Islands Nationalarkiv
Islands Nationalarkiv (islandsk: Þjóðskjalasafn Íslands) er Islands nationale arkiv, der opbevarer officielle dokumenter fra den islandske centraladministration og landets kommuner, samt historisk materiale.
Historie
Den 3. april 1882 bekendtgjorde landshøvding Hilmar Finsen oprettelsen af Islands Landsarkiv, som Nationalarkivet hed i begyndelsen. Islands nationalbibliotek og landets oldsagssamling var lige flyttet fra loftet i Reykjavik Domkirke til det nyopførte Alþingishúsið, og landshøvdingen benyttede lejligheden tl at skabe bedre forhold for landets embedsarkiver ved at samlede dem i et nyt arkiv på domkirkens loft. I begyndelsen var der ingen faste medarbejdere ved arkivet, og de enkelte embeder sørgede hver især for de arkiver, de havde opbevaret på domkirkeloftet. I 1900 blev den første leder af arkivet, Jon Þorkelsson, ansat. Siden da er der sket store omvæltninger. Arkivet er tre gange flyttet til andre og større lokaler. Først til Alþingishúsið i 1900, derefter til Samlingernes Hus, der nu hedder Kulturhuset, ved Hverfisgate i 1908, og endelig til de nuværende lokaler på Laugavegur 162 i Reykjavik i årene 1987-98.
Nationalarkivet i dag
Arkivet er vokset støt i omfang og kapacitet i løbet af hele sin levetid. Nu har arkivet 25-30 medarbejdere, og arkivalierne fylder over 40.000 hyldemeter. I arkivet opbevares arkivalier, der vedrører Islands historie fra 1100-tallet til nutiden. Som kilder til de juridiske rettigheder for såvel enkeltpersoner som det islandske samfund, spiller disse arkivalier en nøglerolle for forskningen i borgernes og nationens historie.
Ekstern henvisning
Koordinater: 64°08′N 21°55′V / 64.14°N 21.91°V
|