Iroquois-klassen
| Iroquois-klassen | |
|---|---|
_is_shown_underway_in_close_formation_with_the_Nimitz-class_aircraft_carrier_USS_John_C._Stennis_(CVN_74)_and_the_guided_missile_frigate_USS_Ford_(FFG_54).jpg) | |
| Klasseoversigt | |
| Type | Destroyer |
| Tidligere bruger(e) |  Royal Canadian Navy |
| Værft | Marine Industries Ltd., Sorel (første skib) Davie Shipbuilding, Lauzon |
| Byggeperiode | 1969-1972 |
| Byggede enheder | 4 |
| Udgåede enheder | 4 |
| Tekniske data | |
| Deplacement | 5.385 tons (fuldt lastet) |
| Længde | 129,80 meter |
| Bredde | 15,20 meter |
| Dybgang | 6,60 neter |
| Fremdrift | 2× Pratt & Whitney FT4A2 gasturbiner (50.000 Hk) 2× GM Allison 570-KF gasturbiner (12.700 Hk) |
| Fart | 27 knob |
| Rækkevidde | 4.500 sømil (ved 20 knob) |
| Besætning | 285 mand |
| Sensorpakke | 1× Signaal SPQ-502 (LW08) luftvarslingsradar 1× Signaal SPQ-501 (DA08) overfladevarslingsradar 2× Signaal SPG-501 (STIR 1,8) ildledelsesradarer 2× Raytheon Pathfinder navigationsradarer 1× URN 26 TACAN-system 1× General Dynamics SQS-510; kombineret sonar/VDS 1× MEL SLQ-501 Canews ESM-system 1× Signaal LIROD 8 Elektrooptisk sensor |
| Soft kill-udstyr | BAE Nulka missilvildledningssystem 4× Plessey Shield Mk 2 missilvildledningssystemer SLQ-25 Nixie torpedovildledningssystem |
| Artilleri | 1× Oto Melare 76 mm kanon 1× Phalanx 20 mm CIWS |
| Småvåben | 6× 12,7 mm tunge maskingeværer |
| Missiler | 29× RIM-66 SM2-MR Block IIIA |
| Torpedoer | 6× torpedorør (2×3) til Mk. 46 antiubådstorpedoer |
| Fly | 2× CH-124A Sea King |
| Flyfaciliteter | Hangar og helikopterdæk |
| Mindre både om bord | 2× RHIB |
Iroquois-klassen, (også kaldet Tribal-klassen[1]) var en canadisk destroyer-klasse benyttet af Royal Canadian Navy. De fire skibe i klassen blev søsat i 1970'erne og var oprindeligt udrustet primært til antiubådskrigsførelse. I 1990'erne blev de opgraderet og ombygget til at blive primære luftforsvarsenheder.
Oprindeligt design
Skibenes oprindelige formål var langtrækkende antiubådskrigsførelse.[2] Deres primære våben mod undervandsbåde var deres to CH-124 Sea King helikoptere,[2] der benyttede det store helikopterdæk agter, der alt i alt fyldte omtrent halvdelen af skibets overfladeplads. Helikopterne kunne lande og lette i selv voldsomt vejr på grund af deres helikopter-winchsystem kaldet "Beartrap".[3]
Iroquois-klassen repræsenterer en unormalt designkompromis i forhold til de forskellige sammenlignelige skibsdesigns fra samme tid. De fleste skibe i cirka samme størrelse og rolle såsom Royal Navys Type 22 eller US Navy's OHP, var udrustet med betydeligt mindre helikopterområder, typisk kun den agterste 1/4 af skibet. Disse skibe medbragte kun mindre, kortrækkende helikoptere såsom Westland Lynx eller Kaman Seasprite. Disse mindre helikoptere var i modsætning til Sea King ikke i stand til at operere effektivt uden brug af moderenhedens sensorer og var reelt set kun en måde at forlænge rækkevidden på skibets antiubådstorpedoer. I modsætning, var Iroquois' Sea Kings udrustet med en fuld sensorpakke og kunne operere på væsentligt længere afstande hvorved en enkelt Iroquois-destroyer kunne kontrollere en noget større havområde. Ulempen ved dette design var dog at helikopternes pladsforbrug betød at der var mindre plads til andre våbensystemer.
Til antiubådskamp var skibene også udrustet med to tredobbelte torpedorør der kunne affyre Mk.44 eller Mk.46 Mod 5 torpedoer og en Limbo Mark 10 dybdebombe-mortér. Til andre opgaver var skibene udrustet med en Otobreda 127/54 Compact 127 mm kanon samt to RIM-7 Sea Sparrow-affyringssystemer.[2] De to systemer var placeret under en beskyttelseskapsel på dækket umiddelbart foran broen (agten for kanonen). Når missilerne skulle affyres skulle kapslen åbnes og missilerne blev ført ud til siderne, dette krævede noget tid at køre systemet frem til affyringsposition.
