George Orwell

George Orwell Engelsk litteratur Modernismen
Personlig information
Født	Eric Arthur Blair 25. juni 1903 Motihari, Bihar, Indien
Død	21. januar 1950 (46 år) London, Storbritannien
Dødsårsag	Tuberkulose
Gravsted	Church of All Saints cemetery
Nationalitet	Engelsk
Bopæl	Barnhill, London, Paris
Politisk parti	Independent Labour Party
Far	Richard Walmesley Blair
Mor	Ida Mabel Limouzin
Søskende	Marjorie Frances Blair, Avril Nora Blair
Ægtefæller	Eileen O'Shaughnessy (1936-1945), Sonia Brownell (1949-1950)
Barn	Richard Blair
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Wellington College, Eton College (til 1921), St Cyprian's School (til 1917)
Medlem af	Partido Obrero de Unificación Marxista
Fagområde	Scenekunst
Kendte værker	Paris og London på vrangen, Kammerat Napoleon, og andre
Påvirket af	Charles Dickens
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Prometheus Award (1984)
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Eric Arthur Blair (født 25. juni 1903, død 21. januar 1950),^[1] bedre kendt under pseudonymet George Orwell, var en engelsk forfatter og journalist. Orwell var politisk og kulturel kommentator samt romanforfatter og formentlig den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20. århundrede. Blair er bedst kendt for to romaner, Kammerat Napoleon (originaltitel Animal Farm) og 1984 (originaltitel Nineteen Eighty-Four).

Ungdom

Blair blev født den 25. juni 1903 i Motihari, Indien, da landet var en del af det britiske imperium og ledet af den britiske Raj. Blairs far, Richard Walmesley Blair, arbejdede i opiumdepartementet under civiladministrationen. Blairs mor, Ida Mabel Blair (født Limouzin) tog ham med til England, da han var 1 år. Blair så ikke sin far igen før 1907, da hans far var i England i 3 måneder, inden han rejste tilbage til Indien. Blair havde en ældre søster, Marjorie, og en yngre søster, Avril. Blair beskrev senere sin familiebaggrund som "den lavere del af den øvre middelklasse".

Uddannelse

Da Blair var 6 år, blev han sendt til en anglikansk sogneskole i Henley-on-Thames, hvor hans søster tidligere havde gået. Blair har aldrig beskrevet sit ophold på skolen, men han må have gjort et godt indtryk, for 2 år senere anbefalede skolelederen ham til en af de på den tid mest succesrige forberedelsesskoler i England, St. Cyprian's School i Eastbourne, Sussex. Blair havde fået et stipendium, således at hans forældre kunne nøjes med at betale halvdelen af studiet ved St. Cyprian's School. Mange år senere skrev Blair med bitterhed om sin tid på St. Cyprian's i essayet Det var vel nok en dejlig tid (originaltitel Such, Such Were the Joys). Men Blair opnåede imidlertid også stipendier til både Wellington College og Eton, mens han læste ved St. Cyprian's.

Efter et år på Wellington flyttede Blair til Eton, hvor han var fra år 1917 til 1921. Senere skrev Blair, at han havde været "relativt lykkelig" på Eton, der tillod de studerende en rimelig grad af frihed, men han beskrev også, at han holdt op med at lave noget for alvor, efter han kom dertil. Meldingerne om hans akademiske præstationer på Eton varierer; nogle hævder, at han var en dårlig studerende, mens øvrige siger det modsatte. Blair var tydeligvis ikke vellidt af visse lærere, som ikke brød sig om, hvad de opfattede som manglende respekt for deres autoritet. I sin tid på skolen blev Blair venner for livet med adskillige af de senere britiske intellektuelle, blandt andet Cyril Connolly, som senere blev redaktør på tidsskriftet Horizon, som udgav mange af Orwells mest berømte essays.

