Indbyrdes undervisning

Storrumsundervisning efter Bell-Lancaster-metoden
Italiensk akvarel, 1860'erne

P.C. Klæstrup (†1882)
"Den indbyrdes Undervisning
Efter forordningen af 8. marts 1819"
Akvarel

Indbyrdes undervisning (Bell-Lancaster-metoden, monitørsystemet) kaldes den undervisningsmetode, hvor de mere fremskredne elever (hjælpere) under lærerens tilsyn underviser eller vejleder de øvrige, hvorved det bliver muligt med en forholdsvis ringe udgift at få et stort antal elever undervist af én lærer i én skolestue. I Danmark og Norge havde metoden sin blomstringstid fra 1818 til hen i 1830'erne.

Baggrund

Stærkt overfyldte skoler og begrænset lærerkraft havde allerede tidligere med nødvendighed fremkaldt en art indbyrdes undervisning; men det var dog først mod slutningen af 1700-tallet at skotten Andrew Bell (i Madras) og John Lancaster (i London) omtrent samtidig, men uafhængige af hinanden bragte denne undervisningsmåde i fast form. Begges metoder stemmer i det væsentlige overens.

Metoden

Efter det Bell-Lancasterske system inddeles klassens elever i mindre grupper, der hver med sin "hjælper" (monitor/monitør) i spidsen tager plads foran de langs skolestuens vægge ophængte tabeller og her indøves i stavning, læsning, regning og geografi, ja endog i historie og religion.

Man så metodens fortrin i, at én lærer samtidig kunne beskæftige en stor mængde børn (indtil 1000) af alle aldre og på forskellige udviklingstrin, hvad der var så meget lettere, som det apparat, der anvendtes, var indrettet så lærerens gerning var indskrænket til at holde det hele i den af apparatet anviste gænge. Det bestod væsentligst i en række tabeller (de i Danmark anvendte udgjorde 80 læse-, 100 skrive-, 120 regne- og 15 geografitabeller), der skulle gennemgås af alle børnene. Det var ikke alene bestemt, i hvilken orden det skulle ske, men også hvordan der skulle arbejdes.

Læreren gav i en fløjte ("signalpiben") tegn til, når eleverne skulle træde ud fra deres pladser og hen til tabellerne, hvornår de skulle begynde at læse, hvornnår de skulle skifte tabel osv. Foruden at tilse, at signalerne blev nøje fulgt, havde læreren – ved en indviklet og besværlig bogføring (konceptbog, journal m.m.) – at føre kontrol med hver elevs fremskridt.

I begyndelsen blev den Bell-Lancasterske metode højt værdsat. Den bredte sig fra England ud over en stor del af Europa og Nordamerika. Især blev den hilst med begejstring af folkeskolens venner i de lande, hvor almueundervisning enten helt savnedes eller stod på et lavt standpunkt. Sådanne steder kunne den måske også få nogen betydning; men i lande, for eksempel Danmark, hvor folkeskoleundervisningen var nået til en vis udvikling, kunne metoden kun virke mekaniserende og vænne eleverne fra al selvstændig tænken og åndeligt selvarbejde.

I Danmark og Norge

Metodens blomstringstid i Danmark og Norge falder fra 1818 til hen i 1830'erne. Kong Frederik 6. var stærkt interesseret i metoden, og han blev ivrigt støttet af major J.N.B. Abrahamson, der fik en stor indflydelse på skolevæsenet.

Det første kraftige angreb på metoden og måden, den blev påtvunget skolerne, var af H.N. Clausen i Maanedsskrift for Litteratur. 1831, og hans kritik ramte så godt, at al tvang over for skolerne ophørte, og efterhånden forlod man metoden.

Se ogå

• Folkeskolen

Litteratur

• Ludvig Koch: Den danske Landsbyskoles Historie til 1848
• C. Sørensen, Det Lancaster’ske Undervisnings-System, Kristianssand 1821
• J. Neumann, Oplysninger angaaende Vexelundervisningsmaaden, Bergen 1834

Kilde

• Indbyrdes undervisning i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1922) side 264 af pædagog, justitsråd Carl Frederik Thomassen (1850-1918)

Eksterne henvisninger

• "Indbyrdes undervisning" af Ingrid Markussen hos Den Store Danske, DSD