Hinduisme

Hinduisme er en indisk religion og levevis, der er en af verdens ældste, og den har en kompleks og mangfoldig karakter[1][2][3][4]. Det er vigtigt at bemærke, at hinduismen ikke er baseret på en enkelt stifter eller en ensartet lære, som flere andre verdensreligioner[5]. I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse, kulturelle og filosofiske traditioner, der har udviklet sig over tusinder af år på det indiske subkontinent[3].

Det er vigtigt at bemærke, at hinduismen er yderst mangfoldig, og troende kan have forskellige forestillinger og praksisser. Hinduismen har en åben tilgang til spiritualitet og anerkender værdien af personlig søgen efter sandhed og åndelighed.

Hovedtræk

Hinduisme er betegnelsen for en række forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Sri Lanka, Nepal, Bangladesh, og historisk også i Pakistan før indførelsen af Islam[6]).

Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius, Caribien, Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært gamle og nye emigranter fra Indien.

I modsætning til buddhisme, kristendom og islam har hinduismen ingen religionsstifter[7][6][8][9]. Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling.

Hinduismen er ikke bare en religion, men omfatter også flere former for filosofi, der ofte har et åndeligt fokus[10]. Kernen i hinduistisk filosofi kan ikke let reduceres til en enkelt idé eller doktrin, da hinduismen er præget af en mangfoldighed af tanker og tilgange.

Historie

Hinduistisk sadhu.

I den ældste periode, den "vediske" (cirka 1.500-500 år før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer. I den offentlige kult indgik også dyreofre.

Kulten blev varetaget af præsteklassen (brahmanerne, senere betegnet brahminerne), og i denne opstod gradvist fire tekstsamlinger, Vedaerne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer[11][12].

Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod nye strømninger omkring 500 f.Kr. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform.

Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, jainisme og buddhisme opstod i denne periode. Samtidigt formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen og buddhismen.

Fra omkring 200 f.Kr. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme.

En central tekst fra denne tid er Bhagavad Gita, der er guden Krishnas tale til krigeren Arjuna[13]. Det var her, det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret, sådan som det har fungeret i form af kastesystemet frem til vore dag. Kastesystemet blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950.

Fra omkring 600 e.Kr. blev den teistiske gudstilbedelse den dominerende form for hinduisme. Centralt står nu også mytologien, der beskriver et mylder af guder og gudinder samt templerne, hvor gudstjenesten foregår.

De vigtigste gudeskikkelser er Vishnu (der inkarnerer sig igen bl.a. som guderne Rama og Krishna), Shiva (der ofte ses afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon) og gudinderne Durga og Kali.

Hinduistisk kavadi.

I forbindelse med den gradvise europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af 1700-tallet blev hinduismen præget af forholdet til europæiske ideer.

Frem Indiens uafhængighed i 1947 taler man om "reformhinduisme". Endelig er det offentlige billede af hinduismen efter omkring 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. De har fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.

Guder

Hinduismen er kendt for sin mangfoldighed af guddomme og gudinder[14][2]. De tre mest centrale guddomme er Brahma (skaberen), Vishnu (vedligeholderen) og Shiva (ødelæggeren). Der er også mange andre guddomme og gudinder, og hinduismen er ofte karakteriseret ved polyteisme[15].

I hinduismen spiller guder og gudinder en central rolle som manifestationer af den guddommelige kraft og som vejledere for mennesker på deres åndelige rejse. Hinduismen er kendt for sin mangfoldighed af guddomme, og troen omfatter en bred vifte af guddomme og gudinder, hver med sine egne attributter, kræfter og myter[2].

Guddommene i hinduismen repræsenterer forskellige aspekter af den guddommelige virkelighed. Mennesker tilbeder forskellige guddomme baseret på deres personlige præferencer, regionale traditioner eller den specifikke kontekst af deres liv. Hinduistisk tilbedelse involverer ofte ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder[2]. Troen på guder og gudinder giver også en ramme for etiske og moralske retningslinjer, da handlinger ofte ses som en del af ens forhold til det guddommelige og som en vej mod åndelig fremskridt og frigørelse (moksha).

Her er en ufuldstændig liste over guder i hinduismen:

  • Brahma (Skaberen) gift med Sarasvati (Visdomsgudinden).
  • Vishnu (Opretholderen) gift med Lakshmi (Skønheds- og Kærlighedsgudinden).
  • Shiva (Både ødelægger og velgører) gift med Parvati (gudinden for energi og kraft).
    • Murugan.
    • Ganesha — visdommens, intelligensens og undervisningens gud.
  • Yama (dødsguden).
  • Indra (Gud af torden og krig).
  • Dyaus (Indras fader og himmelgud) gift med Prithvi (Jordens gudinde).
  • Usha (daggry og nordlysene).
  • Agni (ildgud).
  • Vayu (vindgud).
  • Surya (solens gud).
  • Chandra eller Soma (gud af månen).
  • Mitra eller Mithra (gud af venskab).
  • Aryamana (gud af ære).
  • Rudra (gud af vin og vrede).
  • Kama (lidenskab og begær).
  • Kali (dødsgudinden).
  • Krishna (den højeste gud i Krishna-hinduismen).

Se også

Referencer

  1. ^ Flood 1996
  2. ^ a b c d Jens Toft Ravn Pedersen 2016
  3. ^ a b Michaels, A. (2004). Hinduism: Past and present. Princeton University Press.
  4. ^ Sharma 2003
  5. ^ Doniger, Wendy. On Hinduism. Oxford University Press, USA, 2014.
  6. ^ a b Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen, Silje Lyngar 2016 Hinduismens brændpunkt. Systime
  7. ^ Helle Hinge: Hinduisme (Gyldendal, 2013)
  8. ^ Allan Poulsen: Hinduismen (Systime, 2012)
  9. ^ Carsten Bo Mortensen: Hinduismen (Gyldendal, 2013)
  10. ^ Kap. 2 i Livskunsten - filosofien om at vågne op til livet, Anders Draeby, Akademisk Forlag, 2018
  11. ^ The Vedas (Book Tree, 2003)
  12. ^ Leif Asmark Jensen: Hinduisme (Gyldendal, 2005)
  13. ^ The Bhagavad Gita. Nilgiri Press, 2007
  14. ^ Chandra, Suresh. Encyclopaedia of Hindu gods and goddesses. Sarup & Sons, 1998.
  15. ^ Hazen, Walter. Hindu Gods and Goddesses: Inside Hinduism. Milliken Publishing Company, 2003.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Litteratur

  • Gavin Flood, An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, 1996.
  • C.J. Fuller, The Camphor Flame: Popular Hinduism and Society in India, Princeton University Press, 1992.
  • Axel Michaels (2004). Hinduism: Past and Present. Translated by Harshav, Barbara. Princeton University Press
  • Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen og Silje Lyngar. Hinduismens brændpunkt. Systime, 2016
  • Allan Poulsen. Hinduisme. Systime, 2012
  • Arving Sharma ed. The study of Hinduism. Univ of South Carolina Press, 2003.

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side