Greater Cahokia
.png)
Greater Cahokia er den samlende betegnelse for mississippi-kulturens forhistoriske storby Cahokia, Illinois, samt de over 200 anlagte jordhøje[1] og by- og landbrugs-områder,[2] der strakte sig ca. 14 km vest for byen i et smalt bælte.[2]
Greater Cahokia dækkede et areal på mindst 15 km2, hvoraf en lille del lå vest for Mississippi River i Missouri.[3] I storhedstiden (ca. 1050 til 1100) var Greater Cahokia nok befolket af mellem 10.000 til 15.500 borgere.[4]
Områder op til 50 km væk var tilknyttet Greater Cahokia. Sydpå lå bl.a. et stort landbrugsområde, Richland Complex, og i øst rejste jordhøjene med tempelkomplekset Emerald Acropolis sig.[5] Mitchell Site var anlagt 10 km nordpå.[3]
Arkæologer opdeler Greater Cahokia i tre distrikter med diffuse grænser, der hver især havde et tættere bebygget areal omkring anlagte jordhøje: Fra øst mod vest er der Cahokia distriktet, East St. Louis distriktet og St. Louis distriktet i Missouri. De to sidste distriktsnavne skyldes, at både det moderne East St. Louis og St. Louis er grundlagt oven på de indfødte amerikaneres byarealer fra det 11. århundrede.[6] Af samme grund er udelukkende flere af Cahokias menneskeskabte jordhøje forholdsvis intakte.[7]
Greater Cahokia
Generelt om Greater Cahokia
_BHL16534222.jpg)
Fælles for Greater Cahokias tre distrikter var deres hurtige og overraskende opståen i et landskab præget af vand i form af Mississippi River, mindre vandløb, søer, sumpe og vandfyldte lånehuller[7] samt underjordiske bække i kalkstenshuler.[5] Vådområderne og de omgivende arealer menes at have været tillagt hellige kræfter eller magiske egenskaber af Greater Cahokias grundlæggere, og det var nok afgørende for placeringen af deres byer og templer på stedet.[5]
Distrikterne var topstyret af politiske/religiøse ledere i et brud med fortiden.[8]
Byernes sammensatte og til start voldsomt voksende befolkninger[7] boede i grenhytter med et sænket gulv[9] og stråtækt tag.[7] En af mississippikulturens nyskabelser var gravede render i bygningernes omkreds til støtte for præ-fabrikerede ydervægge af flettede grene eller rør.[9] I hvert distrikt stod der desuden iøjnefaldende templer, runde svedehytter og huse af forskellige størrelser og typer. I nogle af bygningerne opbevarede stedets religiøse ledere nok ceremonielle genstande, mens andre tjente som f.eks. små forrådskamre.[2]
Store, åbne pladser[5] mellem monumentale jordhøje[7] samt placeringen af høje og op til en meter tykke markørpæle ved templer og gravhøje var også et fællestræk for de tre distrikter.[10] Flere hundrede afdøde,[6] deriblandt et fåtal fremtrædende folk, blev begravet i især jordhøje med en smal højderyg i længderetningen.[7]
Lånehuller med et areal på op til 12 hektarer lå spredt i Greater Cahokia.[6] Det var derfra jorden og prærieslammet til højene var taget. Visse af dem var nok bevidst gravet rummelige nok til at forvandle dem til store vandhuller med fisk i, når Mississippi River gik over sine bredder.[7] Byboerne benyttede andre af lånehullerne som lossepladser[6] og latrin-områder.[7]
Hvert distrikt havde et eller flere perleværksteder, hvor man fremstillede tusindevis af kunstperler af bl.a. konkylier fra den Mexicanske golf.[11]
Dyrket majs og anden avl fra haven, fisk, svømmefugle samt vildt udgjorde hovedparten af kosten for de arbejdende bybefolkninger.[7] Under folkefester på de centrale bypladser som afslutning på fuldførte ceremonier svælgede indbyggerne i rådyr, svaner, præriehøns og store fisk.[12]
Røgofre til de øverste magter i form af brændte majskolber viklet ind i vævet stof er fundet flere steder i Greater Cahokia. Rester af talrige nedbrændte hytter forklares med hyppige fornyelses-ritualer, hvor cahokianerne med forsæt skilte sig af med alt det gamle.[2]
