Inge Sørensen
Inge Tabur | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Inge Sørensen 18. juli 1924 Skovshoved |
Død | 9. marts 2011 (86 år) New Jersey, USA |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Svømmer |
Deltog i | 1938 European Aquatics Championships, Svømning ved Sommer-OL 1936 - Kvindernes 200m bryst |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Inge Sørensen gift Tabur (født 18. juli 1924 i Skovshoved, død 9. marts 2011 i New Jersey) var en dansk svømmer, der som kun 12-årig vandt bronzemedalje i 200 meter brystsvømning ved de olympiske lege i Berlin i 1936.
I sine legendariske radioreportager fra legene i Berlin kaldte Gunnar "Nu" Hansen hende for Lille henrivende Inge, hvilket blev hendes kælenavn i Danmark. Hun er den yngste danske OL-medaljevinder og Berlin-legenes yngste deltager. Filmkomponisten Willy Kierulff og tekstforfatteren Carl Viggo Meincke skrev samme år (1936) sangen Lille henrivende Inge som en hyldest til svømmeren.[1] Ved hjemkomsten fra OL i Berlin blev Inge Sørensen og sølvvinderen Ragnhild Hveger hyldet af tusinder af mennesker ved Enghave Station, hvor Berlin-ekspressen ankom. Derfra gik triumfturen til Sønderstrand Badeanstalt, hvorfra Inge Sørensen sejlede hjem til endnu mere hyldest i hjembyen Skovshoved. Inge Sørensen var med sine blot 12 år og 24 dage, da hun tog bronzemedaljen, den yngste medaljetager ved et OL. Det skabte en enorm debat i Danmark, og hendes deltagelse resulterede i en ny dansk aldersgrænse på 16 år, som forgæves søgtes gennemført.
Inge Sørensen blev af Politiken kåret til Årets Fund i dansk idræt i 1936. Pokalen, som hun fik, gav hun som erindringsgave til svømmeren Rikke Møller Pedersen, der blev Årets Fund i 2009.[2]
Under besættelsen havde de danske svømmepiger stjernestatus i Danmark. Denne status gjorde dem attraktive til propagandaformål for besættelsesmagten og modstandsbevægelsen. Billedet af den 12-årige Inge Sørensen, der ikke heiler fra sejrspodiet ved OL i 1936, blev brugt af modstandsbevægelsen som et eksempel på dansk modstand uanset om hun ikke selv tillagde det denne betydning.[3]
Inge Sørensen begyndte som otteårig at svømme for Dansk Kvinde-Gymnastikforening i København og fik sit nationale gennembrud som 11-årig, hvor hun præsterede meget fine tider i brystsvømning. Hun vandt ni danske mesterskaber i 1936-44, blev nordisk mester i 1937 og 1939, og i 1938 blev hun europamester i London i 200 meter brystsvømning på tiden 3:05,4 minutter. Hun satte 14 danske rekorder i 200, 400 og 500 meter brystsvømning og blev i 1941 den første danske kvindelige svømmer under 3 minutter i 200 meter brystsvømning. Hun satte tre verdensrekorder. I 1937 satte hun verdensrekord i 500 m brystsvømning med tiden 8:01,9, og i 1939 satte hun verdensrekord i 500 meter brystsvømning med tiden 7:58,8 og 400 meter brystsvømning med tiden 6:16,1. Anden verdenskrig fratog hende chancen for at deltage i OL 1940 og 1944 samt EM i 1942, som alle blev aflyst. Inge Sørensen blev som mange af mellemkrigstidens succesfulde danske kvindelige svømmere trænet af Ingeborg Paul-Petersen.
Inge Sørensen blev uddannet fra Ester Berners Institut i 1946 og underviste derefter i gymnastik og svømning. Uddannelsen betød også et stop for karrieren som aktiv svømmer i en alder af kun 20 år på grund af den tids strikse amatørregler – som svømmelærerinde var man professionel. Hun arbejdede som træner et par år bl.a. i Sverige. Efter at hun 1948 var blevet gift med ingeniøren Janus Tabur, bosatte de sig på grund af hans arbejde først i Sydafrika, siden i Canada og fra 1951 i USA. Hun boede frem til sin død i New Jersey.
Inge Sørensen og fodboldspilleren Kurt Nielsen, som begge er født 1924, boede i samme gade i Skovshoved og gik begge i Skovshoved Skole.
Inge Sørensen stod model til en statue hos Mathilius Schack Elo.[4]
Kilder / eksterne henvisninger
- Inge Sørensen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk
- DR Podcast – Gunnar "Nu" Hansen interviewer Inge og hendes mand Janus (Webside ikke længere tilgængelig) (1979)
- Inge Sørensen Biography and Olympic Results – Olympics at Sports-Reference.com Arkiveret 4. december 2008 hos Wayback Machine
- Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Inge Sørensen
- Gentofte Historie – Sportsstjernerne fra Skovshoved 1937
- Inge Sørensen – Den Store Danske
- IDRÆTSLIV nr.6 2005 – Nikkelaj og den lille henrivende Inge Arkiveret 5. marts 2010 hos Wayback Machine
- Politiken – Nekrolog: Lille Henrivende Inge var en legende (11. marts 2011)
Noter
- ^ Lille henrivende Inge af Willy Kjerulff og Carl Viggo Meincke
- ^ "Godt nyt sportsår! Michaels mening – Team Danmark direktørens blog – 31. december 2009". Arkiveret fra originalen 10. januar 2012. Hentet 1. september 2010.
- ^ Medieformede sportsstjerner – Nemme ofre for propaganda? (Webside ikke længere tilgængelig)
- ^ www.danmarkpaafilm.dk hentet 29. maj 2024
Eksterne henvisninger
Priser | ||
---|---|---|
Foregående: 1935 Ragnhild Hveger i svømning | Årets fund i dansk idræt 1936 i svømning | Efterfølgende: 1937 Alex Friedmann i fodbold |
Medier brugt på denne side
Inge Sørensen
Bronze medalist Inge Sorensen of Denmark, gold medalist Hideko Maehata of Japan and Martha Genehger of Germany pose on the podium during the medal ceremony for the Swimming Women's 200m Breaststroke during the Berlin Olympic at Swimming Stadium on August 11, 1936 in Berlin, Germany.
Inge Sørensen