Det valgte fremdrivningssystem til skibene var to Pratt & Whitney FT12-AH3 gasturbiner på 7.400 hestekrafter hver samt yderligere to turbiner (P&W FT4-A2) på hver 50.000 hestekræfter når høje hastigheder er påkrævet. Klassen var de første større krigsskibe der blev fremdrevet udelukkende af gasturbiner. Ydelsen fra disse turbiner benyttes til at drive de to skruer igennem en række af reduktionsgear. Et unikt kendetegn var de distinkte Y-formede skorstene der var designet til at lede udstødningen væk fra helikopterdækket.
Skibenes dimensioner er 129,8×15,2×4,4 meter samt et oprindeligt deplacement på 4.700 tons. Den normale besætning er på 285 mand.
Golfkrigen
HMCS Athabaskan blev deployeret på Operation Friction – det canadiske bidrag til den internationale koalitions flådestyrke under Operation Desert Shield og Operation Desert Storm (Golfkrigen).
Athabaskan var flagskibet for den canadiske Task group og blev hastigt modificeret på flådestationen i Halifax i august 1990 forud for operationen. Modifikationerne omfattede blandt andet en ny minesøgningssonar, en Phalanx 20 mm CIWS samt skulderaffyrede Blowpipe og Javelin missiler.
TRUMP opdateringen
Alle skibene i klassen undergik en midtlivsopdatering omtalt som "Tribal Class Update and Modernization Project" (TRUMP) i begyndelsen af 1990'erne.[2] Denne opdatering havde til formål at ændre skibenes primære opgave fra antiubådskrigsførelse til luftforsvar. Efter opdateringen blev klassen herefter som luftforsvarsdestroyere. Rollen som antiubådsenhed blev mere eller mindre overført til de nyere fregatter af Halifax-klassen.
I det nye design blev Mk. 41 VLS hovedbevæbningen med en beholdning på 29 SM-2 Block III langtrækkende luftforsvarsmissiler. For at skabe plads til et VLS måtte man fjerne den oprindelige 127 mm kanon med den mindre, men meget hurtigere skydende Oto Melare 76 mm kanon, der samtidig blev flyttet til forhøjningen foran broen hvor man havde fjernet Sea Sparrow-systemet. En Phalanx CIWS blev også installeret oven på hangaren.[2]
Opdateringen betød også at de to Pratt & Whitney FT-12 forlægningsgasturbiner blev erstattet af nye 570-KF motorer fra Allison Engine Company.[2] Farten forblev det samme, dog var vægten vokset til 5.100 tons fuldt lastet.[2] Den oprindelige Y-formede skorsten blev skiftet til en mere simpel, enkelt skorsten da det ikke viste sig at være et problem med røg på helikopterdækket.
TRUMP havde til formål at gøre skibene i stand til at operere forsvarligt frem til 2010 hvor de forventeligt havde udtjent deres værnepligt og skulle pensioneres. Nedskæringer i midten af 1990'erne betød at man nedlagde besætningen på Huron. Huron strøg kommando i 2005 og blev skudt i sænk af søsterskibet Algonquin i en øvelse i 2007.
Der har været indledende undersøgelser, der i canadiske flådekredse har været omtalt so Province-klassen. Undersøgelsen har dog begrænset sig til studier af det avancerede radarsystem APAR, der bliver brugt af blandt andet den danske Iver Huitfeldt-klasse og den tyske Sachsen-klasse. Spekulationer omkring selve skibene drejer sig om hvor vidt de vil blive en forstørret version af Halifax-klassen. Designet ville have cirka samme kapaciteter som Iroquois-klassen, dog kun med en helikopter. Der synes dog ikke at være planer om at bygge en sådan erstatning.
Skibe i klassen
| Pnt. | Navn | Kølen lagt | Søsat | Indgået | Skæbne | Kaldesignal |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 280 | Iroquois | 15. januar 1969 | 28. november 1970 | 29. juli 1972 | Udgået 1. maj 2015, afventer skrotning | CZGD |
| 281 | Huron | 1. juni 1969 | 9. april 1971 | 16. december 1972 | Udgået 31. marts 2005, sunket som øvelsesmål 14. maj 2007 | CGXY |
| 283 | Athabaskan | 1. juni 1969 | 27. november 1970 | 30. november 1972 | Udgået 10. marts 2017, afventer skrotning | CYWM |
| 284 | Algonquin | 1. september 1969 | 23. april 1971 | 3. november 1972 | Udgået 11. juni 2015, solgt til skrot | CZJX |
Videre skæbne
_at_Port_of_Hamburg_near_Oevelg%c3%b6nne.jpg)
På trods af at Huron var det senest opgraderede skib i klassen blev det oplagt i 2000 på grund af mandskabsmangel som følge af nedskæringer i slutningen af 1990'erne[4] Huron udgik af flådens tal i 2005 og blev benyttet som skydemål i en øvelse i 2007.
I august 2013 var Algonquin involveret med forsyningsskibet Protecteur under en øvelse. Det skete betydelige skader om bord på Algonquin langs den bagbord side af skibets hangar Skibet blev lagt op efter kollisionen.[5] I maj 2014 under et havneophold i Boston, Massachusetts, opdagede man alvorlige sprækker i skroget på Iroquois, som betød at skibet øjeblikkeligt måtte returnere til Canada for at blive undersøgt yderligere. Undersøgelserne afslørede at skroget var i dårlig stand og skibet blev henlagt på ubestemt tid.[6] Den 19. september 2014 offentliggjorde Royal Canadian Navy at de to ovenstående skibe ville udgå fra aktiv tjeneste sammen med forsyningsskibet Protecteur, hvorved det sidste skib i klassen ville være Athabaskan.[7]
Den 27. november 2015, blev Algonquin og Protecteur solgt til ophug hos R.J. MacIsaac Ltd. of Antigonish, Nova Scotia. De blev slæbt til Liverpool, Nova Scotia[8] hvor ophugningen vill blive udført.[9] Den 10. marts 2017 udgik Athabaskan, det sidste aktive skib i klassen, fra aktiv tjeneste.[10]
Referencer
- ^ "Algonquin Officiel hjemmeside". Arkiveret fra originalen 13. juni 2011. Hentet 27. august 2011. (engelsk)
- ^ "helicopters.com". Arkiveret fra originalen 28. juli 2011. Hentet 27. august 2011. (engelsk)
- ^ Milner s. 312
- ^ "2 Canadian warships collide en route to Hawaii". CBC News. 31. august 2013. Hentet 8. juni 2017.
- ^ "HMCS Iroquois sidelined indefinitely after rust found in hull". CBC News. 7. maj 2014. Hentet 8. juni 2017.
- ^ "Navy sending four Cold War era ships into retirement". CTV News. 19. september 2014. Hentet 8. juni 2017.
- ^ Ward, Rachel (26. februar 2016). "Former HMCS Protecteur towed from Esquimalt, will bring jobs to Liverpool". CBC News. Hentet 8. juni 2017.
- ^ Dedyna, Katherine (14. januar 2016). "Two CFB Esquimalt ships going on long journey to be demolished". Times Colonist. Hentet 8. juni 2017.
- ^ "Canada's last Cold War destroyer retires after one last sail". Maclean's. The Canadian Press. 10. marts 2017. Arkiveret fra originalen 27. april 2017. Hentet 8. juni 2017.
Eksterne henvisninger
- Milner, Marc (2010). Canada's Navy: The First Century (Second udgave). Toronto: University of Toronto Press. ISBN 978-0-8020-9604-3.
- Jane's Fighting Ships 2011 (digital version)
- jcs.ditc.mil: ACP 113 (AH) Arkiveret 18. juli 2011 hos Wayback Machine Besøgt 27. august 2011
Medier brugt på denne side
The current naval ensign of Canada, since 2013. It was previously the Canadian naval jack from 1968 to 2013.
Pacific Ocean (June 25, 2004) - The Canadian destroyer HMCS Algonquin (DDG 283) is shown underway in close formation with the Nimitz-class aircraft carrier USS John C. Stennis (CVN 74) and the guided missile frigate USS Ford (FFG 54). Algonquin is participating in an eight-ship photo exercise just prior to participation in Rim of the Pacific Exercise (RIMPAC) 2004. RIMPAC is the largest international maritime exercise in the waters around the Hawaiian Islands. This years exercise will include seven participating nations; Australia, Canada, Chile, Japan, South Korea, Britain and the United States. RIMPAC is intended to enhance the tactical proficiency of participating units in a wide array of combined operations at sea, while enhancing stability in the Pacific Rim region. U.S. Navy photo by Photographer's Mate 2nd Class Jayme Pastoric (RELEASED)
Forfatter/Opretter: Dirtsc, Licens: CC BY-SA 3.0
HMCS Iroquois (DDG 280) at Port of Hamburg, near Övelgönne