Imperativ

Imperativ er en grammatisk form der oftest udtrykker et påbud eller direktiv handling. Imperativ kan være en form af verbet (udsagnsordet), der også kaldes bydeform. Eksempel: "Spis!" (af at spise). Imperativ kan også være en sætningstype.[1]

I bestemte sprog

latin findes både præsens imperativ og futurum imperativ i såvel singularis som pluralis, i aktiv og i passiv.

Dansk

dansk findes imperativ kun i én form (nutids bydemåde), så det er overflødigt at specificere præsens.

På dansk var en passiv teoretisk mulig. Mikkelsens latinbog bruger følgende eksempel som oversættelse fra latin: Bliv slæbt i fængsel, røver – hvor den sammensatte form "bliv slæbt" skal gengive en præsens imperativ passiv singularis (2. person).

I ældre dansk findes imperativ i former som ikke længere bruges i andet end arkaiserende sammenhænge: "gak" for udsagnsordet "gå" er et eksempel.[2]

Imperativen er en finit verbalform; den er sætningsdannende, idet en fuldstændig sætning kan bestå udelukkende af en imperativ, dvs. kun ét ord.

Henvisninger

  1. ^ Mark Jary; Mikhail Kissine (1. januar 2016), "When terminology matters: The imperative as a comparative concept", Linguistics, 54 (1): 119-148, doi:10.1515/LING-2015-0039Wikidata Q118516933
  2. ^ "gå verbum. Den Danske Ordbog". Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
SprogSpire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Medier brugt på denne side