Hans Holbein den yngre

Hans Holbein den yngre
Hans Holbein the Younger, self-portrait.jpg
Selvportræt af Hans Holbein den yngre, Galleria degli Uffizi.
Personlig information
Fødtca.  1497
Augsburg, Bayern, det tysk-romerske Rige
Dødmellem 7. oktober og 29. november 1543 (45 år)
London, England
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Portræt af Erasmus af Rotterdam, 1523. Oile og tempera på træ, National Gallery, lån fra Longford Castle.
Portræt af Thomas More, 1527. Oile og tempera på eg, Frick Collection, New York City.

Hans Holbein den yngre (1497 i Augsburg1543 i London) var en tysk maler.

Basel

I faren, Hans Holbein den ældre, havde han en dygtig lærer; endnu før denne forlod han utilfreds sin fødeby, og i Basel, hvortil han kom 1515, udfoldede hans talent sig forbavsende frodigt og hurtigt. Allerede inden ankomsten til Basel havde han malet en Madonna (1514), nu i Basels Museum som så mange af Holbeins andre ungdomsværker. En bordplade, hvorpå han malede en kræmmer og nogle aber, der stjæler hans gods (Museet i Zürich), gjorde ham populær ved dets gode humør og malerisk illuderen (brevet og brillerne på bordet var lige til at tage på), egenskaber, hvorved han også ofte senere tog sine bysbørn med storm, som når han på en af sine billedudsmykninger af husfacader malede en malerpotte så grangivelig, så det så ud, som om den var glemt deroppe af maleren.

Selv de mindste opgaver tog han op: skilte (det morsomme skoleholderskilt i Basels Museum), mønsterdragter, ekslibris, tegninger af alskens bohave, tegninger for træsnit til forskellige bøger, og ved denne sin virksomhed, som han holdt fast ved også i sine velmagtsdage, idet han som kongelig engelsk maler gav masser af tegninger til guldsmedearbejder, øvede Holbein en almendannende smagsindflydelse, der i betydning nok kunne sættes ved siden af de impulser, han også gav den "store" kunst. Hans nære forhold til bogtrykker Johann Froben blev ham til megen gavn, gav meget arbejde og knyttede ham til Erasmus af Rotterdam.

En af hans tidligste succeser var således hans 82 med få, friske pennestrøg givne satiriske randbilleder til Erasmus’ værk Daarskabens Pris. Også i borgmester Jakob Meyer fik han en velmenende mæcen; for ham malede han 1516 de to udmærkede portrætter af ham selv og hustru (Museum i Basel, der også ejer de fuldt så betydelige forstudier dertil), og for ham udførte han ca. 10 år senere sit måske berømteste værk: Borgmester Meyers Madonna med den husmoderlige, hyggelige, hjertevindende Madonna og donatorfamilien knælende i inderlig, trohjertet andagt (den lykkelig restaurerede original i museum i Darmstadt; den ca. 100 år senere udmærkede kopi i Dresdens Galleri gjaldt længe for originalen).

Nogle tarvelige kopier giver kun svage forestillinger om hans virksomhed ved facadeudsmykning og lignende under et ophold 1517 i Luzern. Næste år har han rimeligvis været i Italien; den sans for storladen stil og frigjorte former, der kendetegner Holbeins kunst i modsætning til de fleste andre samtidige tyske maleres, havde han vel alt fået vakt under barndomsindtrykkene i Augsburg ved dens livlige forbindelse med Italien; man mærker den f.eks. i hans forstående benyttelse af renaissancemotiver i billedernes arkitektur, i anvendelsen af antikke dragter, som synes en reminiscens fra Mantegna’s træsnit, men et billede fra denne tid som det stærkt overmalede Nadver (Basels Museum) tyder på selvsyn af italiensk kunst (Leonardo da Vincis Den sidste nadver).

Efter at Holbein 1519 var blevet optaget i malerlavet i Basel, malede han her det fortrinlige brystbillede af den lærde Boniface Amerbach (Basels Museum), der selv var en ivrig samler af Holbeins værker, og gav tegninger, ofte af stor linjeskønhed, til glasmalerier (f.eks. en passionssuite), smagfulde våbenbilleder og påbegyndte 1521 udsmykningen af den store rådhussal med billeder, hvis emner var borgerdyd, og hvis stof var hentet fra den antikke historie og Det Gamle Testamente (Charondas’ Offerdød, Zaleukos etc.), monumentalopgaver, som han, hvad de få rester af udkastene viser, har løst med stor kunstnerisk frihed og dramatisk kraft.

