, som arkaisme eller eventuelt sarkasme. (Jævnfør forskellen vor – vores.) For vor er "ejeren" i pluralis som på dansk. For mange ejere benyttes ellers de ubøjelige okkar (vores), ykkar (jeres) og þeirra (deres), som i virkeligheden er de respektive personlige stedords genitiv, pluralis. F.eks. barnið mitt (mit barn), börnin mín (mine børn), barnið okkar (vores barn), börnin okkar (vores børn).

Þinn og sinn bøjes nøjagtigt på samme måde.

Det refleksive stedord benyttes overvejende som det tyske sich, dvs. ved en tilbagevirkende handling på gøreren. Det danske sig opfører sig i høj grad på lignende vis. Ordet har ingen nominativ.

De er to, sem og er (som), begge ubøjelige. Er benyttes for det meste i ophøjet tale, ligesom vor under de possessive stedord.

Sá (den), þessi (denne), hinn (den anden af to).

Man ser, at intetkønnets ental og hele flertallet er de samme som for de personlige stedord.

Bøjningen er den samme som for artiklen med undtagelse af intetkønnets nom. og akk. ental.

Hver (hvem), hvor (hvem af to), hvaða (hvad for en, hvad slags, hvilken), hvað (hvad, f.eks. hvað er þetta?, hvad er det?), hvílíkur (hvilken, hvad for en).

Hvílíkur bøjes helt som et adjektiv og bliver hovedsageligt brugt som et sådant. Det benyttes sjældent som et interrogativt stedord.

Hvað forefindes kun i intetkønnets nominativ og akkusativ (ens i begge fald). Allerede i oldsproget fandtes der kun rester af ordet, men intetkønnets dativ lever videre i adverbet hví (hvorfor) og adverbet hve (hvor, i betydningen hvor stor etc.) er sandsynligvis en urgammel overlevering af den ellers forsvundne instrumentalis^[2].

Hvaða bøjes ikke. Hvaða er relativt ungt i sproget, først attesteret i det 15. århundrede. Det er en sammentrækning af hvað og præpositionen að (oprindeligt hvat at).

Disse er et antal stedord, som man ikke kan give et andet opholdssted. De er (med forbehold om, at det i visse tilfælde kan være en definitionssag): einn (en), (ekki) neinn^[3] ((ikke) nogen), annar (en anden), nokkur (en vis (mand eller lignende)), enginn (ingen), hver (enhver), einhver (en eller anden), sérhver (enhver, alle), hvor (hver af to), ýmis (forskellig, forskelligartet), allur (den hele, alle), hvorugur (ingen af to), sumur (nogen, somme), báðir (begge), fáeinir (et mindre antal, få).

Det får stå hen om man kan klassificere to ord som ét stedord, men de følgende anføres traditionsmæssigt som indefinitive stedord: annar hver (hver anden), annar hvor (den ene eller anden af to), annar tveggja (den ene af to), hvor tveggja (begge to).

I flertallet betyder ordet også nogle få; nokkrir menn (nogle få mænd).

Enginn findes i et utal af varianter, hvorom mere senere.

Hver, einhver og sérhver bøjes som interrogativpronomet hver.

Hvor bøjes som det enslydende interrogativpronomen.

Allur og sumur bøjes som adjektiver.

Fáeinir bøjes som flertallet af einn. (Når fáeinir undtagelsesvis benyttes i ental bøjes det som entallet af einn.)

• Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans.
• Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg.
• Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
• Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
• Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands.
• Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag.
• Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f.
• Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan.
• Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag.
• Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar.
• Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig.
• Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag.
• Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. {{cite book}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
• Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.