Husfoged
Husfoged var før 1864 i Slesvig og Holsten benævnelsen på en i reglen kongelig udnævnt embedsmand.
Det påhvilede husfogeden at have overtilsyn med vejene i hans embedskreds så vel som med skovene, de offentlige bygninger og ægtkørselsvæsenet, ligesom han også deltog i udskrivningsforretninger og afholdt skovauktioner.
Hans embedsdistrikt faldt som regel sammen med amtet, men forskellige amter var dog delte i flere husfogeddistrikter. Enkelte steder, således i Ejdersted, manglede embedet, og undertiden var det forenet med embedet som amtsforvalter eller branddirektør.
Husfoged, der er en sammensætning af hus i betydningen "befæstet slot" og altså er det samme som slotsfoged, var oprindelig en privat betjent eller medhjælper i lensmandens eller amtmandens tjeneste, og en husfoged af denne art omtales også i enkelte danske len i tiden før enevældens indførelse i 1660, hvor han dog havde et væsentligt andet forretnings-område, end den ovennævnte slesvigske embedsmand i senere tid havde.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |