Ilinden–Preobrazhenie oprør

Bulgarske nationale revolutionære bevægelser i Makedonien og Østthrakien

Ilinden – Preobrazhenie-oprøret, eller simpelthen Ilinden-oprøret fra august - oktober 1903 Ilindensko-Preobražensko vǎstanie ; makedonsk: Илинденско востание , Ilindensko vostanie ; græsk: Εξέγερση του Ίλιντεν , Eksegersi tou Ilinden ), var et organiseret oprør mod det osmanniske imperium, der blev forberedt og udført af den interne makedonske-adrianopels revolutionære organisation[1] [2] med støtte fra den øverste makedoniske-adrianopelskomité.[3] Oprørets navn henviser til Ilinden, et navn for Elias tid, og til Preobrazhenie, hvilket betyder Transfiguration. Oprøret varede fra begyndelsen af august til slutningen af oktober og dækkede et stort område fra den østlige Sortehavskyst til bredden af søen Ohrid.

Oprøret i regionen Makedonien ramte det meste af de centrale og sydvestlige dele af Monastir vilajet, der hovedsageligt havde støtte blandt de lokale bulgarske bønder,[4] [5] [6] [7] [8] og til en vis grad af Aromansk befolkning i regionen.[9] Den midlertidige regering blev etableret i byen Kruševo, hvor oprørerne proklamerede Kruševo-republiken, som blev overskredet efter kun ti dage, den 12. august.[10] Den 19. august førte et nært beslægtet oprør organiseret af bulgarske bønder i Adrianople Vilayet[11] til frigørelsen af et stort område i Strandzha-bjergene og oprettelsen af en foreløbig regering i Vassiliko, Strandzha-republikken. Dette varede omkring tyve dage, før det blev nedlagt af tyrkerne.[10] Opstanden opslugte også vilayets i Kosovo og Salonika.[12]

Da oprøret var startet, var mange af dets mest lovende potentielle ledere, herunder Ivan Garvanov og Gotse Delchev, allerede blevet arresteret eller dræbt af osmannerne, og indsatsen blev afskaffet inden for et par måneder. De overlevende formåede at opretholde en gerillakampagne mod tyrkerne i de næste par år, men dens større virkning var, at den overtalte de europæiske magter til at forsøge at overbevise den osmanniske sultan om, at han måtte tage en mere forsonende holdning til sine kristne undersåtter i Europa.

