Historie

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Historie (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Historie)
Kristian Erslev i 1922. Erslev var en hovedperson i professionaliseringen af historiefaget i Danmark.

Historie henviser enten til det, der skete i fortiden, eller forskningen i og formidlingen af denne fortid, dvs. historieskrivning. Der skelnes ofte mellem historisk tid og forhistorisk tid. Historisk tid er den tid, hvor vi har skriftlige kilder fra, og forhistorisk tid er fra tiden før skriftsproget. Forhistorisk tid udforskes derfor af arkæologer i stedet for historikere. Historiefaget, der i vid udstrækning er en del af det humanistiske vidensområde, men som også indeholder vigtige samfundsvidenskabelige elementer, drejer sig således ofte at udforske af begivenheder, udviklingsforløb, motivationer og årsagssammenhænge i fortiden.

Historiefagets oprindelse

Herodot og Thukydid opfattes normalt som de to grundlæggere af historiefaget i den græske oldtid.[1] Med Thykudids værk om den peloponnesiske krig etableres udenrigspolitikkens historie som et af historiefagets traditionelle fokusområder.[2] Herodot, der allerede af romeren Cicero blev udnævnt til "historiens fader",[3] søgte derimod i værket Historia (undersøgelse) at finde frem til, hvordan en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens stormagt Perserriget ved søslaget Salamis ved Athen. I modsætning til moderne historievidenskab gik Herodot dog ud fra, at guderne greb direkte ind i begivenhederne.[3]

Etymologi

History af Frederick Dielman (1896)

Termen historie har sin oprindelse i oldtidens Grækenland ἱστορία[4] (historía), med betydningen "undersøgelse" eller "bedømmelse".[5]

Den græske betegnelse blev benyttet som låneord i klassisk latin som historia, og har senere bredt sig til blandt andet oldengelsk som history.[6]

Grundlæggelsen og udviklingen af det moderne historiefag

Det moderne historiefag opstår i sin tidligste form i løbet af 1700-tallet,[7], men det er først i slutningen af 1800-tallet med historikeren og teologen Leopold von Ranke, at historiefaget bliver professionaliseret, hvilket sker i forbindelse med, at historiefaget - i lighed med andre videnskabelige discipliner - får skabt sig en faglig "infrastruktur" med universitetsuddannelser, forskningsinstitutioner og videnskabelige tidsskrifter.[8] Samtidig hermed bliver fagets metode, der er kendt som kildekritik, udviklet. Kildekritikken var inspireret af positivismen og udviklingen i de andre videnskaber, især naturvidenskaberne. Også her regnes Ranke for en foregangsmand. Han indledte med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber (1824) en epoke, hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål. Ambitioner var, at "...bloss zeigen, wie es eigenlich gewesen ist," dvs. blot vise hvordan det egentlig har været. Caspar Paludan-Müllers værk Grevens Fejde, skildret efter trykte og utrykte Kilder i to bind (1853-1854) præsenterer den første sammenhængende redegørelse for et udsnit af Danmarkshistorien, hvor der samtidig er en konsekvent kritik af den traditionelle fremstilling og udstrakt benyttelse af arkivalsk materiale. Caspar Paludan-Müller anvendte de kildekritiske principper, der hørte til Rankes og Niebuhrs historisme.[9] Hans elev, Kristian Erslev, kritiserede senere i sin karriere Paludan-Müllers historistiske udgangspunkt og udarbejdede de principper for historieforskning, som har givet ham ry for at være kildekritikkens første repræsentant i Danmark og dens fremmeste praktiker og teoretiker.[10]

I lang tid var det den politiske historie, der var mest fremherskende i historieforskningen. Fokus var på staternes interne stridigheder eller på samfundsudviklingen med udgangspunkt fx i det parlamentariske arbejde, men efter anden verdenskrig kom blev historiefaget udvidet til at undersøge flere aspekter af fortiden. Her kom især socialhistoriens arbejde med at undersøge forskellige samfundsgruppers levevilkår til at spille en vigtig rolle. Den sproglige vending, der var en af det 20. århundredes vigtigste filosofiske nybrud, kom også til at påvirke historiefaget. Ifølge disse tænkere har fokus i filosofihistorien ændret perspektiv fra fokus på ontologi, til senere (med bl.a. Kants værker) at tendere mod en erkendelsesteoretisk orientering, og derefter i det 20. århundrede orientere sig mod sproget.[11] Denne såkaldte "sproglige vending" kom til at påvirke historiefaget gennem diskussioner omkring postmodernisme, hvor en skeptiker som Hayden White fx fremførte idéen om, at historiske fortællinger er formet på samme måde som litterære fortællinger, hvilket for ham betyder, at historiske fremstillinger er beslægtet mere med skønlitteratur end videnskab. White bruger bl.a. begrebet emplotment til at signalere, at historikere angiveligt udvælger historiske begivenheder og så lægger disse fakta ind i fortællinger (plots), som har forskellig karakter. For White betyder dette, at den historiske forklaringskraft, som disse fortællinger kan siges at have, kommer fra, at de bruger en bestemt narrativ form, mere end det er fordi, at fortællingerne på nogen måde refererer til virkeligheden.[12] Den sproglige vending kom også til at påvirke historiefaget gennem den såkaldte begrebshistorie, der undersøger forskellige begrebers udviklinger over lange tidsperioder. Især Reinhart Kosellecks navn er i dag synonymt med begrebshistorien. Senere er fx mikrohistorien kommet til som en vigtig udvikling af historiefaget.

