Horsens OK

Horsens Orienteringsklub (Horsens OK)
Generelle informationer
TypeForening
InteresseOrienteringsløb og
mountainbike-orientering (MTBO)
HjemstedHorsens, Danmark Danmark
Grundlagt26. januar 1970
FormandMads Mikkelsen[1]
MedlemmerCa. 270 (2021[2])
Medlem afDansk Orienterings-Forbund
Eksterne henvisninger
horsensok.dk
CVR-nummer74712312 Rediger på Wikidata

Horsens Orienteringsklub (Horsens OK) er en dansk orienteringsklub, der har hjemsted i Horsens. Klubben er medlem af Dansk Orienterings-Forbund (DOF),[3] der er tilsluttet Danmarks Idrætsforbund (DIF). Klubben løber i første division i orienteringsligaen, hvor den tre gange har vundet sølv ved Danmarksmesterskabet (DM) for hold. Tre af klubbens medlemmer har vundet VM-titler: Troels Nielsen vandt i 1995 Junior-VM i orienteringsløb. Camilla Søgaard vandt VM i Mountainbike-orientering i 2018, 2021 og 2022 og Rasmus Søgaard vandt i 2017 også VM i Mountainbike-orientering. Med sine 270 medlemmer er Horsens OK Danmarks fjerde største orienteringsklub (1. april 2021).[2]

Historie

Stiftelse

I 1951 arrangerede Horsens FS atletikafdeling de første orienteringsløb i Horsens-området. Men ca. 10 år senere blev atletikafdelingen nedlagt. Nogle af de tidligere medlemmer af Horsens FS indrykkede i 1969 annonce i Horsens Folkeblad, hvor de indbød til orienteringsløb i Stensballe, Ølsted og Bjerre skov. Fremmødet til de løb gjorde det muligt kort efter at indkalde til stiftende generalforsamling.

Horsens OK blev stiftet på Rytterkroen den 26. januar 1970. Klubbens første formand var Jørn Juel. Inden for de første fem år fik Horsens OK mere end 250 medlemmer, og klubben har siden haft 2-300 medlemmer.[4]

Klubhus

Horsens OK har siden 1973 holdt til i Åbjerg Skov, hvor klubben i december 1973 fik lov til at overtage et gammelt restauratørsted ved Bygholm Sø.

Priser

Horsens OK fik i 2011 Horsens Kommunes "Sundhedspris" for klubbens arbejde med skoleorientering og klubbens arbejde med permanente orienteringsbaner i byen.[5]

I 2014 fik Mads Mikkelsen DIF's "Du gør en forskel"-pris for hans arbejde som ungdomsformand i Horsens OK.[6]

Arrangørrolle

Horsens OK har stået for nogle af de største løb inden for orienteringssporten og har arrangeret junior-VM, nordiske mesterskaber, en stribe danske mesterskaber og Påskeløbene.

I 1975 arrangerede klubben Det Nordiske Orienteringsmesterskab i Tinnet Krat og Vrads. Ud af de 250 medlemmer bidrog 147 som officials.[4]

I 1981, 1987, 2003 og 2103 stod klubben for at arrangere Påskeløb, der er Danmarks største etape-orienteringsløb, der afvikles over tre dage med forskellige discipliner og deltagelse af op til 2.000 danske og udenlandske orienteringsløbere.

I 1995 arrangerede Horsens OK Junior-VM i orientering i Danmark,[7] og ved Verdensmesterskabet i orientering (VM) i Danmark (2006)[8] var Horsens OK arrangør sammen med seks andre orienteringsklubber: OK Pan Aarhus, Silkeborg OK, Mariager Fjord OK, Viborg OK, Herning OK og St. Binderup OK.

Horsens OK har gennem årene været arrangør af DM i alle discipliner inden for orienteringsløb bortset fra DM Ultralang og DM-nat.

  • DM Stafet: I Palsgård ved Juelsminde (1979 og 1997), i Vrads (1991) og i St. Hjøllund Nord (2015)
  • DM Sprintstafet i Horsens midtby (2017)
  • DM Lang i Vrads (1983) og i Mattrup Skov (2001)
  • DM Klassisk i Tinnet (1991) og i Velling Snabegård ved Bryrup (1997)
  • DM Mellem på Sukkertoppen ved Voervadsbro (2010)

Herudover har klubben stået for Åben Nordisk – Baltisk Døve Orienteringsmesterskab (2007) og DM Sprint-MTBO i Grenaa by (2021).

Siden 2003 har Horsens OK sammen med løbeklubben Atletica Horsens været arrangør af ’Beringsstafetten’, der med ca. 4.000 deltagere er et af de største endags idrætsarrangementer i Horsens.