Da Greater Cahokia begyndte at gå i opløsning efter 1150, afskærmede man de politiske/religiøse lederes bykvarterer fra de omgivende samfund med et højt hegn eller en palisade.[13]
Efter senest 1275 var det storfamilier og frivillige fællesskaber, der stod for initiativerne og aktiviteterne i Greater Cahokia. Væk var topstyringen og med den også elitens prangede bygninger og de overdådige perle-begravelser af folk af rang.[1] Befolkningstallet var nok halveret fra 1050, så der levede mellem 5.000 og 7.000 folk i regionen.[1]
Inden 1350 var Greater Cahokia stort set affolket.[13]
Cahokia distriktet
Storbyen Cahokia lå knap 12 km øst for Mississippi River. Den var centrum i klart det største distrikt af samme navn med et areal på mindst 10 km2.[2] Det strakte sig vestpå i en tynd forgrening langs Horseshoe Lake og gled over i East St. Louis distriktet ca. otte km borte.[2]
Af Cahokias omkring 120 jordhøje[14] er Monks Mound den mest monumentale med en højde på ca. 30 meter og skabt af over 600.000 m3 jord båret hen til højen i kurve.[6] Et antal bygninger knejsede på højens flade top.[7] Det største hus eller tempel havde et gulvareal på mere end 400 m2 (dog muligvis overgået af en 1200-tals bygning på 800 m2).[7] En 24 hektar stor, planeret centerplads (Grand Plaza) strakte sig umiddelbart syd for Monks Mound.[10] Fra det store torv kunne man gå tørskoet gennem et sumpet område til gravhøjen Rattlesnake Mound en km sydpå ad en anlagt, hævet vej.[5]
Omkring to km2 af Cahokia distriktets areal var tætbebygget med mindst 400 strukturer per km2. Resten var et mere åbent terræn med beskedne hytter, haver, åbne pladser, gravede lånehuller, jordhøje og naturlige vådområder.[7]
Mindst syv perleværksteder har været aktive i distriktet.[11]
En mere end tre km lang palisade[13] afskærmede Grand Plaza og Monks Mound fra de mere jævne kvarterer engang efter 1150.[13]
Omkring 1160 lagde en storbrand flere kvarterer øde,[15] muligvis som en kontrolleret handling sådan som det skete i East St. Louis distriktet.
Cahokias elite konstruerede det første ”Woodhenge” af mindst fire mellem 1100 og 1200.[16] Ved hjælp af aflæsninger på en kæmpecirkel af opstillede pæle kunne de fastslå f.eks. solhverv og jævndøgn.[17]
Indbyggertallet faldt til højst 4.500 over midten af 1200-tallet efter en generel udvandring. De tilbageblevne trak deres bebyggelser sammen i mindre klynger.[13]
Lige før eller noget efter indgangen til 1300-tallet var Cahokia stort set affolket.[13]
East St. Louis distriktet
East St. Louis distriktet var det mellemste distrikt med et areal på ca. 2,9 km2.[7] Det lå ca. otte km fra Cahokia mod øst og med Mississippi River to km vestpå. Af alle mississippikulturens bygge- og anlægsprojekter overgik alene Cahokia East St. Louis distriktet.[8]
Distriktet opstod nok sideløbende med at selve Cahokia blev grundlagt, omkring 1050.[2] Tidligt opførte man en jordhøj omkring en ældre køkkenmødding,[2] og 200 år senere[2] hævede i alt 45 menneskeskabte jordhøje sig i distriktet.[7] Ingen af dem eksisterer mere.[2]
En generel flytning fra land til by fandt sted de næste 50 år, så mindst 5.000 indbyggere levede i East St. Louis distriktet ved indgangen til 1100-tallet.[7] En fjerdedel eller flere[7] var tilflyttere fra fjerne egne som Arkansas og Indiana, der følte sig draget af det banebrydende sociale/kulturelle/religiøse eksperiment, der pågik i Greater Cahokia.[7]
Der er fundet spor efter 1500 hytter og andre bygninger som rådslagningshuse eller templer[7] på et 11 hektar stort område. En gren- og stråhytte holdt 10 til 15 år, hvorpå en ny blev bygget på pladsen.[2] Højtstående familier boede i vinkel- eller T-formede huse[2] i særlige bydele, der var tætbebyggede, men mærkeligt nok kun tyndt befolket.[7]