Burma og de tidlige romaner

Da Blair var færdig med sine studier ved Eton, og da hans familie ikke kunne betale for universitetet, og da han ingen udsigt havde til yderligere stipendier, ansøgte han og blev ansat ved Indian Imperial Police i Burma. Blair endte med at hade imperialismen, og da han i 1927 var på orlov i England, besluttede han sig til at forlade politiet til fordel for forfattererhvervet. Blair brugte senere sine oplevelser som inspiration i Burma i romanen Burma dage (originaltitel Burmese Days) og i essays som f.eks. En hængning (originaltitel A Hanging) og Jeg skyder en elefant (originaltitel Shooting an Elephant).

I 1928 flyttede Blair til Paris, hvor hans tante boede, og hvor han håbede at kunne ernære sig som freelance-journalist. Men mangel på succes tvang ham til at tage arbejde som blandt andet opvasker – beskrevet i hans første bog Paris og London på vrangen (originaltitel Down and Out in Paris and London) fra 1933.

Syg og fattig flyttede Blair tilbage til England i 1929 og brugte sin forældres hus i Southwold, Suffolk som residens. Mens Blair skrev på hvad der skulle blive til Burma dage, foretog han hyppige udflugter som vagabond som led i det, der på det tidspunkt var blevet til et bogprojekt om underklassen. Samtidig bidrog han regelmæssigt med tekster til John Middleton Murrys tidsskrift New Adelphi.

Blair gjorde Paris og London på vrangen færdig i 1932, og bogen udkom tidligt det efterfølgende år, mens han arbejdede som lærer på en privatskole i Hayes, Middlesex. Blair anvendte pseudonymet 'George Orwell' umiddelbart før, Paris og London på vrangen udkom. Det vides ikke præcist, hvorfor han valgte dette pseudonym. Han kendte til og syntes om floden Orwell i Suffolk og fandt tilsyneladende det elegante i fornavnet George tiltrækkende. Han forkastede tre andre potentielle pseudonymer: Kenneth Miles, H. Lewis Allways og P. S. Burton.

Orwell trak på sine erfaringer som lærer i romanen A Clergyman's Daughter, som han forfattede i sine forældres hus i 1934, efter at dårligt helbred havde tvunget ham til at opgive lærergerningen. Fra slutningen af 1934 til begyndelsen af 1936 arbejdede han som deltidsassistent i en boghandel med brugte bøger i Hampstead, hvilket senere blev beskrevet i romanen Keep the Aspidistra Flying fra 1936.

The Road to Wigan Pier

I begyndelsen af 1936 bad Victor Gollancz fra The Left Book Club Blair om at skrive en reportage om fattigdommen blandt arbejderklassen i de kriseramte områder i Nordengland – det blev til bogen The Road to Wigan Pier fra 1937. Første halvdel af bogen er en social dokumentar om hans rejser i Lancashire og Yorkshire, og den starter med en malende beskrivelse af arbejdet i kulminerne. Anden halvdel af bogen er et langt essay, hvori Blair beskriver sin opvækst og udviklingen af sin politiske bevidsthed – og det er samtidig en skarp afstandtagen fra, hvad han opfattede som venstrefløjens uansvarlighed. Gollancz var bange for, at anden halvdel ville støde The Left Book Clubs læsere og tilføjede en udglattende indledning til bogen, mens Blair var i Spanien.

Kort efter at Blair havde færdiggjort sine undersøgelser til bogen, giftede han sig med Eileen O'Shaughnessy.

Den spanske borgerkrig og Hyldest til Catalonien

I december 1936 tog Blair til Spanien for at kæmpe på den republikanske side i den spanske borgerkrig mod Francisco Francos nationalistiske opstand. Selvom han tog af sted på egen hånd, blev han en del af Independent Labour Partys (ILP) gruppe, der bestod af ca. 25 briter, som sluttede sig til militsen under POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista), der var et revolutionært socialistisk parti, der havde tilknytning til ILP. POUM og den radikale fløj af det anarko-syndikalistiske CNT (Confederación Nacional del Trabajo) mente, at Franco kun kunne besejres, hvis arbejderklassen i den spanske republik afskaffede kapitalismen – en holdning der var grundlæggende i strid med det spanske kommunistparti og dets allierede (der fik våben og hjælp fra Sovjetunionen), og som gik ind for en koalition med de borgerlige partier for at slå Franco. I månederne efter juli 1936 fandt der en omfattende social revolution sted i Catalonien, Aragonien og andre områder, hvor CNT stod særligt stærkt. Blair beskrev med stor sympati den egalitære ånd, der herskede, da han ankom til det revolutionære Barcelona i bogen Hyldest til Catalonien (originaltitel Homage to Catalonia).

