Havekarse
| Havekarse | |
|---|---|
 Havekarse (Lepidium sativum). | |
 De spiseklare kimplanter af havekarse. | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Brassicales (Korsblomst-ordenen) |
| Familie | Brassicaceae (Korsblomst-familien) |
| Slægt | Lepidium (Karse) |
| Art | L. sativum |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Lepidium sativum L., 1753 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Havekarse (Lepidium sativum) eller karse er en étårig plante, der bruges som krydderurt i vestlig madlavning. Andre steder i verden betragtes den som et plagsomt og invasivt ukrudt.
Beskrivelse
Havekarse er en étårig, urteagtig plante med en stiv opret vækst. Stænglen er rund i tværsnit, hårløs og dækket af en tynd, blålig dug. Øverst forgrener stænglen sig med nogle få sideskud. De små blomster er samlet i endestillede, aksagtige stande. De enkelte blomster er 4-tallige og regelmæssige med hvide eller rosa kronblade. Frugterne er ægformede sammentrykte skulper med få frø.
Rodsystemet er en kraftig pælerod med mange, tynde siderødder.
Højde x bredde og tilvækst: 0,50 x 0,25 m (50 x 25 cm/år).
Hjemsted
Arten har sin naturlige udbredelse fra Ægypten og Etiopien via Mellemøsten og Iran til Pakistan. Den foretrækker lysåbne voksesteder med en jord, der er fugtig i foråret, men som i øvrigt er tør og veldrænet.
I Tehsil Shakargarh District Narowal i Pakistan vokser arten som markukrudt sammen med bl.a. agersvinemælk, almindelig fuglegræs, almindelig svinemælk, almindelig ærteblomst, Asphodelus tenuifolius (en art af affodil), bladløs fladbælg, burresnerre, Fumaria indica (en art af jordrøg), giftig rajgræs, hestebønne, indisk stenkløver, liden ravnefod, Orobanche aegyptiaca (en art af gyvelkvæler) og rød arve[1].
Aktive stoffer
Alle dele af planten indeholder de smagsgivende stoffer, ethylisothiocyanat, benzylisothiocyanat[2] og phenylacetonitril (benzylcyanid), og desuden betydelige mængder folsyre, c-vitamin, jern og kalcium.
Anvendelse
Planten anvendes næsten udelukkende i kimstadiet som smagsgiver og "grønt drys" på mange kolde kødretter og smørrebrød som æggemad, rejemad og kartoffelmad.
Karsen kan let dyrkes i eget køkken ved at lægge letspredte karsefrø på et lag af gennemfugtet bomuldsvat eller køkkenrulle, der vandes regelmæssigt, til karsen er spiseklar på en lille uges tid.
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
Noter
- ^ Zaheer-ud-Din Khan og Andleeb Anwar Sardar: A Checklist of the Vascular Plants of Tehsil Shakargarh District Narowal, Pakistan Arkiveret 26. marts 2017 hos Wayback Machine (engelsk)
- ^ David J. Williams, Christa Critchley, Sharon Pun, Mridusmita Chaliha og Timothy J. O’Hare: Differing mechanisms of simple nitrile formation on glucosinolate degradation in Lepidium sativum and Nasturtium officinale seeds (Webside ikke længere tilgængelig), hvor det bl.a. fremgår: ”Glucosinolater er svovlholdige glykosider, der findes i planter af Korsblomst-familien, og som planten kan hydrolysere ved hjælp af enzymet myrosinase eller helt uden enzymer til først og fremmest isothiocyanater eller enkle nitriler. Fra et helsesynspunkt er isothiocyanaterne ganske vigtige, da de er væsentlige for aktiveringen af kræftbekæmpende enzymer. To af de kraftigste aktivatorer er benzylisothiocyanat (BITC), som findes i havekarse (Lepidium sativum)....” (engelsk)
Eksterne henvisninger
| ||||||||||
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Malte, Licens: CC BY 3.0
Gartenkresse, ausgewachsen