Medens han var i lag med dette arbejde, malede han (1521) Kristus i Graven, en udmærket naturalistisk ligstudie (Basels Museum), og i det følgende femår var han sysselsat med større religiøse værker som: Madonna fra Solothurn (1522), med den skønne, sjælfulde gudsmoderskikkelse, to fløjbilleder med hellige (Karlsruhe Museum), den berømte, af sandrart i de højeste toner priste, nu ved overmaling skæmmede passionstavle (Basels Museum) i otte fremstillinger, prægede på en gang af dyb følelse og næsten italiensk skønhedsblik, alterfløjene i Freiburg im Breisgau med deres dygtige clairobscur-virkning samt de monokrome Smertensmand og Smertensmoder i Basels Museum omtrent fra samme tid som ovennævnte berømte meyerske Madonna er de to små, fine portrætter (Basels Museum) af Magdalena Offenburg (Lais Corinthiaca, Kærlighedsgudinden).

Imidlertid trak det op til uvejr i Basel, billedstormen var i anmarch, og kunsterne frøs, som Erasmus udtrykte sig. Kendskabet til denne mand, som Holbein har skildret i flere portrætter (det lille mesterværk i Louvre, udmærkede forstudier i Basel; et portræt i engelsk privateje; fra senere tid det glimrende titelblad im Gehäuse foran Erasmus’ værker) bragte ham ud over vanskelighederne, idet Holbein på hans anbefaling til Thomas More efteråret 1526 rejste til England.

England

Holbeins kone og børn. Malet under hans ophold i Basel 1528
Kunstmuseum Basel

I London, hans fremtidige hjem, blev han ført mere og mere over mod portrætkunsten. Han malede selvportræt (engelsk privateje), en stor portrætgruppe af Thomas Mores familie (kun originalskitsen tilbage, Basels Museum), billeder af ærkebiskop Warham (Lambeth House og Louvre), biskop Stokesley (Windsor), hofastronomen Nicholas Kratzer (1528, Louvre), Th. Godsalve med søn (Dresdens Galleri) etc.

Med hans stigende ry blev også interessen for ham varmere nede i Basel, hvor han opholdt sig 1528-31 og atter 1538; under det første ophold malede han det i dets jævnhed så ægte og usminkede portræt af sin kone og sine børn (Basels Museum), Melanchton (1529, Museum i Hannover) samt for rådhussalen de nu forsvundne Rehabeam og Saul’s og Samuel’s Møde, som imidlertid to bevarede udkast giver høje tanker om; under det lille svip til Basel 1538, hvor Holbein kom "klædt i Fløjl og Silke", gjorde man alt for ved fordelagtige tilbud at holde på ham, og Holbein gav løfter for fremtiden, som dog de stærke bånd og de mange opgaver, der knyttede ham til England, hindrede ham i at indfri.

Portrætter

Portræt af Henrik VIII, 1536

I England var Thomas More vel en falden storhed, men købmændene i Stahlhof i London gav ham nok at bestille, og fra begyndelse af 1530’erne skriver sig en række værdifulde holbeinske portrætter, især af tyske købmænd (Georg Gisze [1532, Museum i Berlin] etc.); desuden udførte Holbein omtrent på den tid de to store, nu kun gennem en skitse (Louvre) og småkopier bekendte vægbilleder, Rigdommens og Armodens Triumf for Hansa-Huset.

1536 blev Holbein kongelig maler hos Henrik VIII; allerede denne konges ægteskabsprojekter gav Holbein adskilligt at tage vare på: hans portræt fra 1536 af Jane Seymour (Hofmuseet i Wien) er et af hans allerfineste; næste år udførte hen et gruppebillede af samme dronning, kongen og dennes forældre i Whitehall-slottet; selve fresken er gået til grunde, men de bevarede stykker kartons til billederne viser, at de bekendte oliebilleder af Henrik VIII, ikke af Holbein, kan føres tilbage til den her skabte type.

Endnu samme år tog han under en tre timers seance en studietegning af dronningemnet Christine af Danmark, enkehertuginden af Milano (af det udmærkede portrætmaleri i Arundel Castle findes en moderne kopi i det nationalhistoriske musuem i Frederiksborg), og 1539 malede han Anna af Cleve (Louvre), et billede, der ved sit hele pålidelighedspræg modsiger fabelen om, at Holbein ved at male hende for skøn skulle have forledet kongen til ægteskab, og i ethvert fald nød Holbein også efter den tid i fuldt mål kongens bevågenhed; endelig har Holbein i et miniaturbillede (Windsor) foreviget også Katharina Howards træk.

