Helligkilder i Aspedalen

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

(c) Sten, CC BY-SA 3.0

Den sidste rest af helligkilden ved Skt. Christaus kapel. Man aner, at vandet lige netop løber kraftigt nok til at danne en stråle.

Brugen af kilder til renselse eller mod sygdom er en meget gammel skik. De helbredende kilder og offentlige termalbade i Aspedalen og i Pyrenæerne i det hele taget var meget besøgte tidligere og først og fremmest i det 19. århundrede. I dag er brugen derimod gået af mode, så kilderne er praktisk talt alle forsvundet og har ikke efterladt sig andre spor end nogle ruiner, tekster og dokumenter.

Aspedalen fra Sarrance til Borce havde talrige små kursteder, hvor man tilbød terapeutisk vand enten til at drikke eller til at bade i. Kilderne blev anset for at være effektive mod bestemte dårligdomme, og de var meget besøgte. Bortset fra badene ved Skt. Christau var der besynderligt nok ingen af disse steder, der for alvor tiltrak et publikum "udefra" eller fra byerne.

Escot-fontænerne

Stedet ligger 1 km fra landsbyen Escot i Sarrance kommunen. Vandet ser ud til at have været kendt fra gammel tid. Nogle bygningsrester tæt ved kilderne vidner om en rig fortid. Der har været talrige ejere helt op til nutiden, og anvendelsen af vandet har også været meget omskiftelig gennem tiderne.

Jean du Souler de Bedous ejede stedet i slutningen af det 16. århundrede og fik et patent fra Catherine de Bourbon d’Albret, der godtgjorde, at fontænernes kilder kunne bruges som varme bade. Senere fik besøget et vist opsving indtil 1914, men den fulde udnyttelse af fontænerne foregik i årene 1932-34.

Det er vand, som er over 21° varmt, og som tidligere blev brugt mod sygdomme i forbindelse med fordøjelsesbesvær, også de mest kroniske og problematiske, og ved problemer i mavesækken og indvoldene.

Kilden i Taureau (Sarrance)

Det hævdes at Vor Frue af Stenen fik kilden til at springe. Fra hendes fødder løber vandet i en tynd tråd, som skal oplive eller rense den, der bruger det. Gennem tiden har der været opført mange bygninger, som senere blev ødelagt ved vandets kraft. Endnu i dag kan man se en fontæne på stedet.

Badene i Chichit (Aydius)

Badene ligger nedenfor landsbyen Aydius i Barradaområdet ved bredden af floden Aydius. Den nuværende bygning stammer fra det 19. århundrede. De varme bade blev drevet i perioden mellem 1830 og 1934, og stedet kunne i gennemsnit modtage 10-12 beboere hver aften. Kurgæsterne kunne drikke dette jernholdige vand eller tage bad i det, og datidens brugere mente, at vandet kunne lette gigtsmerter på mirakuløs måde. Under besættelsen (1940-44) blev varmvandsinstallationen opgivet og solgt, og bygningen ligger nu hen som en ruin.

Skt. Christaus fontæner (Accous)

Disse tre fontæner findes på vejen mod Iseyepasset og tæt ved et kapel, der er indviet til Skt. Christau, også kendt under navnet Skt. Christau af Aulet (denne beskytter af talrige kilder er ofte skudt ind i stedet for Antikkens stedlige vandånder).

Man besøgte Skt. Christau af Aulet på den 16. august (denne helgens festdag), men også besøg på den 25. juli skulle kunne gavne dyrene og beskytte mod fare, oversvømmelse, hagl, lynnedslag, storme, epidemier og dødsfald.

De tre fontæner lå med nogle få meters afstand:

• Mod øst havde man badefontænen (et primitivt middelalderligt badekar af udhugget sten og dækket af en tøndehvælving, der er dekoreret på indersiden med en maske), der havde den virkning at fjerne dårligdomme, mens den samtidig havde virkning overfor febertilstande, lumbago og epilepsi.
• Den midterste fontæne havde virkning mod øjensygdomme og døvhed.
• Den vestlige fontæne lindrede migræner og hudsygdomme (fnat og spedalskhed). Det sidste forklarer, at der lå en pestkirkegård ved Aulet i 1569.

I dag findes kun badefontænen, som er blevet renoveret. Vandføringen er dog yderst beskeden, og tilmed har vandet fundet vej frem til overfladen til venstre for badeanlægget, som derfor er helt tørt.