Karl Popper fremhævede, at videnskabelig sandhed ikke altid kan ikke måles og vejes, men historiske hypoteser kan i stedet afkræftes med udgangspunkt i den eksisterende viden.[13] Der er gjort mange forsøg på at anvende falsifikationsteorien i historisk forskning, men i praksis har det vist sig vanskeligt at overvinde det grundlæggende problem, at historikere normalt ikke opstiller hypoteser.[14]

Litteratur

Oversigts- og introduktionslitteratur

Historisk metode og videnskabsteori

  • Kristensen, Bent Egaa (2007): Historisk Metode: En Indføring i Historieforskningens Grundlæggende Principper, Hans Reitzel. ISBN 978-87-412-5045-8
  • Watson, Walter (1993) The Architectonics of Meaning: Foundations of the New Pluralism. Chicago: The University of Chicago Press.
  • White, Hayden (2001) "Historical Emplotment and the Problem of Truth" i The History and Narrative Reader (red. Geoffrey Roberts). New York: Routledge.

Klimahistorie

  • Charpentier Ljungqvist, Fredrik (2009): Global nedkylning - Klimatet och människan under 10 000 år. Stockholm
  • Behringer, Wolfgang (2010): A cultural history of climate, London

Kvinde- og kønshistorie

  • Dahlerup, Drude (1998): Rødstrømperne - den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985. Gyldendal
  • Kofoed, Nina (2008): Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Museum Tusculanum
  • Larsen, Jytte (2015): Også andre hensyn. Dansk ligestillingshistorie 1849-1915. Aarhus Universitetsforlag

Skole- og uddannelseshistorie

  • Appel, Charlotte og Ning de Coninck-Smith (2015) Dansk skolehistorie 1-5. Aarhus Universitetsforlag
  • Braad, Karen et al. (2005): Seminariet i to århundreder. Læreruddannelsens historie. Selskab for skolehistorie

Medicinhistorie

  • Jacobsen, Kurt og Klaus Larsen (2017): Ve og velfærd - Læger, sundhed og samfund gennem 200 år. Fadl Forlag

Referencer

  1. ^ Østergård 2015, s. 181-182.
  2. ^ Floto 1985, s. 232.
  3. ^ a b Østergård 2015, s. 181.
  4. ^ Skabelon:LSJ
  5. ^ Ferrater-Mora, José. Diccionario de Filosofia. Barcelona: Editorial Ariel, 1994.
  6. ^ "history, n." OED Online. Oxford University Press, December 2014. Web. 9 March 2015.
  7. ^ Floto 1985, s. 13.
  8. ^ Floto 1985, s. 14.
  9. ^ Saxo:Instituttet:Caspar Paludan-Müller - Zur frühen Ranke-Rezeption in Dänemark
  10. ^ Kristensen 2007, s. 19.
  11. ^ Watson 1993, s. 5-9.
  12. ^ White 2001, s. 376.
  13. ^ Kristensen 2007, s. 191.
  14. ^ Kristensen 2007, s. 193.

Medier brugt på denne side

History-Dielman-Highsmith.jpeg
History, mosaic by Frederick Dielman. House Members Room, Library of Congress Thomas Jefferson Building, Washington, D.C.

The figure of History, in the mosaic's center, holds a pen and book. On both sides of her, there are tablets mounted in a marble wall with benches on either side of the tablets. The tablets contain the names of great historians. One tablet contains the names of the ancient historians Herodotus and Thucydides in brighter gold, followed by Polybius, Livy, Tacitus, Bæda, Comines. The other tablet contains the name of the modern historians Hume and Gibbon in brighter gold, along with Niebuhr, Guizot, Ranke, and the Americans Bancroft and Motley. At the foot of one of the tablets is a laurel wreath symbolizing peace, and at the foot of the second tablet is an oak wreath symbolizing war. A palm branch designating success rests against the wreaths and tablets.

The female figure on one side of History is Mythology. As the symbol of the theories of the universe, she holds a globe of the earth in her left hand. The Greeks' female sphinx to her right represents the eternally insoluble Riddle of the World. Tradition, the aged woman seated on the other side of History, represents medieval legend and folk tales. She is shown in the midst of relating her old wives' tales to the young boy seated before her. The distaff in her lap, the youth with a harp in his hand (a reference to the wandering minstrel of the Middle Ages), and the shield are reminders of a past age. The mosaic includes ancient buildings from the three nations of antiquity with highly developed histories: an Egyptian pyramid, a Greek temple, and a Roman amphitheater.

Along with the mosaic panel representing Law above the north fireplace, this mosaic was prepared in Venice, Italy and sent to the Jefferson Building to be put into place. Both mosaics were made of pieces, or tesserae, which were fitted together to provide subtle gradations in color.

(Much of the preceding text is derived from the Library of Congress's virtual tour of the Thomas Jefferson Building.)