Til de her lejlighedsvis omtalte portrætter må føjes som vigtige led i en historiske oversigt over Holbeins portrætkunst billeder som: Portræt af en ubekendt mand (1511, Darmstadt), det tidligste, man har af Holbeins hånd, Thomas More (privat eje, London), Sir Guildeford (1527, Windsor), den gamle mand i Pradomuseet i Madrid, Sir Tuke (München), hovedværket De to Gesandter (1533, kom 1892 fra Longford Castle til National Gallery), falkoneren Chesemann (Haag), Prins Edvard som barn (Hannover), Sir Southwell (1536, Uffizi), guldsmeden Moretto (Dresdens Galleri), der har udført mange pragtarbejder efter Holbeins tegning, og kongens gamle livlæge, J. Chamber, i Wiens Hofmuseum, som også ejer et udmærket billede af en ubekendt dame — denne portrætkunst, der i sit slags hører til verdens ypperste: så ærlig, uopstillet og objektiv, måske ikke loddende de største dybder, men træfsikker og jævn; dens pensel dvæler nænsomt og kærlig ved enkeltheder og giver ofte bitingene selvstændig malerisk værd (f.eks. i billedet af Gyze), men den glemmer ikke de store linjer, tegningens fine silhuetvirkning og sætter ofte lokalfarven op i brede, dekorative flader af stor harmonisk virkning (ofte blå baggrund).

Portrættegning af sir Thomas Parry, ca. 1538, Windsor Castle.

Hans ry som portrætkunstner skylder han dog allermest sine tegninger (sølvstift, tusk, rødkridt) med de sikre hårfine konturer, det lyslevende præg og udførte med en betagende lethed og overlegenhed; det er gerne studier i marken, idet Holbein udførte dem meget nøje efter levende model og på grundlag af dem atter udførte malerierne. Ca. 80 sådanne findes i Windsor Castle. På miniaturmaleriets område har Holbein ydet fremragende arbejder; han slutter sig nærmest til Lucas Horenbout.

Også i sine mange tegninger for træsnit (disse ofte skårne af Hans Lützelburger)[1] har Holbein virket i høj grad befrugtende, allerede fordi han har stillet sig til tjeneste for tidens bærende reformatoriske og humanistiske tanker, men også fordi han er en fortæller af rang, der i knappe omrids giver just det centrale, således i de 91 blade til Det Gamle Testamente og i den berømte genremæssige dødedanscyklus. Dødedansmotivet har Holbein behandlet endnu tidligere, med stor dramatisk og dekorativ evne, på en dolkeskede samt i dødedansalfabetet.[2] Af hans mange tegninger for kunstindustrielle formål[3] kan mærkes udkastene til kaminen og uret (Britisk Museum) og til Seymour-Pokalen (Oxford).

Værker

Se også

Kilde

Ældre litteratur fra Salmonsens

  • Biografier af Hegner, 1827
  • R.W. Wornum, London, 1867
  • Alfred Woltmann, Holbein und seine Zeit, 2. udgave, 2 Bind, 1873—76
  • Mantz, Paris, 1879
  • Knackfuss, 4. oplag, 1902
  • Gustaf Leithäuser, Hans Holbein der jüngere in seinem Verhältnisse zur Antike und zum Humanismus, Hamburg, 1886
  • H. A. Schmid, Hans Holbein der Jüngere Entwicklung 1515—26, Basel, 1892
  • Rudolf Kelterborn, Hans Holbein. Sitten- und Lebensbild aus der Reformationszeit, Zürich, 1898
  • Pierre Gauthiez, Holbein, Paris, 1907
  • Ganz, Hans Holbein, 1912
  • Emmanuel Fougerat, Hans Holbein, Paris, 1914

Reference

  1. ^ Paul Ganz, Die Handzeichnungen Hans Holbeins des Jungeren, 1910 ff.
  2. ^ Alexander Goette, Holbein’s Totentanz u. seine Vorbilder, Strassburg, 1897
  3. ^ Édouard His, Dessins d’ornements de hans Holbein, Paris, 1886

Eksterne henvisninger


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

Medier brugt på denne side

Sir Thomas Parry, by Hans Holbein the Younger.jpg
Portrait of Sir Thomas Parry. Black and coloured chalks, pen and Indian ink on pink-primed paper, 25.4 × 18.6 cm, Royal Collection, Windsor Castle.

The scholar Paul Ganz did not attribute this drawing to Holbein, but K. T. Parker, in his study of the Windsor drawings, did so hesitantly. He wrote: "The attribution is particularly difficult. Ganz's omission of the drawing may not be unjustified; but in spite of a rather soft and flabby dilineation, there is yet much of Holbein in it, and the way in which the hat badge is rendered in a separate sketch could not accord better with his common practice" (Parker, p. 57). Sir Thomas Parry, also Parrie or ap Harry (1515–60), worked for Thomas Cromwell in the 1530s, when Holbein probably drew this portrait study. He later became a household official of Princess Elizabeth, who made him a Privy Councillor on her accession in 1558. Reference