Blair siger selv, at han kom med i POUM og ikke de kommunistkontrollerede Internationale Brigader ved et tilfælde – men hans oplevelser, især hvordan han med nød og næppe undslap kommunisternes undertrykkelse af POUM i juni 1937, gjorde ham positivt stemt overfor POUM og til anti-stalinist resten af livet.

Mens Blair var ved fronten, blev han skudt i halsen af en snigskytte og næsten dræbt. Han skrev i Hyldest til Catalonien, at folk ofte mente, at det var heldigt, at han overlevede, mens han personligt mente, at det ville have været endnu mere heldigt, hvis han slet ikke var blevet ramt.

2. verdenskrig og Kammerat Napoleon

Efter at være vendt tilbage til Storbritannien ernærede Blair sig som freelance-anmelder, især i New English Weekly (indtil han blev uenig med tidsskriftet pga. dets pacifistiske holdning i 1940) og derefter primært i Time and Tide og The New Statesman. Han meldte sig til Home Guard umiddelbart efter krigens udbrud og modtog senere en medalje.

I 1941 begyndte Blair at arbejde for BBC's Eastern Service, hvor han primært arbejdede med radioprogrammer, der skulle sikre støtte fra Indien og Østasien til Storbritanniens krigsindsats. Han var udmærket klar over, at han arbejdede med propaganda og skrev, at han følte sig som en appelsin, der var blevet trådt på af en meget beskidt støvle. Krigstidens Ministry of Information blev inspirationen til Ministeriet for Sandhed i romanen 1984. Ikke desto mindre gjorde Blair en stor indsats for BBC, hvor han også havde lejlighed til at arbejde tæt sammen bl.a. T.S. Eliot og E.M. Forster. Blairs beslutning om at holde op i BBC i 1943 skete kort tid efter udgivelsen af en rapport, der bekræftede ham i hans bekymring m.h.t. radioudsendelserne, nemlig at der kun var få indere, der lyttede. Det virker også, som om han var utålmodig for at komme i gang med at skrive den bog, der skulle blive til Kammerat Napoleon.

Blair blev litteraturredaktør på Tribune, der var et tidsskrift på venstrefløjen. Her arbejde Blair indtil 1945 og skrev en næsten ugentlig klumme kaldt As I Please.

I 1944 færdiggjorde Blair den anti-stalinistiske allegori Kammerat Napoleon. Bogen udkom det efterfølgende år og blev en stor succes hos både anmeldere og læsere. Bogen bevirkede, at Blair for første gang havde en god indtægt. Mens Kammerat Napoleon var ved at blive trykt, forlod Blair Tribune for (i en kort periode) at blive krigskorrespondent for The Observer. Han var en nær ven af The Observers redaktør og ejer, David Astor, og Orwells ideer havde stor indflydelse på Astors redaktionelle linje.

På vej til 1984

Blair vendte tilbage fra det europæiske fastland i foråret 1945, kort tid efter at hans kone var død under en operation (de havde for nylig adopteret en lille dreng, Richard Horatio Blair, født i maj 1944).

De næste tre år arbejdede Blair som journalist – primært for Tribune, The Observer og Manchester Evening News, selvom han også skrev for mange små politiske og litterære tidsskrifter. Samtidig arbejdede han på sin mest kendte bog, 1984, der udkom i 1949. Man mener, at titlen kommer fra det år, bogen blev færdig, nemlig 1948, med de to sidste tal byttet rundt. Oprindeligt havde Blair kaldt bogen The Last Man in Europe, men forlæggeren Fredric Warburg foreslog ændringen.

Blair skrev det meste af romanen, mens han boede på en fjerntliggende gård på øen Jura ud for Skotlands kyst. Han var flyttet dertil i 1946 på trods af at hans helbred på det tidspunkt var meget dårligt.

