HMS Terror (1813)

HMS Terror
HMS "Terror" i isskruningerne
Karriere
Navn	HMS Terror
Type	Bombardergalliot
Historie
Værft	Robert Davy værft, Topsham
Bestilt	30. marts 1812
Køl lagt	september 1812
Søsat	19. juni 1813
Skæbne	Forlist ved King William Island, Canada, 22 April 1848
Tekniske data
Skibsklasse	«Vesuvius»
Tonnage	340
Længde	31 meter
Bredde	8,2 meter
Dybgang	3,8 meter
Maskine	20-hk-dampmaskine
Kraftkilde	sejl
Besætning	67
Bestykning	1 × 13 i (330 mm), 1 × 10 i (254 mm) mortér
v d r

(c) Kennonv fra en.wikipedia.org, CC BY-SA 3.0

Øen hvor HMS Terror forliste ved

HMS Terrors undergang. Gravering af George Back

HMS "Terror" var en bombardergalliot tegnet af Henry Peake og konstrueret af den britiske marine, Royal Navy. Skibet var bevæbnet med en 254 mm mortér og en 330 mm mortér.

Krigstjeneste

"Terror" tjenestegjorde i 1812-krigen mod USA. Under ledelse af John Sheridan deltog skibet i bombardementet af Stonington i Connecticut fra 9. til 12. august 1814. Skibet deltog også ved Fort McHenry i slaget ved Baltimore 13. til 14. september samme år. Angrebet på Fort McHenry inspirerede Francis Scott Key til at skrive The Star-Spangled Banner. I januar 1815 var "Terror" involveret i angrebet på St. Marys i Georgia. Efter krigen blev skibet lagt op frem til 1828, da det igen blev sat i tjeneste i Middelhavet. Den 18. februar 1828 gik hun på grund nær Lisboa. Senere blev hun trukket fri og taget ud af tjeneste efter reparationer.

Tjeneste i Arktis og Antarktis

Bombardergallioter måtte bygges solidt for at kunne tåle rekylen fra 3-tons mortere. Dette indebar også, at fartøjerne var specielt velegnede til tjeneste i Arktis. En solid konstruktion kunne være med på at holde skibet intakt under dette områdets ekstreme vejrforhold og klima. I 1836 fik George Back kommandoen over skibet i en ekspedition til den nordlige del af Hudsonbugten. Målet var at gå ind i bugten Repulse Bay inuitbosættelsen Naujaat, hvor mandskaber skulle gå i land for at finde ud af, om Boothia-halvøen var en halvø eller en ø.

"Terror" nåede imidlertid ikke frem til Repulsebugten og måtte overvintre ud for øen Southampton Island (inuit:Salliq). Et sammenstød med et isbjerg i foråret 1837 gjorde skaderne værre. Da Back formåede at strande skibet på Irlands kyst, var det i så dårlig forfatning, at det var nær ved at synke.

Ross-ekspeditionen

"Terror" blev repareret og fik der efter i opdrag at sejle med HMS Erebus til Antarktis. Denne ekspedition var under kommando af James Clark Ross. Francis Crozier var kaptajn på "Terror". Ekspeditionen varede fra 1840 til 1843. Skibene havde tre ture i antarktiske farvande: De krydsede Rosshavet to gange og sejlede gennem Weddellhavet, sydøst for Falklandsøerne. Vulkanen Mount Terror på Rossøen er opkaldt efter skibet.

Franklin-ekspeditionen

I 1845 blev John Franklin givet i opdrag at finde Nordvestpassagen, og dermed en hurtigere vej fra Europa til Stillehavet (ekspeditionen er kendt som Franklin-ekspeditionen). Franklin fik HMS "Erebus" og HMS "Terror" til sin disposition. Skibene blev udrustede med dampmotorer på 20 hestekræfter og skrogene blev forstærkede med jernplader inden rejsen til Arktis. Franklin kommanderede ekspeditionen fra "Erebus". Crozier havde atter kommandoen over "Terror". Ekspeditionen skulle ibdsamle magnetiske data i den kanadiske del af Arktis samt krydse Nordvestpasagen. Passagen var tidligere blevet kortlagt fra østsiden og vestsiden men aldrig været gennemsejlet.