I starten af 1100 tallet hævede og nivellerede bybefolkningen en del af distriktet i Mississippi floddalen ved at påfylde sand- og leragtige materialer. I en periode fungerede det hævede område måske som et åbent torv; et gennemgående element i cahokianernes byplanlægning var store centerpladser.[2] Nye bygninger kom til, f.eks. en rotunde med en diameter på 27 meter.[2]
Fra 1150 fik distriktet over 100 nye hytter,[2] der nogle steder stod så tæt som tre hytter pr. 100 m2. Størrelsen varierede fra fire til 23 m2.[2] Hytterne var ikke ordinære hjem, for de var sjældent beboet. Hyttebyen var omgivet af et dobbelt hegn eller palisade. Alle hytterne brændte omkring 1160-1170, tilsyneladende antændt efter en plan og som et ritual, idet bydelen ikke blev genopført.[2]
Inden starten på 1200-tallet[2] stod Cemetery Mound færdig, nok 100 meter lang og 12 meter høj. Den var bygget op omkring en mindre og tidligere anlagt høj, hvor flere afdøde var blevet begravet i to adskilte grupper, alt efter deres højde. Ved gravhøjens destruktion senest i 1870erne kom meget gravgods i form af f.eks. rørformede kunstperler, lertøj og stenredskaber til syne blandt skeletterne.[2]
En ny tid med udvandring fra distriktet fulgte.[18] Store, folkelige anlægsprojekter som bygningen af et par jordhøje fortsatte,[2] men visse typer helligdomme, som huse i vinkel- og T-form, blev ikke opført mere. De store ceremonier og fester, der havde knyttet bybefolkningen sammen før, ophørte på samme tid.[18]
Omkring 1300 eller senest 1350 var East St. Louis distriktet praktisk talt ubeboet.[8]
St. Louis distriktet
St. Louis distriktet lå lidt isoleret, idet Mississippi River adskilte det fra East St. Louis distriktet et par km østpå.[18]
Både distriktets 26 jordhøje og sporene i jorden af en forhistorisk by gik tabt under storbyen St. Louis’ byggeaktiviteter i 1800-tallet. Mere eller mindre nøjagtige kort fra de første årtier af århundredet viser en åben plads omgivet af jordhøje anlagt i forskellig afstand fra torvet; før St. Louis fik sit moderne navn, var den kendt som Mound City.[6]
I lighed med Greater Cahokias andre distrikter var St. Louis distriktet anlagt nær vand. Mississippi River løb mindre end 500 meter borte, og der var underjordiske vandløb eller fugtige kalkstenshuler under byen og jordhøjene, der var anlagt i et karstlandskab. Et jordfaldshul lå åbent mellem to anlagte jordhøje, og ved foden af Big Mound førte en smal indgang ind til huler under jorden. Indgangen blev forseglet efter 1859 for at stoppe St. Louis’ drenge fra at skulke fra skole ved at gemme sig i hulesystemet. Big Mound eksisterede til 1869.[5]
Vest for St. Louis distriktet ligger Painted Cave. Væggenes malede figurer bestyrker visse arkæologer i deres formodning om, at vand i forskellige former og en magisk underverden var fascinerende elementer, der optog og greb folkemasserne, der samlede sig i Greater Cahokia efter 1050.[5] Egnens jordfaldshuller leverede rødt ”flint-ler” (”flint clay”), som skulptører forvandlede til bl.a. figurer af frøer med en ceremoni-rangle, der igen leder tankerne hen på vådområders centrale plads i cahokianernes verdensbillede.[19]
Referencer
- ^ a b c Tainter, Joseph A.: "Cahokia: Urbanization, Metabolism, and Collapse." Frontiers in Sustainable Villages. Vol. 1 (December 2019). Pp. 1-16.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t Pauketat, Timothy R., Andrew C. Fortier, Susan M. Alt and Thomas E. Emerson: "A Mississippian conflagration at East St. Louis and its political-historical implications." Journal of Field Archaeology. Vol. 38, No.3 (2013). Pp. 210-226.