Resultater

Orienteringsligaen (DM for klubhold)

Horsens OK ligger i 1. division i orienteringsligaen, hvor klubben i perioden 2017-2023 har kvalificeret sig til finalen fire gange og har vundet fire medaljer. Horsens OK har vundet sølv ved DM for klubhold i 2017, 2019 og 2023[9][10][11] og bronze i 2021.[12]

Notable orienteringsløbere

Gennem årene har klubbens løbere vundet mere end 30 danske mesterskaber, og 21 af klubbens medlemmer har været udtaget til det danske orienteringslandshold.[4]

Mest fremtrædende er at Troels Nielsen i 1995 vandt guld ved Junior-VM i orienteringsløb sammen med Jesper Damgaard og Mads Ingvardsen.[13]

Allan Thesbjerg vandt i 2009 bronze i orienteringsløb ved den internationale døve-olympiade i Taiwan. Han har samlet set deltaget i Døve-OL fem gange.[14]

Notable MTBO-ryttere

Tvillingerne Camilla Søgaard og Rasmus Søgaard der dyrker MTB-Orientering for Horsens OK, har begge vundet guld ved både DM, EM og VM. Camilla Søgaard er firedobbelt verdensmester og har vundet titler ved VM i 2018 i Zwettl (Massestart),[15] i Kuortane i 2021 (Lang, Stafet)[16][17] og i Falun i 2022 (Massestart).[18] Rasmus Søgaard vandt VM i 2017 i Vilnius (Lang).[19]

Referencer

  1. ^ Horsens Orienteringsklub, Bestyrelsen, horsensok.dk, hentet 6. juli 2022
  2. ^ a b Dansk Orienterings-Forbund, Oversigt over medlemstal pr. 1. april 2021, do-f.dk, hentet 9. oktober 2023
  3. ^ Dansk Orienterings-Forbund, Find en klub, do-f.dk, hentet 14. september 2023
  4. ^ a b c Horsens Orienteringsklub, 1970-2020. 50 år. Horsens Orienteringsklub på ret kurs (PDF), horsensok.dk, hentet 27. juli 2022
  5. ^ Dansk Orienterings-Forbund: Sundhedsprisen til Horsens OK. [1]
  6. ^ Mads Mikkelsen hædret med DIF’s “Du gør en forskel prisen” 2014[2]
  7. ^ IOF Eventor, Junior World Orienteering Championships 1995. Horsens, Denmark, eventor.orienteering.org, hentet 15. august 2022
  8. ^ IOF Eventor, World Orienteering Championships 2006, eventor.orienteering.org, hentet 15. august 2022
  9. ^ Dansk Orienterings-Forbund, Klub Finderup-Morville.pdf. Download, do-f.dk, hentet 15. august 2022
  10. ^ Dansk Orienterings-Forbund, Klub Als Nørreskov. Download, do-f.dk, hentet 15. august 2022
  11. ^ Dansk Orienterings-Forbund, 2023 DM hold Broddingbjerg. Download, do-f.dk, hentet 26. oktober 2023
  12. ^ Dansk Orienterings-Forbund, Klub Møns Klint. Download, do-f.dk, hentet 15. august 2022
  13. ^ International Orienteering Federation’s Event Management Service, Junior World MTB Orienteering Championships 1995. Results, IOF Eventor, hentet 6. juli 2021
  14. ^ International Committee of Sports for the Deaf (12. maj 2022), Results – Orienteering. Allan Thesbjerg, Deaflympics.com, hentet 28. juli 2022
  15. ^ International Orienteering Federation’s Event Management Service (7. august 2018), Official results for World MTB Orienteering Championships & World Cup 2 & Junior World MTB Orienteering Championship – Mass start, IOF Eventor, hentet 30. september 2021
  16. ^ International Orienteering Federation’s Event Management Service (16. juni 2021), Official results for World MTB Orienteering Championships 2021 and CX80 MTBO World Cup - Long, IOF Eventor, hentet 30. september 2021
  17. ^ International Orienteering Federation’s Event Management Service (17. juni 2021), Official results for World MTB Orienteering Championships 2021 and CX80 MTBO World Cup - Relay, IOF Eventor, hentet 30. september 2021
  18. ^ International Orienteering Federation’s Event Management Service (20. juli 2022), Official results for World MTB Orienteering Championships 2022 & CX80 World Cup in MTB Orienteering – Mass start, IOF Eventor, hentet 25. juli 2022
  19. ^ International Orienteering Federation (25. august 2017), Official results for World MTBO Championships 2017, Junior World MTBO Championships 2017, World Cup 2017 Round 3 - Long. Men, IOF Eventor, hentet 6. juli 2021

Medier brugt på denne side