Ekspeditionen sejlede fra Greenhithe den 19. maj 1845. Skibene blev sidst set af britiske hvalfangere, da de sejlede ind i Baffinbugten i august 1845. Det tog lang tid før eftersøgningsaktioner blev sat i gang, blandt andet fordi skibene var udstyrede med delvis hermetiserede madforsyninger, som skulle vare i tre år. Efter to år blev der igangsat flere eftersøgningsaktioner, både private og offentlige. Disse aktioner blev igangsatte både fra britisk og amerikansk side. Mange flere liv gik tabt under eftersøgningsaktionerne, men man fik alligevel indsamlet information, som gav et sammensat billede af hvordan det var gået med ekspeditionen. Begge skibe var blevet siddende fast i isen og forladt af mandskaberne, som alle døde af kulde og udmattelse under et anstrengende forsøg på at nå Fort Resolution, 970 km i sydvestlig retning. Flere ekspeditioner helt til nyere tid, hvor lig er blevet fundet og undersøgt, samt historier fortalt gennem generationer blandt inuitter, har givet ny information. Hermetikken, mandskaberne spiste af, var sandsynligvis blyforgiftede, og sulten kan have drevet de tilbageværende til kannibalisme.

Eftersøgninger

I årene 1848 til 1854 brugte Storbritannien 760.000 pund på at lokalisere deres forsvundne søhelt og hans to skibe. Mere end 40 ekspeditioner, langt de fleste engelske, blev sendt ud for at løse gåden. Men de første nyheder om Franklin-ekspeditionens skæbne skete først i 1854, da polarforskeren John Ross fik kontakt med en gruppe inuitter under et ophold ved Pelly Bay i nordligste Canada. Inuitterne fortalte Ross, at de fire år tidligere havde truffet en gruppe på 40 syge og udhungrede mænd, som trak en jolle og et par slæder efter sig. Senere var inuitterne stødt på 30 omkomne sømænd, der lå stivfrosne i telte og under en jolle, der var vendt på hovedet i et desperat forsøg på at holde kulden ude. Rae købte flere genstande af inuitterne, bl.a. astronomiske instrumenter og en medalje, der havde tilhørt Franklin. John Raes opdagelser fik Franklins kone til at sponsorere endnu en eftersøgning af sin mand. Da eftersøgnings-ekspeditionen nåede øen King William i 1859 fandt den knoglerester af besætningsmedlemmerne fra HMS Terror og HMS Erebus. Mest opsigtsvækkende var fundet af et dokument underskrevet af Francis Crozier, kaptajnen på HMS Erebus. Dokumentet var dateret til den 25. april 1848 og beskrev, hvordan begge skibe var blevet forladt efter at have været frosset fast i isen siden september 1846, og at de 105 overlevende planlagde at begive sig sydpå. Især en note i marginen af dokumentet sprang i øjnene. Her stod: “Franklin døde den 11. juni 1847”.

Den canadiske regering kundgjorde den 15. august 2008 igangsættelsen af en 6-ugers eftersøgningsaktion, finansieret med 75.000 canadiske dollar. Isbryderen CCGS "Sir Wilfrid Laurier" skulle forsøge at finde "Terror" og "Erebus". Det formodes, at eftersøgningsaktionen også havde den hensigt at styrke Canadas position for suverænitet over store dele af Arktis.

Fundet af HMS Erebus i 2014 fik Parks Canada til at intensivere eftersøgningen af HMS Terror, og den 12. september 2016 blev det meddelt, at et vrag, som svarede til beskrivelsen af "Terror", var fundet ved King William Islands sydkyst.^[1] Fundstedet er hemmeligholdt for at beskytte det mod plyndring. Skibene er opførte på listen National Historic Site of Canada.^[2][3]

Fundet af HMS Terror

Den 3. september 2016 fandt forskningsskibet Martin Bergman skibsvraget af HMS Terror. 170 års eftersøgning var med ét slut. Selvom forskningsskibet havde moderne teknologi ombord var det et pålideligt tip fra en inuit, der bragte forskerne på sporet af Franklins skib. Seks år tidligere i 2010 havde den lokale inuit "Sammy Kogvik" set noget stikke op fra isen” på vej til sin hjemstavn Gjoa Haven. Da Martin Bergmann lagde anker ved Gjoa Haven i 2016 fortalte Kogvik om sit fund, og de canadiske udforskere besluttede at lægge ruten om og tjekke Sammy Kogviks tip.

