Intifada

Intifada (også stavet intifadah) (Arabisk: انتفاضة, transskription: intifāḍah, oversat: "opstand") er et arabisk udtryk for opstand eller oprør. Ordet bliver også brugt i den almindelige betydning "at ryste snavset af sig". Det er et nøglebegreb i nutidig arabisk brug, der henviser til et legitimt oprør mod undertrykkelse.^[1]

Udtrykket fik international udbredelse i forbindelse med to palæstinensiske opstande rettet mod Israel og dets kontrol eller besættelse af palæstinensiske områder – en del af den bredere israelsk-palæstinensiske konflikt. Udtrykket Intifada er også blevet brugt i forbindelse med arabiske og muslimske opstande rundt omkring i verdenen, blandt andet i Irak i 1952 og Frankrig 2005.^[2]

Etymologi

Intifada er et arabisk ord, der bogstaveligt talt betyder "skælven", "gysende", "gysende".^[3][4] Det er afledt af et arabisk udtryk nafada , der betyder "at ryste", "ryste af", "slippe af med",^[3] som en hund kan ryste vandet af, eller som man kan ryste søvn eller snavs fra sine sandaler.^[5]

Palæstinensiske intifadaer

Første intifada

Se også: Første intifada.

Den første intifada (1987–1992) var et omfattende palæstinensisk oprør mod de israelske magthaver. Det startede i Jabalya flygtningelejr i Gaza den 9. december 1987, efter en israelsk lastbil havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere.^[6] Dette udløst efterfølgende et oprør, hvor indbyggerne kastede sten og benzinbomber mod israelske patruljer. Urolighederne spredte sig hurtigt til de resterende palæstinensiske områder.

Den palæstinensiske modstand udmøntede sig i blandt andet civil ulydighed, boykot af israelske varer, graffiti, barrikader og stenkast mod israelsk militær. Sidstnævnte – særligt med billeder af stenkastende børn – var årsagen til at intifadaen fik stor opmærksomhed internationalt.^[7] Israel besvarede angrebene med skarpladte våben og tåregas.

Intifadaen var med til at fremskyde processen, som ledte til Oslo-aftalerne i august 1993, hvor PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og det palæstinensiske selvstyre blev etableret. Volden blev først nedtrappet i 1991 og intifadaen standsede med underskrivelsen af Oslo-aftalerne.

Anden intifada

Se også: Anden intifada.

Den anden intifada – også kendt som al-Aqsa-intifadaen – refererer til den anden palæstinensiske opstand, der begyndte den 28. september 2000. Intifadaen opstod som følge af et kontroversielt besøg af den daværende oppositionspolitiker Ariel Sharon på Tempelbjerget i den gamle bydel i Jerusalem, hvor Al-Aqsa-moskéen bl.a. er beliggende.

Den anden intifada forårsagede et højt antal ofre – både blandt civile såvel som kombattanter. Israelske styrker gjorde bl.a. brug af skydevåben, kampvogne, luftangreb og målrettede drab, mens palæstinenserne gjorde brug af bl.a. skydevåben, selvmordsbomber, stenkast og raketangreb.^[8][9] Generelt var den anden intifada karakteriseret som mere voldelige sammenlignet med den første.^{[10][11][12][13][14]}

Flere anser Sharm el-Sheikh-topmødet i 2005 for at have markeret afslutningen på den anden intifada.^[15] Den anden intifada resulterede yderligere i, at Israel konstruerede separationsbarrieren.

Andre begivenheder omtalt som en intifada

• Iraqi Intifada (en)
• 2005 French riots (en)^[2]

Referencer

Litteratur

Wikimedia Commons har medier relateret til: Intifada