Historie som livets læremester (la: historia magistra vitae) er Ciceros udtryk for, at mennesket kan lære af fortiden. Cicero mener, at det er de samme kræfter, der er på spil i al historie og der derfor er nogle almengyldige forhold i historien, der er gældende til alle tider: "Hvis det ikke var tilfældet, ville man ikke kunne lære af den, for så stod man med en viden, der var irrelevant."[1] Ifølge Anne Eriksen var Ciceros idé en af hovedbegrundelserne for at beskæftige sig med historie i Europa. "Historien var en samling eksempler til beundring og imitation eller til skræk og advarsel. Den var filosofi formidlet gennem eksempler, generelle principper omsat til nyttig og praktisk lærdom."[2] Nogle historikere har argumenteret for, at den europæiske kultur begynder at vende sig bort fra Ciceros opfattelse efter ca. 1750.[3] Herefter er der generelt set ikke samme tro på, at historien er styret af de samme regler til alle tider.
Referencer
- ^ Hans-Jørgen Schanz (2018) Selvfølgeligheder. Aspekter ved modernitet og metafysik. Lindhardt og Ringhof
- ^ Anne Eriksen (2010) "Livets læremester. Eksemplarisk historieskrivning." Tidsskrift for kulturforskning, årgang 9, nr. 2, s. 39. Oversat fra norsk.
- ^ Adam Paulsen (2014) Overvindelsen af Første Verdenskrig. Museum Tusculanums Forlag, s. 271
|
|---|
| | Underdiscipliner | |
|---|
| | fagperson | |
|---|
| | Historieteori | |
|---|
| | Historiske tidsskrifter | |
|---|
| | Verdenshistorie | |
|---|
|