Helge Schrøder

Helge Muxoll Schrøder (født 27. november 1924 i Horsens, død 2. marts 2012 i Jonstorp, Skåne[1]) var en dansk eliteroer, der vandt sølvmedalje ved sommer-OL 1948 i London i firer uden styrmand sammen med Helge Halkjær, Axel Bonde Hansen og Ib Larsen.

Bonde Hansen roede sammen med de øvrige fra sølvbåden i Horsens Roklub, og båden var rent faktisk ikke danske mestre, men da mestrene fra Køge Roklub stillede op i firer med styrmand, var vejen banet for Horsens-roerne. Ved OL blev båden slået af Italien i det indledende heat og måtte igennem et opsamlingsheat, hvor en sejr gav plads i semifinalen. Danskerne var i heat med Storbritannien, og det blev et tæt løb, som danskerne vandt, måske fordi briterne ramte en bøje undervejs.[2] I finalen var den danske kvartet oppe mod italienerne og en amerikansk båd. Italienerne tog hurtigt spidsen, mens danskerne kæmpede i det urolige vand med at holde retningen. Da det endelig lykkedes at få en stabil retning, var det umuligt at hente italienerne, der vandt med omkring en bådlængde. Amerikanerne var nogenlunde lige så langt bagefter på tredjepladsen.[2]

Året efter vandt de fire Horsens-roere danmarksmesterskabet i firer uden styrmand.[3]

Senere skiftede Schrøder til Bagsværd Roklub, og ved sommer-OL 1952 i Helsingfors var han med i otteren. Denne båd blev sidst i sit indledende heat, men vandt derpå opsamlingsheatet og gik videre til semifinaleopsamlingen. Dette blev endestationen, idet båden blev sidst i sit heat.

Noter

  1. ^ "Helge Muxoll Schrøder Biography". www.sports-reference.com. Hentet 2013-05-28.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  2. ^ a b Gunnar Hansen og Vagn Hansen, red. (1948). Olympiadebogen. London - St. Moritz 1948. Samlerens Forlag. s. 48-50.
  3. ^ "Danske Mesterskaber - Herre firer uden styrmand, M4-" (PDF). Dansk Forening for Rosport. Hentet 2011-09-12.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)

Kilde og ekstern henvisning