Guano
Fuldriggeren Europa sejlede fra byen Callao i det nuværende Chile til Liverpool og New York med last af guano.
Guano er et låneord (fra spansk guano, fra quechua wanu 'møg, gødning').[1] Guano var oprindeligt betegnelsen for fugleekskrementer og flagermusekskrementer, indtørret og ophobet på naturlig måde. Navnet blev først brugt om den fuglegødning, der var aflejret langs Sydamerikas vestkyst. Gødningen, som fandtes i metertykke lag på tørre øer ud for kysten, blev brudt og sejlet til Nordamerika og Europa, hvor den blev forhandlet under navnet "chilesalpeter" eller "perusalpeter".
Senere er guano blevet en fællesbetegnelse for alle slags fuglegødning, herunder også de store mængder gødning fra de industrialiserede kyllingefarme.
Oprindeligt var det inkaerne, der indsamlede guano fra øerne langs med Perus 2.500 km lange kyst til gødning. De vogtede årvågent denne resurse; der var dødsstraf for at forstyrre fuglene eller øerne, hvor de opholdt sig. Den dag i dag håndhæver den peruanske stat streng kontrol med fugleøerne, der regnes som nationale værneområder. Fuglene spiser store mængder olieholdig ansjos, hvad der gør deres afføring særlig værdifuld. Og da det aldrig regner langs med Perus ørkenkyst, hober guanoen sig op. Den indsamles nærmest på samme måde som for hundredvis af år siden. Et sjak arbejdere skraber den op, sorterer den og lægger den i poser. Landbrugsministeriet udvælger årligt omkring 400 mand, der får arbejde i otte måneder som guanosamlere. Mere end 60 % vender tilbage år efter år, og mange af dem er beslægtet. Hvert år begrænses indsamlingen til 2-3 øer, udvalgt efter en omhyggelig vurdering af biologer, for at undgå at forstyrre fugle, der er ved at bygge rede. Målet for indsamlingen er 20.000 tons guano. I juni 2018 var arbejderne halvvejs i årets indhøstning.
Arbejdet er yderst krævende. Der bruges hakke, spade og fejekost for at få guanoen løs; nogle steder ligger den i metertykke lag. Motoriserede hjælpemidler kan ikke benyttes, da terrænet er for brat og glat. Dertil ønsker man ikke at skræmme fuglene væk. Lønnen er omkring 6.000 kroner om måneden, mere end det dobbelte af en gennemsnitsløn i land. Derfor rekrutteres der især arbejdskraft fra den fattige delstat Cajamarca. Det meste af guanoen sælges lokalt i Peru, og subsidieres for at hjælpe de fattige. Omkring en fjerdedel sælges til markedspris i Peru eller til udlandet. [2]
Noter
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: en:User:Acatenazzi, Licens: CC BY-SA 3.0
Taken at La Vieja Island, Paracas National Reserve, Departamento Ica, Peru.
Das Vollschiff EUROPA wurde 1854 für 46.250 Taler bei Johann Lange in Vegesack für die Reederei D.H.Wätjen & Co erbaut. Der Stapellauf war am 25.April 1854, die Länge im Kiel betrug 44,6 m, die Breite 10,2 m, es war vermessen mit 374 Commerzlasten (864 NRT). In den ersten 3 Jahren segelte das Vollschiff unter Kapitän W.J. Ariaans mit etwa 400 Passagieren nach Amerika und mit Tabak und Baumwolle nach Europa zurück. Ein Kohletransport führte die EUROPA 1857 von Cardiff nach Bombay, wo sie von verschiedenen Firmen gechartert mit Fahrten zwischen Calcutta, Bassein, Singapur, Hongkong, Macao, Kanton und Shanghai festgehalten wurde, bis sie im Februar 1860 mit 500 chinesischen Passagieren in Sydney anlegte. 1861 nahm sie unter Kapitän B.v. Hagen die Tabak- und Baumwollfahrt wieder auf, die jedoch 1862/63 und 66- immer für 8-10 Monate - unterbrochen wurde, da die EUROPA von New York aus für Transporte nach Callao von Gildemeisters gechartert wurde. Auf dem Rückweg brachte sie Guano für Liverpool und zwei Ladungen Salpeter für New York. Auf ihrer dritten Fahrt zum Kap Horn brach an Bord Typhus aus. Sechs Mann wurden in das Hospital von Rio eingeliefert, und erst nach vierwöchiger Quarantäne konnte die Reise fortgesetzt werden. Mit Maryland-Tabak kam die Europa nach langer Abwesenheit im August 1867 nach Bremen. Hier wurde sie für 20.000 Taler an die Bremer Reederei Joh. Friedr. Arens verkauft, die den Segler bis 1884 bereederten und weiter an J. Ingmansson, Elleholm (Schweden) verkauften. 1890 ging der Segler verloren.
Die auf dem Gemälde von C. Fedeler dargestellte Bremer Bark UNION trägt wie die EUROPA die Arens´sche Reedereiflagge im Top. Der Segler UNION, gebaut 1863 bei Toby & Littlefield in Portsmouth, N.H. (USA), vermessen mit 1183 BRT, ex SEMIRAMIS gehörte ebenfalls der Reederei Joh. Friedr. Arens unter der Führung von Kapitän Fokken. Später diente der Segler der Deutschen Dampffischereigesellschaft Nordsee in Nordenham als Eistransportschiff.