Hamilkar Barkas

Hamilkar Barkas
Personlig information
Født	275 f.v.t. Karthago, Tunesien
Død	228 f.v.t. Júcar[1], Spanien
Dødsårsag	Drukning
Børn	Hamilcar Barcas eldste datter, Hamilcar Barcas mellomste datter, Hamilcar Barcas tredje datter, Hasdrubal, Mago Barca, Hannibal
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Officer, politiker
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Hamilkar Barkas eller Barka (Punisk: 𐤇𐤌𐤋𐤒𐤓𐤕𐤟𐤁𐤓𐤒, transskription: Ḥomilqart Baraq; ca. 275 -228 f.Kr.) var en karthaginsk general og statsmand. Han var leder af Barcid-familien og far til Hannibal, Hasdrubal og Mago. Han var også svigerfar til Hasdrubal den fagre.

Hamilkar ledede de karthagiske landstyrker på Sicilien fra 247 f.Kr. til 241 f.Kr., i de sidste stadier af den første puniske krig. Han holdt sin hær intakt og førte en vellykket guerillakrig mod romerne på Sicilien. Hamilkar trak sig tilbage til Kartago efter fredsaftalen i 241 f.Kr. – efter Karthagos nederlag. Da lejesoldatkrigen brød ud i 239 f.Kr. blev Hamilkar tilbagekaldt til den karthaginsk hær og medvirkende til at afslutte denne konflikt med succes. Hamilkar ledede den karthagiske ekspedition til den Iberiske Halvø i 237 f.Kr., og udvidede i otte år Karthagos kontrol over område på den Iberiske Halvø, inden han døde i kamp i 228 f.Kr. Han kan have været ansvarlig for at skabe den strategi, som hans søn Hannibal implementerede i den anden puniske krig for at bringe den romerske republik tæt på nederlag.

Hamilkar skilte sig ud fra sin tids karthager, som følge af dels sine militære og diplomatiske færdigheder, ligesom han besad en høj grad af patriotisme. Kun sin søn Hannibal overgik ham på disse parametre, hvilket sandsynligvis kunne tilskrives Hamilkar selv og hans træning og indflydelse på sønnens opvækst. En historiker bemærkede, at havde han ikke været far til Hannibal, ville Hamilkars sicilianske front måske have fået mindre opmærksomhed.^[2] Hamilkar menes at have været den bedste kommandør under den første puniske krig, og som mand placerede Cato Hamilkar lidt over de fleste ledere, inklusive de fleste romere.^[3] Som følge af dels hans personlige indflydelse på lejesoldaterne og de omkringliggende afrikanske folk, dels hans overlegen strategi og en vis held,^[4] knuste Hamilkar oprøret inden 237 f.Kr. midt i lejesoldatskrigen, som var præget af grusomme grusomheder begået af begge sider.^[5]

De ellers lempelige vilkår, som Rom havde givet Kartago i kølvandet på den første puniske krig, samt Roms venlige opførsel under lejesoldaterkrigen kunne have givet anledning til en lang periode med fred mellem de to magter, men erobringen af Sardinien viste sig at være en hæmsko for dette. I henhold til Polybius var årsagerne til den anden puniske krig som følger:

• Hamilkar mente, at Kartago havde opgivet Sicilien for tidligt i forbindelse med den første puniske krig. Hamilkar havde i denne sammenhæng været ubesejret og blev tvunget til at slutte fred. Den efterfølgende lejesoldatskrig viste dog, at Karthago besad yderligere militærstyrke.
• Den romerske besættelse af Sardinien og derefter Korsika viste, at romerne var utroværdige og villighede til at blande sig, når de fandt det passende – uagtet gældende traktater mellem magterne. Dette er den anden og vigtigste årsag til den anden puniske krig.^[6] Dette havde skabt modvilje blandt mange puniske borgere, og Kartago havde intet håb om at modstå Rom i deres svækkede tilstand.
• Hamilkars og hans families succes på den Iberiske Halvø, som genopbyggede karthagernes finanser og skabte en stående hær, gav Karthago midlerne til at modstå Rom.

Baseret på dette og Hannibals ed udleder nogle historikere, at Hamilkars aktiviteter efter lejesoldaterkrigen var rettet mod en kommende krig med Rom, som blev arvet af hans sønner. Nogle historikere har yderligere foreslået, at Hamilkar udtænkte strategien for at invadere Italien ved at krydse Alperne samt Hannibals kamptaktik.^[2] Uden puniske kilder, som kunne bruges til at krydshenvise disse teorier, forbliver disse dog blot spekulationer.

• Baker, G. P. (1999). Hannibal. New York: Cooper Square Press. ISBN 0-8154-1005-0.
• Bath, Tony (1995). Hannibal's Campaigns. New York: Barnes & Noble Books. ISBN 0-88029-817-0. or Patrick Stephens, Cambridge, England 1981. ISBN 0-85059-492-8.
• Bagnall, Nigel (2005). The Punic Wars. New York: Thomas Dunne Books/St. Martin's Press. ISBN 0-312-34214-4.
• Goldsworthy, Adrian (2003). The Fall of Carthage. London: Cassell. ISBN 0-304-36642-0.
• Geus, Klaus (1994), Prosopographie der Literarisch Bezeugten Karthager, Orientalia Lovaniensia Analecta, Vol. 59, Studia Phoenica, No. 13, Leuven: Peeters, ISBN 9789068316438. (tysk)
• Hoyos, Dexter (2007). Truceless War: Carthage's Fight for Survival, 241 to 237 BC. Leiden, Netherlands; Boston, Massachusetts: Brill. ISBN 978-90-474-2192-4.
• Huss, Werner (1985), Geschichte der Karthager, Munich: C.H. Beck, ISBN 9783406306549. (tysk)
• Lancel, Serge (1999). Hannibal. Wiley-Blackwell. ISBN 0-631-21848-3.
• Lazenby, John Francis (1998). Hannibal's War. Norman: University of Oklahoma Press. ISBN 0-8061-3004-0.
• Lazenby, John Francis (1996). The First Punic War. Stanford: Stanford University Press. ISBN 1-85728-136-5.
• Miles, Richard (2011). Carthage Must be Destroyed. London: Penguin. ISBN 978-0-14-101809-6.
• Rankov, Boris (2015). "A War of Phases: Strategies and Stalemates". I Hoyos (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 149-166. ISBN 978-1-4051-7600-2.
• Scullard, Howard H. (2006). "Carthage and Rome". I Walbank (red.). Cambridge Ancient History: Volume 7, Part 2, 2nd Edition. Cambridge: Cambridge University Press. s. 486-569. ISBN 978-0-521-23446-7.

• Warry, John (1993). Warfare in The Classical World. Salamander Books Ltd. ISBN 1-56619-463-6.
• Lancel, Serge (1997). Carthage A History. Blackwell Publishers. ISBN 1-57718-103-4.

• Livius.org: Hamilkar Barca Arkiveret 2013-01-22 hos Wayback Machine
• Cornelius Nepos: Hamilkars liv