Referencer

  1. ^ J. D. B. (1911). "Makedonien (bulgarsk oprør fra 1903)". The Encyclopaedia Britannica; En ordbog over kunst, videnskab, litteratur og generel information. XVII (Lord CHAMBERLAIN til MECKLENBURG) (11. udgave). Cambridge, England: På University Press. s. 221. Hentet 18. juli 2018.
  2. ^ Etableringen af de nationale stater på Balkan, 1804–1920, C. & B. Jelavich, 1977, s. 211–212
  3. ^ Victor. Roudometof, det makedonske spørgsmål fra konflikt til samarbejde? i Constantine Panos Danopoulos, Dhirendra K. Vajpeyi, Amir Bar-Or som red., Civil-military Relations, Nation Building, and National Identity: Comparative Perspectives, Greenwood Publishing Group, 2004, ISBN 0275979237, s. 216.
  4. ^ ”I modsætning til indtryk fra forskere, der mener, at den interne organisation tilsluttede sig en "makedonsk national bevidsthed", erklærede de lokale revolutionære imidlertid deres overbevisning om, at "flertallet "af den kristne befolkning i Makedonien er" bulgarsk." De afviste klart mulige beskyldninger af det, de kalder "national separatisme" over for bulgarerne, og betragter det endda som "umoralsk." Selvom de erklærede en lige holdning til alle de "makedonske befolkninger." -Nationalisme (1878-1912), i "Vi, folket: Politik af national ejendommelighed i det sydøstlige Europa" med Mishkova Diana som red., Central European University Press, 2009, ISBN 9639776289, s. 107-137.
  5. ^ De politiske og militære ledere for slaverne i Makedonien ved århundredskiftet synes ikke at have hørt opfordringen til en separat makedonsk national identitet; de fortsatte med at identificere sig i national forstand som bulgarere snarere end makedonere. [...] (De) synes aldrig at have tvivlet på "den overvejende bulgarske karakter af befolkningen i Makedonien". "Den makedonske konflikt: etnisk nationalisme i en transnational verden", Princeton University Press, Danforth, Loring M. 1997, ISBN 0691043566, s. 64.
  6. ^ "Den sidste af de betydningsfulde ledere for opstanden - Dame Gruev, døde den 23. december 1906 i en kamp med tyrkiske soldater. Den tyrkiske presse beskrev ham som den største leder af den bulgarske revolutionære komité. Fransk, østrigsk, russisk, amerikansk og britisk konsuler og ambassadører rapporterede til deres regeringer om forberedelsen og knusningen af Ilinden-opstanden og beskrev det som en bulgarsk begivenhed. Chris Kostov, Omstridt etnisk identitet: Tilfældet af makedonske indvandrere i Toronto, 1900-1996, bind 7 af nationalismer over hele kloden, Peter Lang, 2010, ISBN 3034301960, s. 87-88.
  7. ^ Den moderne makedonske historiografiske ligning af IMRO-krav om autonomi med en separat og tydelig national identitet er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den historiske optegnelse. Et ret åbenlyst problem er selve titlen på organisationen, der foruden Makedonien omfattede Thrakien. Thrakien, hvis befolkning aldrig blev hævdet af den moderne makedonske nationalisme ... Der er desuden det ikke mindre komplicerede spørgsmål om, hvad autonomi betød for de mennesker, der gik ind for det i deres skrifter. Ifølge Hristo Tatarchev var deres krav om autonomi ikke motiveret af en tilknytning til den makedonske nationale identitet, men af bekymring for, at en eksplicit dagsorden for forening med Bulgarien ville provokere andre små Balkan-nationer og stormagterne til handling. Makedonsk autonomi kan med andre ord ses som en taktisk omdirigering eller som "Plan B" for bulgarsk forening. İpek Yosmaoğlu, Blood Ties: Religion, Violence and the Politics of Nationhood in Ottoman Macedonia, 1878–1908, Cornell University Press, 2013, ISBN 0801469791, s. 15-16.
  8. ^ Den "adrianopolitiske" del af organisationens navn indikerer, at dets dagsorden ikke kun vedrørte Makedonien, men også Thrakien - en region, hvis bulgarske befolkning på ingen måde hævdes af makedonske nationalister i dag. Faktisk, som organisationens oprindelige navn ("bulgarske makedonsk-adrianopels revolutionære komiteer") viser, havde den en bulgarsk national karakter: de revolutionære ledere var ofte lærere fra de bulgarske skoler i Makedonien. Dette var tilfældet med stifterne af organisationen ... Deres organisation blev populært set i den lokale sammenhæng som "den bulgarske komité (er). Tchavdar Marinov, Berømte Makedonien, Alexanderland: Makedonsk identitet ved krydset mellem græsk, bulgarsk og serbisk nationalisme i Entangled Histories of the Balkan - Volume One: National Ideologies and Language Policies with Roumen Daskalov and Tchavdar Marinov as ed., BRILL, 2013, ISBN 900425076X, s. 273-330.
  9. ^ Autonomi for Makedonien og Adrianopels vilayet (det sydlige Trakiet) blev det vigtigste krav til en generation af slaviske aktivister. I oktober 1893 grundlagde en gruppe af dem den bulgarske Macedono-Adrianopolitan Revolutionary Committee i Salonica ... Den beskæftigede sig med at oprette et netværk af hemmeligholdte komiteer og væbnede guerillaer i de to regioner såvel som i Bulgarien, hvor en stadigt voksende og politisk indflydelsesrige makedonske og thrakiske diaspora boede. IMARO-aktivisterne, der var stærkt påvirket af ideerne om tidlig socialisme og anarkisme, så det fremtidige autonome Makedonien som en multinational politik og fulgte ikke selvbestemmelsen for makedonske slaver som en separat etnicitet. Derfor var makedonsk (og også adrianopolitisk) et paraplyudtryk, der dækkede bulgarere, tyrkere, grækere, vlachere (aromanere), albanere, serbere, jøder osv. Mens denne besked blev taget ombord af mange Vlachs såvel som nogle patriarkistiske slaver, undlod det at imponere andre grupper, for hvem IMARO forblev den bulgarske komité. ' Historical Dictionary of Republic of Macedonia, Historical Dictionaries of Europe, Dimitar Bechev, Scarecrow Press, 2009, ISBN 0810862956, Introduktion.
  10. ^ a b Khadziev, Georgi (1992), Down with the Sultan, Long live the Balkan Federation!, hentet 3. september 2007 An excerpt from the book "National Liberation and Libertarian Federalism" (Natsionalnoto osvobozhdeniye i bezvlastniyat federalizum), translated by Will Firth.
  11. ^ Adrianople-regionen blev en af bulgarernes mest eftertragtede irredentas, næststørste til Makedonien. Ved slutningen af det 19. århundrede udgjorde den samlede befolkning i Adrianople-regionen næsten en million mennesker, hvoraf næsten en tredjedel var bulgarere ... En bulgarsk national befrielsesbevægelse begyndte at udvikle sig umiddelbart efter 1878 i tæt samarbejde med national befrielsesbevægelse i Makedonien og fik en organiseret karakter efter oprettelsen af den interne makedonske-adrianopolitiske revolutionære organisation (IMARO) i 1893. Den stod primært på flygtningene fra regionen Adrianople, der boede i Bulgarien, men der var også en " intern "organisation. Dets handlinger kulminerede i Preobrazhenie (Transfiguration) -oprøret, der brød ud to uger efter Ilinden-oprøret den 6.-19. August 1903. Raymond Detrez, Bulgariens historiske ordbog, Europas historiske ordbøger, nr. 46, Scarecrow Press, 2006, ISBN 0810849011, s. 3.
  12. ^ Nadine Lange-Akhund, Det makedonske spørgsmål, 1893-1908, fra vestlige kilder, østeuropæiske monografier, 1998; ISBN 0880333839, s. 125.

Medier brugt på denne side

Bulgarian national revolutionary movement in Macedonia and East Thrace (1893-1912).png
Forfatter/Opretter: Kandi, Licens: CC BY-SA 3.0
Bulgarian national revolutionary movement in Macedonia and East Thrace (1893-1912)