I 1949 fik Blair en henvendelse fra en ven, Celia Kirwan, der netop var begyndt at arbejde for Information Research Department (IRD) under det engelske udenrigsministerium. Afdelingen var blevet oprettet af Labour-regeringen og skulle udgive pro-demokratisk og anti-kommunistisk propaganda. Blair gav hende en liste med 37 forfattere og kunstnere, som han mente ville være uegnede til at bidrage til IRD pga. deres pro-kommunistiske holdninger. Listen, der ikke blev offentliggjort før 2003, omfatter primært journalister (bl.a. redaktøren af New Statesman, Kingsley Amis), men omfattede også skuespillere som f.eks. Michael Redgrave og Charlie Chaplin. Blairs grunde til at give listen til Kirwan forbliver uklare, men den mest sandsynlige forklaring er også den mest enkle: Han hjalp en ven i en sag – anti-stalinisme – som de begge gik ind for. Der er intet der tyder på, at Orwell nogensinde opgav den demokratiske socialisme, som han konsekvent plæderede for i sine værker – eller at han mente, at de forfattere, han nævnte i listen, skulle undertrykkes. I øvrigt var Blairs liste god nok: de nævnte personer havde alle på et eller andet tidspunkt offentligt støttet Sovjetunionen eller kommunismen.

I oktober 1949 giftede Blair sig med Sonia Brownell. Blair døde i London i en alder af 46 år af tuberkulose, som han sandsynligvis havde pådraget sig i den periode, han beskrev i Paris og London på vrangen. Han var ofte indlagt på hospitalet de sidste tre år af sit liv. Han ligger begravet på All Saints kirkegård i Sutton Courtenay, Oxfordshire.

Litteraturkritik

Gennem hele livet ernærede Blair sig som boganmelder og skrev værker så lange og sofistikerede, at de har haft indflydelse på litteraturkritikken i almindelighed. I konklusionen i hans essay om Charles Dickens fra 1940 synes man at fornemme Blair selv:

"When one reads any strongly individual piece of writing, one has the impression of seeing a face somewhere behind the page. It is not necessarily the actual face of the writer. I feel this very strongly with Swift, with Defoe, with Fielding, Stendhal, Thackeray, Flaubert, though in several cases I do not know what these people looked like and do not want to know. What one sees is the face that the writer ought to have. Well, in the case of Dickens I see a face that is not quite the face of Dickens's photographs, though it resembles it. It is the face of a man of about forty, with a small beard and a high colour. He is laughing, with a touch of anger in his laughter, but no triumph, no malignity. It is the face of a man who is always fighting against something, but who fights in the open and is not frightened, the face of a man who is generously angry — in other words, of a nineteenth-century liberal, a free intelligence, a type hated with equal hatred by all the smelly little orthodoxies which are now contending for our souls."

Politiske holdninger

Blairs politiske holdninger ændrede sig med tiden, men der er ingen tvivl om, at han hørte til på venstrefløjen gennem hele livet som forfatter. Hans tid i Burma gjorde ham til en indædt modstander af imperialismen, og hans oplevelser af fattigdommen, som beskrevet i Paris og London på vrangen og The Road to Wigan Pier, gjorde ham til socialist. I 1946 skrev han:

"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."

Det var dog hans oplevelser under den spanske borgerkrig, der spillede den største rolle i udviklingen af hans socialistiske holdning. Efter på nært hold at have oplevet hvordan det Sovjet-støttede revolutionære venstre undertrykte politiske modstandere, var Blair blevet indædt anti-stalinist, og han meldte sig efter at være vendt tilbage fra Catalonien ind i Independent Labour Party.