- ^ a b Emerson, Thomas E., Kristin M. Hedman, Mary L. Simon, Mathew A. Fort, and Kelsey E. Witt: ”Isotopic Confirmation of the Timing and Intensity of Maize Consumption in Greater Cahokia.” American Antiquity. Vol. 85, No. 2. 2020. Pp. 241–262.
- ^ Fritz, Gayle J.: Feeding Cahokia. Early Agriculture in the North American Heartland. University of Alabama Press. 2019.
- ^ a b c d e f g Alt, M. Susan: ”From Weeping Hills to lost Caves. A Search for Vibrant Matter in greater Cahokia.” Pp. 19-39. i Susan M. Alt and Timothy R. Pauketat (Eds.): New Materialisms, Ancient Urbanisms. London and New York. 2020.
- ^ a b c d e f Fowler, Melvin L.: The Cahokia Atlas. A Historical Atlas of Cahokia Archaeology. Springfield. 1989.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s Timothy R. Pauketat, Susan M. Alt, Alleen M. Betzenhauser, Jeffery D. Kructen, AND Erin M. Benson: "Cahokia as Urban Anomaly." Journal of Urban Archaeology. 7 (2023). Pp. 253–274.
- ^ a b c Emerson, Thomas E.: ”An Introdoction to Cahokia 2002: Diversity, Complexity, and History.” Midcontinental Journal of Archaeology. Vol. 27, No. 2 (Fall 2002). Pp. 127-148.
- ^ a b Alt, Susan M. and Timothy R. Pauketat: ”Why Wall Trenches?” Southeastern Archaeology. Vol. 30, No. 1 (Summer 2011). Pp. 108-122.
- ^ a b Alt, Susan M, Jeffery D. Kruchten and Timothy R. Pauketat: ”The Construction and Use of Cahokia's Grand Plaza.” Journal of Field Archaeology. Vol. 35, No. 2 (June 2010). Pp. 131- 146.
- ^ a b Kozuch, Laura: “Shell bead crafting at Greater Cahokia.” North American Archaeologist. Vol. 43, No. 1 (2022). Pp. 64-94
- ^ Pauketat, Timothy R., Lucretia S. Kelly, Gayle J. Fritz, Neal H. Lopinot, Scott Elias and Eve Hargrave: “The Residues of Feasting and Public Ritual at Early Cahokia.” American Antiquity. Vol. 67, No. 2 (Apr., 2002). Pp. 257-279.
- ^ a b c d e f Benson, Larry V., Timothy R. Pauketat and Edward R. Cook: ”Cahokia's Boom and Bust in the Context of Climate Change”. American Antiquity. Vol. 74, No. 3 (Jul., 2009). Pp. 467-483.
- ^ McNutt, Charles H.: Cahokia in Context. Hegemony and Diaspora. University of Florida Press. 2020.
- ^ Pompeania, David P., Aubrey L. Hillmana, Matthew S. Finkenbindera, Daniel J. Baina, Alexander Correa-Metrioe, Katherine M. Pompeanif, Mark B. Abbotta: ”The environmental impact of a pre-Columbian city based on geochemical insights from lake sediment cores recovered near Cahokia.” Quaternary Research. 2018. Pp. 714-728.
