Getama
Getama | |
---|---|
Virksomhedsinformation | |
Grundlagt | 1899 |
Produkt | Møbel |
Eksterne henvisninger | |
Virksomhedens hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Getama er en dansk møbelfabrik som ligger i Gedsted i Nordjylland. Fabrikken laver designermøbler af blandt andre Hans J. Wegner, Nanna Ditzel og Mogens Koch.[1]
Administrerende direktør og hovedaktionær er pr. 2024 Jesper Temp.[2][3] Der var 36 ansatte svarende til 29 årsværk i november 2023. Det var en nedgang fra 54 ansatte og 38 årsværk i januar samme år.[3]
Getamas administrationsbygning og produktionshal nedbrændte 9. februar 2024, hvilket betyder at de foreløbig ikke kan fortsætte møbelproduktionen.[2]
Historie
Fabrikken blev grundlagt af snedkeren Carl Pedersen i 1899 som Gedsted Tang- og Madrasfabrik. Fabrikken lavede madrasser med fyld af tang fra Limfjorden.[1] Tangmadrasserne var behageligere end madrasser med lyng- eller halmfyld, som var almindelige på det tidspunkt, og blev en succes. I 1900 begynder man at levere madrasser til Magasin du Nord i København.[4] Fabrikken udvider med produktion af møbler i 1910.[1] Den indledte i 1949 et samarbejde med møbelarkitekten Hans J. Wegner som designede flere møbler til fabrikken. Wegners møbler gav fabrikken et internationalt gennembrud.[4] Fabrikken har også lavet designermøbler tegnet af blandt andre Nanna Ditzel og Mogens Koch.[1] Fabrikkens blev forkortet til det nuværende "Getama" i 1953.[1]
Fabrikken har flyttet flere gange. Den har nu til huse på Holmarksvej i Gedsted.[2] Den har tidligere ligget i en bygning fra 1936 på Carl Petersens Vej i Gedsted som i 2022 blev indrettet til kulturcenter af foreningen "Kulturfabrikken".[5]
Referencer
- ^ a b c d e "kulturfabrikken", kulturfabrikken-gedsted.dk
- ^ a b c Jacob Andersen; Jan Pedersen (9. februar 2024), "Direktør vækket med trist besked: Virksomheden brænder", Nordjyske.dk
- ^ a b "GETAMA DANMARK A/S", Det Centrale Virksomhedsregister (CVR)
- ^ a b En historie om kvalitet og nyskabelse, Getama
- ^ Ture Damtoft (20. april 2022), ""Kulturfabrik" i Gedsted i gang med ny forening", Vesthimmerlands Avis