  • K. T. Parker, The Drawings of Hans Holbein at Windsor Castle, Oxford: Phaidon, 1945, OCLC 822974, p. 81.
Hans Holbein the Younger, self-portrait.jpg
The gold background is of a later date. According to art historian John Rowlands, "Although this drawing has been enlarged on all sides and heavily reworked, enough of it still shows to allow the assumption that the original work was executed by Holbein. The inscription, although late in date, evidently records an earlier one, of which slight traces remain. There is no evidence to suggest that Holbein ever executed a painted portrait based on this drawing". Painted versions of the drawing by other hands exist, including one by Lucas Horenbout, in which the left-handed Holbein is holding a paintbrush. Art historian Stephanie Buck notes that Holbein's direct gaze suggests he was looking into a mirror. Holbein died not long after completing this self-portrait, probably of the plague.
Hans Holbein Jane Small.jpg
Forfatter/Opretter: Hans Holbein den yngre , Licens: CC-BY-SA-3.0
Portrait miniature of Mrs Jane Small, formerly Mrs Pemberton, watercolour on vellum in a decorated case, by Hans Holbein, ca. 1536.
Holbein-erasmus.jpg
Portrait of Desiderius Erasmus of Rotterdam with Renaissance Pilaster.
Retrato de la esposa del artista con sus dos hijos, por Hans Holbein el Joven.jpg
The artist's family. Oil and tempera on paper, subsequently cut out and mounted on wood, 76.8 × 64 cm. Kunstmuseum Basel.


The portrait was most probably painted shortly after Holbein's return to Basel from England in 1528. Based on an entry in the Amerbach inventory of 1587, it is believed to show his wife, Elsbeth (born Binzenstock, and previously wife of the deceased tanner Ulrich Schmid), whom he had married in 1519. Also in the picture are his two eldest children, Philipp, born around 1522, and Katherina, born around 1526. Holbein's two youngest children, Jakob and Küngold, were born around 1529 and 1530.


Originally the figures were painted on paper. Subsequently, they were cut out round the outlines and stuck to a dark panel. Part of the fringes of the picture were lost in the cutting, including the full date (bottom right corner). Scholars have called this work, which was influenced by the religious iconography of the madonna, one of the most personal of Holbein's portraits. (References: Buck, pp. 75–76; John Rowlands, Holbein: The Paintings of Hans Holbein the Younger, Boston: David R. Godine, 1985, ISBN 0879235780, p. 31; Christian Müller; Stephan Kemperdick; Maryan W. Ainsworth; et al,. Hans Holbein the Younger: The Basel Years, 1515–1532, Munich: Prestel, 2006, ISBN 3791335804, pp. 403–405.)
Hans Holbein the Younger - The Ambassadors - Google Art Project.jpg
Jean de Dinteville, French Ambassador to the court of Henry VIII of England, and Georges de Selve, Bishop of Lavaur. The painting is famous for containing, in the foreground, at the bottom, a spectacular anamorphic, which, from an oblique point of view, is revealed to be a human skull. Armenian carpet vishapagorg rug from the Central Anatolia is on the table.
Solothurn Madonna, by Hans Holbein the Younger.jpg
The Solothurn Madonna. Limewood, 140.5 × 102 cm, Kunstmuseum, Solothurn.


The Solothurn Madonna was Holbein's first attempt at an ambitious Madonna. It was commissioned by Basel's town secretary, Johannes Gerster, and his wife Frau Barbara Guldinknopf. The piece takes the form of a sacra conversatione, a depiction of a group of saints around the Virgin Mary. The purpose of the work was probably that of an epitaph in the northern tradition, a devotional piece in memory of the family. According to art historians Oskar Bätschmann and Pascal Griener, the bishop on the left giving arms to a beggar is St Martin, and the knight on the right is one of the saints martyred for their faith in the Theban legion. He may be St Ursus, a saint connected with the church of St Martin in Basel, which had received some bones, supposed to be of St Ursus, unearthed at Solothurn in 1473. Art historian John Rowlands speculated that the bishop might be St Nicholas, who is depicted on his mitre, and the knight perhaps St George.


By the 17th century, the painting was lost, but it was rediscovered in 1864 in a tiny chapel at Grenchen, near Solothurn, in a parlous condition and riddled with woodworm. It was repainted unsatisfactorily by the restorer and faker Andreas Eigner, somewhat in the style of the Nazarene movement. The restoration of 1971 returned it to a version as close to the original as possible given the irreparable damage. (References: Bätschmann & Pascal Griener, pp. 98–100; John Rowlands, Holbein: The Paintings of Hans Holbein the Younger, Boston: David R. Godine, 1985, ISBN 0879235780, p. 127; Pascal Griener, "Alfred Woltmann and the Holbein Dispute, 1863–71", in Mark Roskill & John Oliver Hand (eds), Hans Holbein: Paintings, Prints, and Reception, Washington: National Gallery of Art, 2001, ISBN 0300090447, pp. 215–17.)