Hedelærke

Hedelærke
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Aves (Fugle)
Orden	Passeriformes (Spurvefugle)
Familie	Alaudidae (Lærker)
Slægt	Lullula Kaup, 1829
Art	L. arborea
Videnskabeligt artsnavn
Lullula arborea (Linnaeus, 1758)
Hjælp til læsning af taksobokse

Hedelærke (Lullula arborea) er en mindre spurvefugl, der er udbredt i størstedelen af Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Den lever i større lysninger i nåleskove eller på heder med spredtstående træer. I Danmark er den almindeligst som ynglefugl i Midt-, Vest- og Nordjylland, men findes spredt over hele landet.

Arten er kendt for sin smukke sang, der har givet anledning til slægtsnavnet Lullula. Hedelærken er den eneste art i slægten. Den kendes fra den lidt større sanglærke på bl.a. lys øjenbrynsstribe og kortere hale samt en meget anderledes stemme.

Udseende

Hedelærken er en 15 centimeter stor fugl, der ligner de andre beskedent farvede lærker. Den kan på nært hold kendes på lyse øjenbrynsstriber, der mødes i nakken samt på en mørk og en lys plet i vingekanten. Flyvende fugle kendes på kort hale uden hvidt i de yderste styrefjer.

Stemme

Sangen er smuk og vedvarende som hos mange andre lærker. Den består af 3-5 sekunder lange rækker af lyde i faldende tonehøjde, f.eks. ly-ly-ly.... Den kan både fremføres fra jorden, fra en trætop eller i sangflugt, hvor den kan ses cirkle syngende over samme sted i over en halv time. Arten er kendt for at være natsanger, især ved måneskin.

Hannens sang kan høres fra ankomsten i marts til klækningen af det første kuld unger i april og igen i forbindelse med andet kuld samt om natten. Dog kan enlige hanner høres synge hele sommeren.

Hedelærkens videnskabelige slægtsnavn Lullula, givet af Johann Jakob Kaup i 1829, stammer oprindelig fra den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc de Buffon (1707-1788), der gav fuglen navnet "Lulu" på grund af dens sang.^[1]

Kaldet er et karakteristisk, blødt og smukt klingende dlyd-dlyd eller ty-li-ti.

Udbredelse

Hedelærken findes i alle europæiske lande bortset fra Island og Irland. Grænsen for udbredelsen i øst følger Volga-flodens løb til det vestlige Iran. I syd findes den i Mellemøsten og i den nordlige bjergrige del af Afrika samt på de større øer i Middelhavet. Den største europæiske bestand findes i Spanien, hvor den dog er gået tilbage på grund af mere intensiv landbrugsdrift.

I Norden findes hedelærken i det sydøstligste Norge, Mellem- og Sydsverige samt det sydligste Finland. I Danmark findes den over hele landet, men er gået stærkt tilbage siden 1950'erne. Den findes nu især i Midt-, Vest- og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Djursland.

Hedelærken er fortrinsvis en trækfugl, der ankommer i marts og trækker bort i oktober. Den overvintrer i det vestlige og sydvestlige Europa.

Føde

Hedelærken finder sin føde på jorden og lever ynglesæsonen af insekter som biller, græshopper og sommerfuglelarver samt edderkopper og udenfor ynglesæsonen lever den primært af frø ^[2]

Ynglebiologi

I Danmark forekommer oftest to kuld årligt. Det første kuld, på normalt fire æg, lægges i første del af april og det andet kuld, på oftest fem æg, midt på sommeren.

Reden anlægges på jorden skjult i vegetationen, f.eks under en busk. Redebygningen varer 2-7 dage, længst tid bruges på reden til første kuld. Æggene ruges udelukkende af hunnen i 13-15 dage. Hun forlader kun reden i en halv til en hel time dagligt for at fouragere. Ungerne fodres af begge mager i 9-15 dage. De er flyvefærdige, når de 16 dage gamle.

Noter

Kilder/Eksterne henvisninger

• Jørgen Rabøl (red. Hans Hvass), Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 8, side 43-46. ISBN 87-423-0076-2.
• Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. ISBN 87-12-01619-5.
• Dansk Ornitologisk Forenings beskrivelse af hedelærke

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hedelærke