Iapetus (måne)

Iapetus
Iapetus set fra rumsonden Cassini
Iapetus set fra rumsonden Cassini
Opdaget
25. oktober 1671, af Giovanni Domenico Cassini
Kredsløb om Saturn
Afstand til Saturn (massecenter)
  • Min. 3 458 936 km
  • Maks. 3 662 704 km
Halve storakse3 560 820 km
Halve lilleakse3 559 362 km
Excentricitet0,0286125
Siderisk omløbstid79d 7t 30m 0,0s
Synodisk periode
Omløbshastighed
  • Gnsn. — km/t
  • Min. — km/t
  • Maks. — km/t
Banehældning15,47° i fh. t. Saturns ækv.
Periapsis­argument; ω— °
Opstigende knudes længde; Ω— °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter1436 km
Fladtrykthed
Overfladeareal6,7·106 km²
Rumfang— km³
Masse1,9739·1021 kg
Massefylde1270 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.0,255 3 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.— km/t
Rotationstid79d 7t 30m 0,0s
(Bunden rotation)
Aksehældning0
Nordpolens rektascension
Nordpolens deklination— °
Albedohhv. 3 – 5 % og 50 %
Temperatur v. ovfl.Gnsn. — °C
Min. — °C
Maks. — °C
Atmosfære
AtmosfæretrykhPa
Atmosfærens sammensætning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Iapetus. (Se også artikler, som begynder med Iapetus)

Iapetus er planeten Saturns tredjestørste måne: Den blev opdaget den 25. oktober 1671 af Giovanni Domenico Cassini, og kendes desuden som Saturn VIII.

Navngivning

Cassini foreslog selv at kalde Iapetus og de tre andre Saturn-måner han opdagede; Dione, Rhea og Tethys, for Sidera Lodoicea ("Ludvigs stjerner"), til ære for Ludvig 14. af Frankrig, men de næste knap 200 år nummererede astronomerne blot de enkelte måner med romertal. I 1847 foreslog John Herschel i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope at navngive de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi, hvoraf denne måne fik navn efter titanen Iapetos.

Overfladetræk

Cassini bemærkede, at han kun kunne se den "nye" måne når den stod vest for Saturn, og gættede ganske rigtigt på at den måtte være temmelig mørk på den side der vendte mod Jorden når Iapetus stod øst for Saturn. Dette blev endeligt bekræftet med billeder fra Voyager- og Cassini-rumsonderne, som viste at mens den lyse side tilbagekaster halvdelen af det lys der falder på den, er det kun mellem 3 og 5 procent af lyset der tilbagekastes fra den mørke side.

Iapetus består for det meste af is, og det er denne is der ses på den lyse side af månen. Den mørke side er dækket af et tyndt lag af kulstofholdigt materiale; muligvis simple organiske forbindelser der minder om dem man finder i meteoritter og kometer. Det er lidt uklart hvor dette materiale kommer fra; i følge nogle teorier er det støv fra andre af Saturns måner, mens det i andre teorier skabes når sollys og kosmisk stråling nedbryder metan og ammoniak som frigives fra Iapetus indre gennem vulkaner eller ved meteornedslag.

Voyager 2 passerede Iapetus den 22. august 1981 og tog billeder i en afstand af næsten en million kilometer: På den mørke side viser billederne ikke ret meget, men på lyse side ses talrige kratre, herunder ét der er 500 kilometer i diameter og med 15 kilometer høje kratervægge.

Voyager-billederne viser også en slags "bjergryg" der synes at følge Iapetus' ækvator temmelig præcist, og på de detaljerede billeder som Cassini-rumsonden tog den 31. december 2004 kan man se at bjergryggen fortsætter hen over Iapetus' mørke side. Denne bjergryg er ca. 13 kilometer høj og 20 kilometer bred, og strækker sig næsten hele vejen rundt om månen.