På det tidspunkt var Blair, som de fleste øvrige venstreorienterede i Storbritannien, modstandere af landets genoprustning mod Hitler-Tyskland – men efter Molotov-Ribbentrop-pagten og 2. verdenskrigs udbrud ændrede han holdning. Han meldte sig ud af ILP på grund af partiets pacifistiske politik og indtog et politisk standpunkt som "revolutionær patriot". Han støttede krigsindsatsen men fornemmede (fejlagtigt, skulle det vise sig) en stemning, der ville føre til en revolutionær socialistisk bevægelse blandt den britiske befolkning, hvilket han i december 1940 beskrev i Tribune:

"We are in a strange period of history in which a revolutionary has to be a patriot and a patriot has to be a revolutionary."

I 1943 havde Blairs holdninger ændret sig videre. Han blev ansat på Tribune som litteraturredaktør og var frem til sin død demokratisk socialist og venstreorienteret tilhænger af Labour-partiet (selvom han næppe kunne kaldes ortodoks). Han støttede Labour i valgkampen i 1945 og gik generelt ind for partiets politik, mens det havde regeringsmagten – selvom han også var yderst kritisk over for partiets tilbageholdenhed på visse vigtige punkter, og han foragtede den udbredte pro-sovjetiske holdning hos Labours venstrefløj.

Selvom Blair aldrig var hverken trotskist eller anarkist, var han stærkt påvirket af trotskisternes og anarkisternes kritik af Sovjet-regimet og af anarkisternes understregning af individets frihed. Mange af hans nærmeste venner i midten af 1940'erne tilhørte den lille gruppe af anarkister i London.

Blair var åben for argumenter fra det liberale højre, der gik ind for det frie marked. I en anmeldelse fra 1944 i The Observer accepterede han en del af den kritik af den ideologi, der blev fremført i Friedrich von Hayeks The Road to Serfdom. Selvom han mente, at Hayek ikke var opmærksom på, at "a return to 'free' competition means for the great mass of people a tyranny probably worse, because more irresponsible, than that of the state", tilføjede han, at "in the negative part of Professor Hayek's thesis there is a great deal of truth. It cannot be said too often – at any rate, it is not being said nearly often enough – that collectivism is not inherently democratic, but, on the contrary, gives to a tyrannical minority such powers as the Spanish Inquisitors never dreamt of".

I sine sidste år havde Blair, til forskel fra sine kammerater på Tribune, kun liden sympati for zionismen og var imod oprettelsen af staten Israel, som beskrevet af kollegaen Tosco Fyvel i dennes bog George Orwell: A Personal Memoir. Orwell skrev i 1945, at kun få englændere var klar over, at den palæstinensiske problemstilling handlede om hudfarve, og at en indisk nationalist, for eksempel, sandsynligvis ville holde med araberne. Blair og Fyvel diskuterede hyppigt, og Blair beklagede sig ofte til sine venner over Tribunes holdning. Han sagde – fejlagtigt – til Julian Symons, at Fyvel, der var litteraturredaktør, var ansvarlig for Tribunes overdrevne forsvar for zionismen, og at Labour-politikeren og zionisten Richard Crossmann påvirkede bladet gennem Michael Foot og Fyvel. Men faktisk skyldtes bladets pro-zionistiske holdning lige så meget redaktøren Jon Kimche.

Selvom Blair bekymrede sig for, om de palæstinensiske arabere nu også fik en fair behandling, var han – karakteristisk nok – lige så bekymret på vegne af jøder i almindelighed; f.eks. skrev han i foråret et længere essay med titlen Anti-semitism in Britain for Contemporary Jewish Record. Blair advarede om, at antisemitismen var på fremmarch, var irrationel og uimodtagelig for argumenter. For ham var den psykologiske tilgang den eneste brugbare måde at gribe problemet an på: At finde ud af, hvorfor antisemitter accepterede så mange absurditeter på dette ene punkt, mens de kunne være fornuftige nok på andre. I hovedværket 1984 anvender Partiet antisemitiske holdninger under de To Minutters Had mod Emmanuel Goldstein, den arketypiske forræder.

Blair var også en tidlig fortaler for et føderalt socialistisk Europa; en holdning, der bl.a. er beskrevet i hans essay fra 1947, Toward European Unity, udgivet i Partisan Review.