- ^ Pauketat, Timothy R.: Cahokia: Domination and Ideology In the Mississippian World. Lincoln. 2000.
- ^ Wittry, Warren L.: ”Cahokia Woodhenge Update.” Archaeoastronomi. Vol. 3, No. 1. (Winter 1980). Pp. 12-14.
- ^ a b c Kristin M. Hedman, Thomas E. Emerson, Matthew A. Fort, John M. Lambert, Alleen M. Betzenhauser, and Timothy R. Pauketat: ”Corn, Climate, and the Human Population of Greater Cahokia.” i Robert A. Cook & Aaron R. Comstock (Eds.): Following the Mississippian Spread. Climate Change and Migration in the Eastern US (ca. AD 1000-1600). Springer Nature Switzerland AG. 2022. Pp. 37-64.
- ^ Emerson, Thomas E.: ”Materializing Cahokia Shamans.” Southeastern Archaeology. Vol. 22, No. 2 (Winter 2003). Pp. 135- 154.
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: isghoul from Dallas, USA, Licens: CC BY 2.0
It's nice being the chief.
Forfatter/Opretter: Michael Hampshire for the Cahokia Mounds State Historic Site., Licens: CC BY-SA 4.0
Michael Hampshire for the Cahokia Mounds State Historic Site.
Forfatter/Opretter: Julia King, Licens: CC BY-SA 4.0
A reconstructed section of stockade wall to the east of Monks Mound.
Forfatter/Opretter: Prayitno / Thank you for (12 millions +) view, Licens: CC BY 2.0
An UNESCO World Heritage
Address : 30 Ramey Street Collinsville, IL 62234
To learn more about this fantastic civilization along Mississippi flood plain visit :
www.cahokiamounds.org(c) Herb Roe, CC BY-SA 4.0
The ceremonial ‘axis’ road dubbed the Rattlesnake Causeway was an elevated embankment about 18 meters wide, 2 meters in depth at points, and nearly a kilometer long that stretched from Cahokia’s Grand Plaza south through the center of the city to the ridgetop Rattlesnake Mound. It is aligned 5 degrees east of north, and forms the central “axis” of Cahokia; constructed early in the sites history and around which the community seems to have been built. Digital illustration. All rights held by the artist, Herb Roe © 2018.
(c) Herb Roe, CC BY-SA 3.0
A diorama showing a en:Mississippian culture elite personage from the en:Cahokia site in en:Collinsville, Illinois. The figure wears a cloth skirt and sash, a engraved en:shell gorget, ear spools and a falcon eye design painted on his face.
Forfatter/Opretter: Hires an editor at engelsk Wikipedia, Licens: CC BY-SA 3.0
I took this picture of the plaque at the Cahokia Mounds site, at the top of Monk's Mound.
Forfatter/Opretter: Thank You (24 Millions ) views, Licens: CC BY 2.0
An UNESCO World Heritage
Address : 30 Ramey Street Collinsville, IL 62234
To learn more about this fantastic civilization along Mississippi flood plain visit : www.cahokiamounds.org
The location is only 6 miles (10 km) to St. Louis, MO, just across the Mississippi River, so it belongs to the state of Illinois.Forfatter/Opretter: Herb Roe, Licens: CC BY-SA 4.0
Artists conception of the Middle Mississippian culture "Emerald Acropolis" mound site near Lebanon, Illinois, USA.
Forfatter/Opretter: James Q. Jacobs, jqjacobs.net, Licens: CC BY-SA 3.0
Cahokia's baseline transects Woodhenge, Monk's Mound, and several other large mounds on the city's east-west axis.
The origin of the Cahokia mounds, by A. R. Crook.
Kort med de omtrentlige grænser for mississippi-kulturens Cahokia - og East St. Louis distrikt, Illinois, samt St. Louis distrikt, Missouri. Monks Mound ses i centrum af Cahokia distriktet. De tre distrikter omtales under ét som Greater Cahokia.