Ekstern henvisning

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

De ni planeter: Iapetus Arkiveret 9. oktober 2004 hos Wayback Machine

Medier brugt på denne side

Iapetus cassini1.jpg
Iapetus (satellite of Saturn) imaged by the Cassini spacecraft.

Original caption released with the image:

On New Year's Eve 2004, Cassini flew past Saturn's intriguing moon Iapetus, capturing the four visible light images that were put together to form this global view.

The scene is dominated by a dark, heavily-cratered region, called Cassini Regio, that covers nearly an entire hemisphere of Iapetus. Iapetus is 1,436 kilometers (892 miles) across. The view is centered on the moon’s equator and on roughly 90 degrees west longitude -- a location that always faces the direction of Iapetus's orbital motion around Saturn.

Within Cassini Regio, and especially near the equator, dark deposits with a visual reflectivity of only about 4 percent coat nearly everything with remarkable uniformity. However, at latitudes of about 40 degrees, the surface transitions to a much brighter, icy terrain near the pole where the brightest icy materials have reflectivity over 60 percent. However, this region is not uniform: Close inspection reveals that the surface is stained by crudely north-south trending wispy streaks of darker material, typically a few kilometers wide and sometimes tens of kilometers long.

An ancient, 400-kilometer wide (250 miles) impact basin appears just above the center of the disc. The basin is heavily overprinted by more recent, smaller impact craters. The basin rim is delineated by steep scarps that descend to the basin floor. Many of these scarps, as well as walls of nearby craters, appear bright, probably due to exposed outcrops of relatively clean ice. Particularly at mid-latitudes, the brightest scarp exposures appear to face away from the equator (i.e. toward the pole). Often, the opposite south-facing scarps are stained with the lower-brightness material.

The most unique, and perhaps most remarkable feature discovered on Iapetus in Cassini images is a topographic ridge that coincides almost exactly with the geographic equator. The ridge is conspicuous in the picture as an approximately 20-kilometer wide (12 miles) band that extends from the western (left) side of the disc almost to the day/night boundary on the right. On the left horizon, the peak of the ridge reaches at least 13 kilometers (8 miles) above the surrounding terrain. Along the roughly 1,300 kilometer (800 mile) length over which it can be traced in this picture, it remains almost exactly parallel to the equator within a couple of degrees. The physical origin of the ridge has yet to be explained. It is not yet clear whether the ridge is a mountain belt that has folded upward, or an extensional crack in the surface through which material from inside Iapetus erupted onto the surface and accumulated locally, forming the ridge.

The origin of Cassini Regio is a long-standing debate among scientists. One theory proposes that its dark material may have erupted onto Iapetus's icy surface from the interior. Another theory holds that the dark material represented accumulated debris ejected by impact events on dark, outer satellites of Saturn. Details of this Cassini image mosaic do not definitively rule out either of the theories. However, they do provide important new insights and constraints.

The uniform appearance of the dark materials at the equator, the apparent thinning and spottiness of the dark materials at progressively higher latitudes and dark wispy streaks near the distal margin of Cassini Regio strongly suggest that dark material was emplaced as a coating. One of the important new results is that no clear evidence can be found that erupted fluids have resurfaced Cassini Regio. The high density of impact craters argues that the terrain underlying the dark coating is relatively ancient and has not been eradicated by its emplacement. Thus, Cassini Regio may have had its origin in plume-style eruptions in which dark particulate materials accumulated on the surface as fallout, perhaps in conjunction with the creation of the equatorial ridge. On the other hand, the dark deposits in Cassini Regio may be a surface coating consistent with, and perhaps more simply explained by, the fall of dark materials from outside.

The view has been oriented so that the north pole is toward the top of the picture.

Cassini acquired the images in this mosaic with its narrow angle camera on Dec. 31, 2004, at a distance of about 172,400 kilometers (107,124 miles) from Iapetus and at a Sun-Iapetus-spacecraft, or phase, angle of 50 degrees. The image scale is 1 kilometer (0.6 miles) per pixel. The image has been contrast enhanced to aid visibility of surface features.