Hjalte Aaberg
Hjalte Aaberg | |
---|---|
Født | 11. juli 1966 |
Politisk parti | Socialdemokratiet |
Far | Finn Aaberg |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet |
Beskæftigelse | Politiker |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Hjalte Aaberg (født 11. juli 1966) er en dansk socialdemokratisk politiker og embedsmand. Fra 1. januar 2013 til udgangen af 2018 har han været regionsdirektør i Region Hovedstaden.
Fra august 2006 til december 2012 var han administrerende direktør for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Han sad frem til 31. december 2005 på mandat nummer to i Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse og var formand for kommunens miljø- og planudvalg. Fra 1999 til 2006 var han tilknyttet Miljøkontrollen, først som udviklingschef og fra 2002 som direktør.
Han arbejdede 1996-1999 som konsulent for Socialdemokraternes folketingsgruppe og som fuldmægtig i Sundhedsministeriet.
Hjalte Aaberg er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet 1986-1993.
Hjalte Aaberg er søn af Albertslunds tidligere borgmester Finn Aaberg.
Kontroverser
Hans ansættelse i kommunen som direktør for Miljøkontoret blev i pressen problematiseret som følge af inhabilitet fra et af medlemmerne i ansættelsesudvalget.[1]
Ved ansættelsen som regionsdirektør i Region Hovedstaden var ansættelsesudvalget splittet langs partilinjer.[2]
Hjalte Aaberg var regionsdirektør under implementering af den elektroniske patientjournal, Sundhedsplatformen.[3] Efter kritik fra Rigsrevisionen af dele af implementeringen stillede Radikale Venstre under et møde i regionens forretningsudvalg i juni 2018 forslag om, at Hjalte Aaberg skulle fritstilles.[4] Ingen øvrige partier stemte imidlertid for forslaget. Forinden, i maj 2018, havde Hjalte Aaberg allerede selv meddelt, at han ville stoppe som regionsdirektør med udløbet af hans åremålsansættelse. Hjalte Aaberg stoppede således i regionen i december 2018 i henhold sin åremålskontrakt.[5] I august 2019 udtalte regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen om forløbet og kritikken af Sundhedsplatformen: "Det har da haft konsekvenser. Vi har fået en ny regionsdirektør. Det er en af konsekvenserne".[6]
Referencer
- ^ Langballe, Anders (29. juli 2004). "Kramers kronprinsesse fældes af sexsag". Ekstra Bladet. Hentet 24. august 2017.
- ^ Jørgensen, Anders (11. juli 2016). "Fra politiker til embedsmand". Berlingske Tidende. Hentet 24. august 2017.
- ^ Direktøren, der rullede Sundhedsplatformen ud: Om to år bliver det systemet, som alle hospitaler vil have (Berlingske.dk)
- ^ Ekstraordinært møde i forretningsudvalget den 28. juni 2018 (Regionh.dk)
- ^ Hjalte Aaberg stopper som regionsdirektør ved udgangen af 2018 (Regionh.dk)
- ^ Den jyske model virker bedre nu, erkender regionsformand, men hun holder fast i Sundhedsplatformen (Politiken.dk)