Noter

1. ^ Watson, Paul (2016-09-12). "Ship found in Arctic 168 years after doomed Northwest Passage attempt". The Guardian. Hentet 2016-09-13.
2. ^ "National Historic Sites of Canada System Plan". Parks Canada. 2009-05-08. Arkiveret fra originalen 24. september 2005. Hentet 2013-08-30.
3. ^ "National Historic Sites of Canada System Plan map". Parks Canada. 2009-04-15. Arkiveret fra originalen 29. maj 2006. Hentet 2013-08-30.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til HMS Terror (1813)
• Dødsskib fundet i Arktis Arkiveret 11. september 2021 hos Wayback Machine (kilde)
• Erebus og Terror, fra nettstedet Cool Antartica (engelsk)

v d r Polarekspeditioner Grønlandsekspeditioner Graahs ekspedition 1828-31 Konebåds-ekspeditionen 1883-85 Pearys ekspedition til Grønland 1891-1892 Den østgrønlandske ekspedition 1891-92 Amdrupekspeditionen 1898-1900 Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 Danmark-ekspeditionen Alabama-ekspeditionen 1909-12 1. Thule-ekspedition 1912 2. Thule-ekspedition 1916-18 3. Thule-ekspedition 1919-20 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932-33 Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 British Arctic Air Route Expedition Nordvestpassagen Frobishers ekspeditioner 1576-1578 Davis ekspeditioner 1585-1587 Halls ekspeditioner 1605-1607 Hudsons ekspedition 1610 Jens Munks ekspedition 1619-1620 Coppermine-ekspeditionen 1819–1822 Franklin-ekspeditionen 1845 Rae–Richardsons arktiske ekspedition 1848 McClures arktiske ekspedition 1850 Lady Franklin Bay ekspeditionen 1881-1884 Fram-ekspeditionen 1898-1902 Gjøa-ekspeditionen 1903-1906 Den kanadiske polarekspedition 1913—1918 HMS Terror (1813) Nordøstpassagen Chancellors ekspedition 1553 Stephen og William Boroughs ekspedition 1556 Pets og Jackmanns ekspedition 1580 Barents' 1. ekspedition 1594 Barents' 2. ekspedition 1595 Barents' 3. ekspedition 1596 1. Kamtjatka-ekspedition 2. Kamtjatka-ekspedition Vega-ekspeditionen Maud Nordpolsekspeditioner Tyske Nordpolsekspedition 1869 Polaris-ekspeditionen 1871 Østrig-Ungarnske Nordpolsekspedition 1872–74 Jeannette-ekspeditionen 1879–81 Amundsens nordpolsekspedition Britiske Arktisekspedition 1875-1876 Den norske Nordhavsekspedition 1876-1878 Dijmphna-Ekspeditionen 1882—83 Fram-ekspeditionen 1893-96 (Fram) Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894-97 Andrées polarekspedition 1896–1897 Zieglers nordpolsekspedition Sydpolsekspeditioner Første russiske antarktisekspedition 1819-21 Challenger-ekspeditionen 1872-76 Dundee-ekspeditionen 1892–93 Antarctic-ekspeditionen 1894-1895 Belgica-ekspeditionen 1897-1899 Valdiva-ekspeditionen 1898-1899 Southern Cross-ekspeditionen 1898-1900 Den svenske antarktisekspedition 1901–03 Gauss-ekspeditionen 1901-1903 Discovery-ekspeditionen 1901-1904 Scotia-ekspeditionen 1902-1903 Charcots første ekspedition 1903–05 Nimrod-ekspeditionen 1907–09 Charcots anden ekspedition 1908–10 Den japanske antarktisekspedition 1910–12 Den australasiatiske antarktisekspedition 1911-14 Fram-ekspeditionen 1910-1912 Terra Nova-ekspeditionen 1910-1913 Den tyske antarktisekspedition 1911–13 Endurance-ekspeditionen 1914-1917 Norvegia-ekspeditionerne 