Hazara

Hazara, 1879–1880
Hesaarernes levesteder er vist med mørkegrønt

Hazara (persisk: هزاره) er et persisktalende folk, som primært bor i den centrale Hazarajat region i Afghanistan. Hazarerne udgør cirka 9 % af Afghanistans befolkning og er dermed omtrent den tredjestørste etniske folkegruppe i landet,[1] omend data om landets etniske sammensætning er usikker.[2] Der findes også betydelige grupper hazara i Quetta i Pakistan samt i Iran.

Etymologi

Ordet Hazara stammer mest sandsynligt fra ordet tusindpersisk: هزار - hazār.

Historie

Hazarafolkets oprindelse er uklar. Det er tydeligt, at Hazarafolket har en historisk tilknytning til det mongolske folk såvel som det tyrkiske. Genetiske undersøgelser viser en stærk fremtræden af haplogrupper, som forbindes med efterkommere af Djengis Khans soldater og i mindre mål er tadjikiske haplogrupper repræsenteret. Sproget henhører under dialekter af dari

Første gang hazaraer er nævnt, var hos Babur i det tidlige 16. århundrede og senere af historikerne Shah Abbas fra Safavid-dynastiet. Det er oplyst, at de konverterede til shia-islam i det 16. århundrede og begyndelsen af det 17. under Safavid-perioden.

Før 1893 udgjorde Hazarafolket lidt over 67 % af hele befolkningen, men efter et folkemord, som blev startet af Abdur Rahman Khan, blev over 60 % af hazarafolket massakreret.[3]

Sprog

Hazaraere, som lever på landet, taler Hazaragi, en østlig dialekt af det persiske sprog, men med mange mongolske låneord.

Mange af de urbane hazaraere, som bor i større byer som Kabul og Mazari Sharif, taler ikke mere hazaragi, men en mere udtalt persisk dialekt.

Til for nylig, var der nogle få hazaraer nær Herat, som endnu talte det mongolske sprog.

Religion

Den blåe Moské, som er den største shia-muslimske moské i Afghanistan.

Hazaraere er overvejende shia-muslimer. De fleste er fra Tolver-sekten, og nogen er fra Ismaili. Eftersom den største del af afghanerne praktiserer sunni-islam, kan dette være en af årsagerne til, at hazaraere bliver diskrimineret. Hazaraere konverterede muligvis fra sunni-islam under Ilkhanatet-herskeren Oljeitu (1304-1316) eller i den første fjerdedel af det 16. århundrede i de tidlige dage af Safavid-dynastiet. Ikke desto mindre er det et faktum, at en minoritet er sunni-muslimer. Sunni-hazarere er blevet tilknyttet ikke-hazara stammer, mens de, som praktiserer ismaili, altid har været adskilte fra resten af hazaraerne på grund af deres religiøse tro og politiske standpunkter.

Hazara stammer

Hazarafolket har altid været opdelt i forskellige stammer. Daizangi er den største stamme og repræsenterer 57.2% af hele Hazara-befolkningen.

Noter

  1. ^ Afghanistan i tal, Udenrigsministeriet, januar 2015, arkiveret fra originalen 6. september 2021
  2. ^ "Afghanistan". The World Factbook. cia.gov. Hentet 6. september 2021.
  3. ^ "Diaries of Kandahar (1884–1905)". Hazara.net. Hentet 2012-10-21.

Eksterne henvisninger

FolkeslagSpire
Denne artikel om folkeslag eller etnografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Medier brugt på denne side

Khanty beauty.jpg
Forfatter/Opretter: Irina Kazanskaya from Moscow, Russia, Licens: CC BY 2.0
Khanty girls
Thunderbird on Totem Pole.jpg
Forfatter/Opretter: Dr Haggis, Licens: CC BY-SA 3.0
Thunderbird on top of Totem Pole in Thunderbird Park in Victoria, BC Canada. Taken by Dr Haggis on 29JUL04
Blue mosaic mosque, Kabul.jpg
Forfatter/Opretter: Step from Amherst, USA, Licens: CC BY 2.0
Mosque, Blue mosaic, Kabul, Afghanistan
Ethnolinguistic Groups Afghanistan EN.svg
Forfatter/Opretter: United States Central Intelligence Agency's World Factbook. Vectorized by Furfur. Translated by Alternative Transport, Licens: CC BY-SA 3.0
Ethnolinguistic map of Afghanistan
Hazaras of Afghanistan in 1879-80.jpg

Behsudi Hazara Chiefs (Hazaras of Behsud)

Photograph, a posed group portrait of Besudi Hazara chieftains taken by John Burke in 1879-80, possibly at Kabul in Afghanistan. Burke accompanied the British army into Afghanistan in 1878 and worked steadily in the hostile environment of Afghanistan and the North West Frontier Province, recording military and topographical scenes as well as the peoples of the country during the Second Afghan War (1878-80). Burke also photographed many darbars or meetings that took place between British combat leaders and Afghan chiefs which led to the uneasy peace treaties characteristic of the campaign. His two-year Afghan expedition produced a visual document which resulted in his achieving significance as the photographer of the region of the Great Game (the Anglo-Russian territorial rivalry).