Hans Christian Cornelius Mortensen
- Der er flere personer med dette navn, se Hans Mortensen.
Hans Christian Cornelius Mortensen | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 27. august 1856 Ballerup Kommune, Danmark |
Død | 7. juni 1921 (64 år) Viborg, Danmark |
Gravsted | Viborg Kirkegård |
Uddannelse og virke | |
Tilknyttet | Viborg Katedralskole |
Beskæftigelse | Ornitolog, lærer |
Elever | Johannes V. Jensen |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Hans Christian Cornelius Mortensen,også kaldet Fugle-Mortensen (27. august 1856 i Jonstrup – 7. juni 1921 i Viborg) var en dansk ornitolog. Han var den første i verden til systematisk at bruge ringmærkning af fugle til videnskabeligt formål.
Hans Chr. C. Mortensen blev født i Jonstrup på Sjælland. Han blev student i 1874 og forsøgte sig derefter både med det teologiske og medicinske studium samt med zoologistudiet uden at fuldføre nogen af dem. Til trods herfor blev han ansat som lærer ved forskellige skoler i Københavnsområdet, og i 1888 kom han til Viborg Katedralskole som adjunkt. Her blev han senere udnævnt til overlærer (lektor). Han giftede sig i 1891 med lærerkollegaen Ingeborg Cathrine Lemming.
Hans første forsøg med ringmærkning fandt sted med stære i 1899. Mortensen opfandt en såkaldt stærenapper, et fangstapparat, som gjorde, at han så at sige fik stærene serveret på sit skrivebord. Det huskedes også i lang tid efter, hvorledes han kravlede rundt på Viborgs hustage for at ringmærke byens storke. Han ”frikøbte” ænder, der var fanget i fuglekøjer på Fanø med midler fra Carlsbergfondet[1], ringmærkede dem og slap dem fri, for på den måde at kortlægge ændernes rejserute.[2]. Fra 1899 til sin død i 1921 ringmærkede han personligt omkring 6000 fugle.
Sammen med bl.a. Eiler Lehn Schiøler var han medstifter i 1906 af Dansk Ornitologisk Forening.
I 1952 blev der i Viborg afsløret en mindetavle for Hans Chr. C. Mortensen. Tavlen er anbragt på den gamle katedralskoles mur ud mod Latinerhaven. På mindetavlen kan læses et lille vers, som er skrevet af én af Mortensens elever, digteren Johannes V. Jensen:
"Hans vid og sindrighed bar frugt
hvorom der går i verden ry.
Han fulgte fuglen på dens flugt,
selv blev han i den stille by."
Hans Christian Cornelius Mortensen er begravet på Viborg Kirkegård.
Litteratur
- Helmuth Spanggård: Ornitologen Hans Chr. Cornelius Mortensen i Viborg by og egn FØR & NU, bd. VI, Viborg 2001.
- Jesper Bønløkke et al.: Dansk Trækfugleatlas, København 2006.
Noter
- ^ "Hans Christian Cornelius Mortensen – ringmærkningens opfinder" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 19. juli 2011. Hentet 26. marts 2009.
- ^ H.Chr.C. Mortensen: Mærkede spidsænder på Fanø
Eksterne henvisninger
- Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hans Christian Cornelius Mortensen
- Hans Christian Cornelius Mortensen – ringmærkningens opfinder Arkiveret 19. juli 2011 hos Wayback Machine
- Ringmærkningen i Danmark: fra Mortensen til nu Arkiveret 19. april 2008 hos Wayback Machine
- Hans Christian Cornelius Mortensen på gravsted.dk
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter:
This file was made by Lars Schmidt, and should be credited as: Photo: Lars Schmidt.
If you make use of this picture outside of the Wiki community, an email too (wikipixi(a)gmail.com) would be appreciated. |
Mindetavle for Hans Chr. C. Mortensen, placeret i Latinerhaven i Viborg.
"Hans vid og sindrighed bar frugt hvorom der går i verden ry. Han fulgte fuglen på dens flugt,
selv blev han i den stille by."(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Gravsten for ornitolog Hans Christian Cornelius Mortensen og hustru Ingeborg Lemming Mortensen. Placeret på Viborg Kirkegård.