1927-1931 Thorshavn-ekspeditionerne 1931-1937 Byrds 1. ekspedition 1928-1930 Byrds 2. ekspedition 1933-1935 Tyske antarktisekspedition 1938–1939 Danske polarforskere Georg Carl Amdrup Vitus Bering Kaj Birket-Smith Jacob Christian Demant Bloch Jørgen Brønlund Willi Dansgaard Knud Ellitsgaard-Rasmussen Bent Fredskild Peter Freuchen Achton Friis Børge Fristrup Paul Gelting W.A. Graah Preben Gudmandsen Niels Steen Gundestrup Niels Peter Høeg Hagen Godfred Hansen Bent Hasholt Gudmund Hatt Gustav Holm A.P. Hovgaard J.A.D. Jensen Jens Gundahl Knudsen Eigil Knuth Johan Peter Koch Lauge Koch A.N. Kornerup Johannes Krüger Helge Larsen Therkel Mathiassen Jørgen Meldgaard Ejnar Mikkelsen Harald Moltke Ludvig Mylius-Erichsen Jørgen Münter Carl Petersen Didrich Pinning Christian Pingel Alf Erling Porsild Morten P. Porsild Hans Pothorst Knud Rasmussen Hinrich Rink Jens Rosing Hans Peder Steensby K.J.V. Steenstrup Lars Stemmerik William Thalbitzer Jens Vahl A.H. Vedel Theodor Zeilau Norske polarforskere Roald Amundsen Eivind Astrup Andreas Beck Olav Bjaaland Carsten Borchgrevink Lars Christensen Tryggve Gran Helmer Hanssen Sverre Hassel Hjalmar Johansen Erling Kagge Carl Anton Larsen Fridtjof Nansen Børge Ousland Kristian Prestrud Peder Ristvedt Johannes Skolp Jørgen Stubberud Otto Sverdrup Oscar Wisting Gunnar Østrem Amerikanske polarforskere Richard E. Byrd Frederick Cook George W. DeLong Elisha Kane Robert Peary Paul Siple Britiske polarforskere Pelham Aldrich Horatio Thomas Austin George Back William Baffin Frederick William Beechey Edward Belcher Stephen Borough William Borough David Buchan Thomas Button Robert Bylot Richard Chancellor Richard Collinson Samuel Gurney Cresswell Francis Crozier John Cunningham John Davis Luke Foxe John Franklin Martin Frobisher Vivian Fuchs James Hall Henry Parkyns Hoppner Henry Hudson Edward Augustus Inglefield Frederick George Jackson Thomas James Henry Kellett Skeffington Lutwidge George Francis Lyon Albert Hastings Markham Francis Leopold McClintock Robert McClure George Mecham Arthur Fleming Morrell George Nares Erasmus Ommanney Sherard Osborn William Edward Parry Constantine Phipps, 2. baron Mulgrave James Clark Ross John Ross Edward Sabine Robert Falcon Scott Ernest Shackleton Henry Frederick Stephenson H.G. Watkins Hugh Willoughby Svenske polarforskere Hans W:son Ahlmann Alfred Gabriel Nathorst Adolf Erik Nordenskiöld Otto Nordenskjöld Louis Palander Islandske polarforskere Pálmi Hannesson Canadiske polarforskere Trevor Lloyd Vilhjálmur Stefánsson Franske polarforskere Jean-Baptiste Charcot Joseph Paul Gaimard Paul-Émile Victor New Zealandske polarforskere Edmund Hillary Italienske polarforskere Umberto Nobile Russiske polarforskere Fabian Gottlieb von Bellingshausen Mikhail Petrovitj Lazarev Vasilij Vasilevitj Prontjisjtjev Maria Prontjisjtjeva Semjon Ivanovitsj Tsjeljuskin Ferdinand von Wrangel Tyske polarforskere Carl Koldewey Alfred Wegener Nederlandske polarforskere Willem Barents Joris Carpolus Jacob van Heemskerk Jan Huygen van Linschoten Cornelis Corneliszoon Nay Anthur Pet Jan Corneliszoon Rijp Brand Ijsbrantszoon Tetgales Portugisiske polarforskere João Vaz Corte-Real Se også: Inuit