Grønlandstraktaten (1984)

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Grønlandstraktaten. (Se også artikler, som begynder med Grønlandstraktaten)
Grønlandstraktaten
Traktat om ændring af traktaterne om oprettelse af De europæiske Fællesskaber for så vidt angår Grønland
{{{image_alt}}}
Grønland og EU
TraktattypeEU-traktat
Underskrevet13. marts 1984
Underskrivelses-
sted
Bruxelles
Effektueret1. februar 1985
UnderskrivereEF's medlemslande i 1984
VærtItalien
Sprogdansk, engelsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk og tysk
Sprog8

Grønlandstraktaten er en traktat fra 1984 imellem EF's medlemsstater vedrørende Grønlands udtrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Grønlands nye forhold til fællesskaberne. Traktaten trådte i kraft den 1. januar 1985 og udmeldte Grønland af EF med virkning fra 1. februar samme år. Traktaten var en følge af Grønlands folkeafstemning om EF-medlemskab i 1982, hvor et flertal af grønlænderne stemte for at forlade EF.

Formål og baggrund

Traktaten skabte rammerne for Grønlands udtrædelse og ændrede i EF's tidligere traktater; som sådan er Grønlandstraktaten en integreret del af EU's traktatgrundlag. I modsætning til Færøerne, der aldrig har været en del af EF og EU, blev Grønland indmeldt i EF som en del af Danmarks Rige, da Danmark indtrådte den 1. januar 1973, selvom et flertal af grønlænderne havde stemt nej ved folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF i 1972. Grønlands beslutning om at forlade EF blev truffet efter indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979.

Ønsket om udmeldelse skyldtes bl.a. spørgsmålet om fiskerirettigheder. Fiskeriet og udnyttelsen af havressourcerne er behandlet i en protokol, der er knyttet til traktaten. Protokollen fastlægger, at EØF-medlemslandene vil importere fiskeriprodukter fra Grønland uden importtold under betingelse af, at europæiske fiskere opnår tilfredsstillende adgang til at fiske i grønlandsk farvand.

Ved Grønlandstraktaten blev Grønland udmeldt af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF (traktatens artikel 1) samt af Det Europæiske Atomenergifællesskab, Euratom (art. 5). Grønland udtrådte også af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, men blev i stedet defineret som hørende til gruppen af oversøiske lande og territorier (art. 3 og 4).

Litteratur

  • Hjalte Rasmussen: Greenland in the process of leaving the European Communit[i]es. Forlaget Europa, 1983. ISBN 87-87733-37-4
  • Fiona Murray: The European Union and Member State Territories : A New Legal Framework Under the EU Treaties. Springer Science & Business Media, 2012. ISBN 978-90-6704-825-5

Eksterne henvisninger

  • "Traktat om ændring af traktaterne om oprettelse af De europæiske Fællesskaber for så vidt angår Grønland". De Europæiske Fællesskabers Tidende. 1. februar 1985. Hentet 1. juli 2016.
  • "Protokol om den særlige ordning for Grønland". De Europæiske Fællesskabers Tidende. 1. februar 1985. Hentet 1. juli 2016.

Medier brugt på denne side