Interpresse
Interpresse var et innovativt og kreativt tegneserieforlag med en dominerende position på det danske marked især i den periode, da interessen for tegneserier kulminerede – dvs. fra begyndelsen af 1970'erne og indtil video, computerspil og computeranimation ændrede konkurrencen radikalt fra midten af firserne og frem.
Ejere
Forlaget blev startet af den unge danske historiestuderende Arne Stenby sammen med den svenske bladkonge Armas Morby i 1954 (de første år under navnet Stenby Tryk). Forlag og trykkeri rykkede i 1961 sammen i nye bygninger på Krogshøjvej i Bagsværd. I 1973 blev Morby købt ud og Arne Stenby solgte 50 procent af Interpresse til den svenske Bonnier-koncern, Den resterende del af Stenbys anparter købte Bonnier i 1986. Udgivelsen af alle albumserier blev i 1991 samlet i det dengang ligeledes Bonnier-ejede Carlsen, hvorefter Interpresse fortsatte som et rent bladforlag indtil alle tegneserieudgivelser fra den 2. juli 1997 blev overtaget af danske Egmont Serieforlaget.
Redaktører
Gennem årene blev forlaget udadtil tegnet af en række markante redaktør-personligheder, f.eks. Tonny Lützer (1964-73), Uno Krüger (1968-76), Per Sanderhage (1971-74), Marianne Kidde (1973-82), Henning Kure (1974-87), Carsten Søndergaard (1975-93) og Michael G. Nielsen (1986-97).
Biografier
Michael G. Nielsen og Per Sanderhage, red. (2004): INTERPRESSE – historien om et forlag. København: Fantask. 112 sider.
Henvisninger/referencer
- 'Interpresse – Historien om et forlag' (download)
- Interpresses Venner Arkiveret 6. marts 2005 hos Wayback Machine
- Interpresses Venner på Facebook
- Tegneseriemuseet Arkiveret 15. juli 2011 hos Wayback Machine
- ComicWiki
|