Hilmar Wulff

Hilmar Emil Wulff (født 5. marts 1908 i Randers, død 21. december 1984) var en dansk forfatter. Han var en af Danmarks fremmeste arbejderforfattere.

Hilmar Wulff var søn af fisker Hans Clausen Christensen Wulff (1874-1964) og Maren Sofie Sørensen (1878-1922). Han voksede op i Nakskov og forlod folkeskolen uden afgangsbeviser. Han arbejdede siden et par år på fabrik og inden for landbruget samt som betonarbejder, ekspedient og jernbanearbejder. Han var også sømand i en tid og rejste jorden rundt. I 1930'erne vagabonderede han igennem Europa og tog forefaldende arbejde. Under Besættelsen var han aktiv i modstandsbevægelsen, hvilket tvang ham til at flygte til Sverige i 1943. Han vendte tilbage til Danmark i 1945 og blev freelancemedarbejder for Danmarks Radio og lærer på Pensionisthøjskolen i Marielyst.[1]

Han debuterede i bogform i 1942 med romanen Som vejret i april. Hans virkelige gennembrud kom med romantrilogien Vejen til Livet (1947), Livets Brød (1948) og Forjættelsens Dag (1949), hvor han skildrede betingelserne for de polske landarbejdere, som arbejdede i roemarkerne på Vestlolland. I romanen Ondt vejr (1950) skildres levevilkårene for en gruppe fiskere. Hans romaner blev derefter stadig mere politiske.

Hilmar Wulff var medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond.

Bibliografi i udvalg

  • Som vejret i april (1942)
  • Sådan noget sker faktisk (1943)
  • Arbejdets Sang (1945)
  • Vejen til Livet (1947)
  • Brevet (1948)
  • Livets Brød (1948)
  • Forjættelsens Dag (1949)
  • Ondt vejr (1950)
  • Katinka (1951)
  • Solvagabonden (1953)
  • Bjørneæderne og frikadellegnaskerne (1954)
  • Lykkens blå forel (1954)
  • Kuan Yin’s klokke (1955)
  • I kamp for frihed (1957)
  • Men først brød (1958)
  • Færgemandens hus (1962)
  • Djævlegrunden (1963)
  • Vorherres tørre fingrer (1964)
  • Pramdragerne på Gudenåen (1965)

Eksterne henvisninger

  1. ^ Pensionisthøjskolen i Marielyst
Autoritetsdata