Herborg
Herborg | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Danmark | ||||
Region | Region Midtjylland | ||||
Kommune | Ringkøbing-Skjern Kommune | ||||
Sogn | Herborg Sogn | ||||
Postnr. | 6920 Videbæk | ||||
Demografi | |||||
Herborg by | 272[1] (2024) | ||||
Kommunen | 56.218[1] (2024) | ||||
- Areal | 1.488,86 km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC +1 | ||||
Hjemmeside | www.rksk.dk | ||||
Oversigtskort | |||||
Herborg er en by i Vestjylland med 272 indbyggere (2024)[1], beliggende 27 km vest for Herning, 4 km sydvest for Videbæk, 18 km nord for Skjern og 23 km øst for Ringkøbing. Byen hører til Ringkøbing-Skjern Kommune og ligger i Region Midtjylland.
Herborg hører til Herborg Sogn, og Herborg Kirke ligger i byen.
Faciliteter
Herborg Friskole er oprettet i 2008 og giver undervisning på 0.-8. klassetrin. Børnehuset Trekløveret er tilknyttet friskolen og har børnehave og SFO samt vuggestue, der blev oprettet i september 2015. Samme år fik skolen nye idrætsfaciliteter med bl.a. springgrav. Friskolen har 13 ansatte, og børnehuset har 12.[2]
Historie
Kirke, sogn og kommune
Herborg Sogn blev udskilt fra Vorgod Sogn i 1898, og Herborg Kirke blev opført i 1899 nogenlunde midt mellem de to gamle landsbyer Vester Herborg og Øster Herborg. Et par km vest for den nuværende kirke har der ligget en kirke, der er nævnt i Ribe Oldemoder i 1340. Kort efter blev den øde, vistnok under Den sorte død. Mange sten fra denne kirke findes i omegnens gårde, og de sidste blev brugt ved anlægget af Ringkøbing-Silkeborg landevej i 1856.[3] Ved Sæddingvej er rejst en mindesten, hvor kirken lå.
Herborg Sogn var anneks til Nørre Vium Sogn og havde altså ikke egen præst. Hovedsognet og annekset udgjorde Nørre Vium-Herborg sognekommune helt frem til kommunalreformen i 1970. Her kom den med i Videbæk Kommune, som ved strukturreformen i 2007 indgik i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Genforeningssten
Ved den gamle station står en sten til minde om Genforeningen i 1920. Den blev afsløret på 2-års dagen 15. juni 1922.[4]
Stationsbyen
Herborg fik i 1920 jernbanestation på Skjern-Videbæk banen. Persontrafikken blev indstillet i 1955, læssesporet blev nedlagt i 1970, og den sidste godstrafik mellem Skjern og Videbæk stoppede i 1981.
Stationsbygningen findes på Genforeningsvej 17. Den blev i 1999 købt af Videbæk-Skjern Veteran- og Modeljernbane, der bruger den som klublokale og har modeljernbane i den. På sporsiden af stationsbygningen står tre godsvogne på skinnerne.
Foreningen havde også fået overdraget banen, hvor skinnerne stadig findes på en lang strækning, så man kan køre 12½ km mod syd til industrikvarteret i Skjern på skinnecykler, som vedligeholdes af foreningen og udlejes i Astrup Købmandshandel.
Banetracéet er også bevaret i den anden retning som en 2½ km lang sti fra Skolevej i Herborg til Søndergade i udkanten af Videbæk. Her er skinnerne også bevaret, men der er lagt grus oven på svellerne, så man både kan gå og cykle på stien.
Noter
- ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
- ^ "Herborg Friskole: Hvem er vi". Arkiveret fra originalen 3. august 2016. Hentet 14. juni 2016.
- ^ Herborg Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 5. bind, 1906), s. 618 f.
- ^ Danmarks genforeningssten: Herborg
Eksterne kilder/henvisninger
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Erik Frohne, Licens: CC BY-SA 3.0
Location map of Region Central Jutland in Denmark, color adjusted
Equirectangular projection, N/S stretching 181 %. Geographic limits of the map:
- N: 57.10° N
- S: 55.60° N
- W: 8.00° E
- E: 11.70° E
Forfatter/Opretter: Beethoven9, Licens: CC BY-SA 3.0
Herborg Station fra vejsiden
Forfatter/Opretter: Larsbg dk, Licens: CC BY-SA 4.0
Herborg Kirketomt