Grønsisken

Grønsisken
	Han.
	Hun.
Bevaringsstatus
	; Ikke truet (IUCN 3.1)
	; Næsten truet (DKRL)
Videnskabelig klassifikation
Domæne	Eukaryota
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Fugle
Orden	Spurvefugle
Familie	Finker
Slægt	Carduelis
Art	C. spinus
Videnskabeligt artsnavn
	Carduelis spinus; (Linnaeus, 1758)
Kort
	(c) I, Gretaz, CC BY-SA 3.0 Udbredelsen af Grønsisken; Sommer Hele året Vinter
Synonymer
	Spinus spinus
	Hjælp til læsning af taksobokse

Grønsisken (Carduelis spinus) er en lille spurvefugl i finkefamilien, som er udbredt i store dele af Europa og Asien. I yngleperioden holder den sig hovedsageligt til nåleskove, men kan resten af året ses i små flokke på jagt efter frø fra birk, el, lærk og rødgran. ^[2] Den er vurderet som næsten truet på den danske rødliste 2019.^[1]

Udseende og kendetegn

Grønsisken er en lille, let fugl,^[3] 11 til 12,5 centimeter i længden^[4] med et vingefang på 20 til 23 centimeter.^[4] Dens vægt ligger mellem 10 og 18 gram.^[4]

Alle dragter er grønlige i grundfarven. Hvor hunnen er mørkt stribet på grågrøn bund, er hannens farver mere klart gulgrønne, og den er mindre stribet. Hannen har desuden en gul overgump, gult bryst og en sort isse og hagesmæk. Vingerne har to gule vingebånd, og halen er kort med gule sider. ^[2]^[3] Ungfugle ligner hunnen, men er grovere stribet. ^[5]

I øvrigt kendes arten bedst på sin kaldestemme, der fra flyvende fugle er et vemodigt, glidende biid, biy, si-ly eller sy-li i et ret højt toneleje. ^[5]^[6]

Udbredelse

Fuglen yngler i et bælte over Nordeuropa og ind i Rusland. Der findes ligeledes en separat bestand i Østasien. Grønsisken er en fåtallig og uregelmæssig ynglefugl i Danmark, men om vinteren kommer en del fugle fra nordligere egne på besøg i landet, og nogle år findes så mange, så man snakker om invasionsår.^[3] De østasiatiske fugle overvintrer i Kina eller længere sydpå.

Ynglebiologi

Par af grønsisken opretholder ikke territorier, men yngler ofte i løse kolonier. Reden er oftest placeret højt til vejrs i nåletræer. Hunnen lægger allerede i slutningen af marts 4-6 æg, forudsat at frøsætningen hos gran er god, ellers knap en måned senere. Æggene udruges af hunnen alene i 11-14 dage. Ungerne er flyvefærdige efter cirka to uger.^[5]

Føde

Den spiser primært frø og i yngletiden desuden insekter. Fuglene er meget adrætte og kan ses hænge med ryggen nedad ligesom mejser. På foderbrættet er de ofte i selskab med gråsisken, hvor de tager både frø og fedt.^[2]

Fotogalleri

(c) Materialscientist at engelsk Wikipedia, CC BY-SA 3.0
Hunnen af grønsisken.
Hannen af grønsisken.
Hunnen af grønsisken.
Hannen af grønsisken.
Hunnen af grønsisken.
Æg af grønsisken.
Hannen af grønsisken.

Noter

^ ^a ^b Grønsisken rødlistevurdering bios.au.dk hentet 18. mars 2022
^ ^a ^b ^c Bønløkke 2007, s. 27.
^ ^a ^b ^c Christensen 2003, s. 107.
^ ^a ^b ^c The Birds of the Western Palearctic [Abridged]. OUP. 1997. ISBN 019854099X.
^ ^a ^b ^c Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, side 450 og 459. Gads Forlag 1987. ISBN 87-12-01619-5.
^ Jon Bjørn Andersen, Skovens fuglestemmer - året rundt, side 159-160. Holkenfeldt, 1992. ISBN 87-7720-338-0

Kilder

Bønløkke, Jesper (2007), Vinterhavens fugle, ConDidact, (en feltguide fra danske-dyr.dk), ISBN 978-87-91697-05-0
Christensen, Jens Overgaard (2003), Gyldendals guide til Fuglene ved skov og hegn, København: Gyldendalske boghandel og Nordisk forlag, ISBN 87-02-02146-3
Lethaby, Nick (1997), Identification of Pine Siskin, Birding World 10(10): 383-6 (omhandler adskillelse af grønsisken fra fyrresisken, C. pinus)

Eksterne henvisninger

Dansk Ornitologisk Forening. "Grønsisken (Carduelis spinus)". Arkiveret fra originalen 27. september 2007. Hentet 2013-08-08.

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Grønsisken

Wikisource har kildemateriale til denne artikel hentet fra Grønsisken i Encyclopædia Britannica fra 1911

Videoer, fotos & lyde fra Grønsisken på Internet Bird Collection
Ageing and sexing af Javier Blasco-Zumeta Arkiveret 24. november 2011 hos Wayback Machine

[bios-1] Grønsisken rødlistevurdering bios.au.dk hentet 18. mars 2022

[Bønløkke-2] Bønløkke 2007, s. 27.

[Christensen-3] Christensen 2003, s. 107.

[BWP-4] The Birds of the Western Palearctic [Abridged]. OUP. 1997. ISBN 019854099X.

[benny-5] Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, side 450 og 459. Gads Forlag 1987. ISBN 87-12-01619-5.

[jon-6] Jon Bjørn Andersen, Skovens fuglestemmer - året rundt, side 159-160. Holkenfeldt, 1992. ISBN 87-7720-338-0

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

Navigation

navigation

Themenportale