Georgij Tjitjerin

Georgij Tjitjerin
(c) Bundesarchiv, Bild 102-12859A / CC-BY-SA 3.0
Personlig information
Født	24. november 1872 Karaul, Tambov oblast, Rusland
Død	7. juli 1936 (63 år) Moskva, Rusland
Dødsårsag	Hjerneblødning
Gravsted	Novodevitjekirkegården
Bopæl	Доходный дом Первого Российского страхового общества (Москва)[1]
Politisk parti	Ruslands socialdemokratiske arbejderparti, Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, Sovjetunionens Kommunistiske Parti
Far	Vasilij Nikolajevitsj Tsjitsjerin
Mor	Georgina Meyendorff
Familie	Boris Chicherin
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Sankt Petersborgs Statsuniversitet
Medlem af	Centralkomiteen i det sovjetiske kommunistparti, Sovjetunionens centrale eksekutivkomité
Beskæftigelse	Musikolog, diplomat, revolutionær, politiker
Fagområde	Diplomati, musik, politik
Deltog i	10. kongres af det Kommunistiske Parti i Rusland (B), 2. kongres af det Russiske Socialdemokratiske arbejderparti
Arbejdsgiver	Parti Socialiste
Kendte værker	Brest-Litovsk-freden, Moskva-traktaten
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Georgij Tjitjerin (russisk: Георгий Васильевич Чичерин tr. Georgij Vasiljevitj Tjitjerin ; født 24 november 1872 i guvernementet Tambov, død 7 juli 1936 i Moskva), var en sovjetisk politiker og udenrigsminister.^[2]

Biografi

Efter at have gjort tjeneste i tsarens diplomatkorps tilsluttede Tjitjerin sig til den socialdemokratiske bevægelse, først til mensjevikkerne og senere til bolsjevikkerne. Han blev tvunget til at flygte fra Rusland i 1904 på grund af sine politiske aktiviteter og tilbragte herefter 14 år i Berlin, Paris, London og Bryssel. Han blev i 1907 sekretær i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis udlandsafdeling, men blev arresteret og året efter udvist fra Tyskland. Ved første verdenskrigs udbrud flygtede han fra Bryssel til London, hvor han blev udnævnt til sekretær for Kommitéen for russiske flygtninge og efter februarrevolutionen i 1917 og afsættelsen af tsaren blev han sekretær i en kommité for de russiske emigranters hjemrejse. På grund af hans krigsmodstand, en opfattelse han delte med Vladimir Lenin, blev han fængslet i Storbritannien, som ønskede, at Rusland skulle fortsætte krigen.

Efter oktoberrevolutionen i 1917 og bolsjevikkernes magtovertagelse lykkedes det Lev Trotskij at få ham frigivet ved en udveksling med den britiske ambassadør, der var fængslet i Rusland.^[2] I januar 1918 kunne han vende tilbage til Moskva, hvor han omgående blev udnævnt til vice-folkekommissær for udenrigsanliggender under Trotskij. Straks efter at freden i Brest-Litovsk blev underskrevet i februar 1918, efterfulgte han Trotskij, da Trotskij havde talt for en mindre kompromisvenlig linje overfor Tyskland og centralmagterne. Som folkekommissær for udenrigsanliggender (udenrigsminister) deltog Tjitjerin i Genuakonferencen i 1922 og underskrev Rapallotraktaten samme år,^[2] der ersattede aftalen fra Brest-Litovsk og indebar, at Rusland fik tabte landområder tilbage, og at diplomatiske forbindelser blev genoprettet med Weimarrepublikken. I december samme år blev Sovjetunionen oprettet.

Tjitjerin trak sig tilbage i 1930.^[2]

Tjitjerin var nevø til den russiske filosof og jurist Boris Tjitjerin.

Referencer

Litteratur

• Tjitjerin, Geogorij i Nordisk familjebok (2. udgave, 1919)