Arven efter Orwell

Værker

Blair var mest kendt for sin journalistik, som kom til udtryk i essays, anmeldelser, klummer i aviser og tidsskrifter og i hans reportagebøger Paris og London på vrangen (der beskriver en fattig periode i hans liv i disse byer), The Road to Wigan Pier (der beskriver livsbetingelserne for de fattige i Nordengland og klasseskellene generelt) samt Hyldest til Catalonien (der beskriver hans oplevelser under den spanske borgerkrig).

Nutidige læsere lærer oftest Orwell første gang som romanforfatter, især via hans uhyre populære romaner Kammerat Napoleon og 1984. Begge kan læses som allegorier over Sovjetunionen; den første over den russiske revolution, den anden over livet under den stalinistiske totalitarisme, men de rummer også kritik af kapitalismens klassesamfund. 1984 er ofte blevet sammenlignet med Aldous Huxleys Fagre nye verden; begge er virkningsfulde dystopiske romaner om en "imaginær" fremtid med statskontrol – den første trøstesløs og den anden overfladisk lykkelig.

Bibliografi

• 1933 – Down and Out in Paris and London
• 1934 – Burmese Days
• 1935 – A Clergyman's Daughter
• 1936 – Keep the Aspidistra Flying
• 1937 – The Road to Wigan Pier
• 1938 – Homage to Catalonia
• 1939 – Coming Up for Air
• 1945 – Animal Farm
• 1949 – Nineteen Eighty-Four

Indflydelse på det engelske sprog

En del af sproget i 1984 har vundet indpas i det engelske sprog (og andre sprog for den sags skyld) – eksempelvis "Big Brother" eller "Big brother is watching you" (i Paul Monrads oprindelige danske oversættelse "Store Broder" og "Store Broder ser dig", selvom man i Danmark nu om stunder primært benytter sig af den engelske vending).

"Tankepoliti" stammer også fra 1984 og bruges ofte om enhver krænkelse af ytringsfriheden. Det bruges især i sammenhænge, hvor det hævdes, at der er ytringsfrihed. For eksempel kan en konservativ hævde at være offer "det politisk korrekte tankepoliti", selvom vedkommende nok ikke ville beskrive KGB som "tankepoliti", på trods af at Blair øjensynligt mener, at KGB i høj grad var med til at undertrykke ytringsfriheden i Sovjetunionen.

Tillægsordet orwellsk er primært afledt af det system, der beskrives i 1984. Det bruges ofte om enhver form for undertrykkelse fra en regerings side, men bruges især om eufemistisk og misvisende sprogbrug fra regeringsside med politisk formål.

Blair plæderede for vigtigheden af et ærligt og klart sprogbrug (og beskrev, hvordan misvisende og vag sprogbrug kan bruges til politisk manipulation) i sit essay fra 1946, Politics and the English Language.

Varianter af sloganet fra Kammerat Napoleon, "Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre" bruges ofte i situationer, hvor der i teorien er lighed, men ikke i praksis. For eksempel kan påstanden om at rige folk bliver lempeligere behandlet af retsvæsenet på trods af lighed for loven opsummeres som, at "alle forbrydere er lige, men nogle forbrydere er mere lige end andre".

Selvom oprindelsen kan debatteres, var Orwell muligvis den første til at bruge betegnelsen "kold krig". I et essay i Tribune fra oktober 1945, står der:

"We may be heading not for general breakdown but for an epoch as horribly stable as the slave empires of antiquity. James Burnham's theory has been much discussed, but few people have yet considered its ideological implications – this is, the kind of world-view, the kind of beliefs, and the social structure that would probably prevail in a State which was at once unconquerable and in a permanent state of 'cold war' with its neighbours."

Litterære påvirkninger

I et selvbiografisk udkast, som Blair sendte til redaktørerne af Twentieth Century Authors i 1940, skrev han:

"The writers I care about most and never grow tired of are: Shakespeare, Swift, Fielding, Dickens, Charles Reade, Flaubert and, among modern writers, James Joyce, T. S. Eliot and D. H. Lawrence. But I believe the modern writer who has influenced me most is Somerset Maugham, whom I admire immensely for his power of telling a story straightforwardly and without frills."

Andetsteds har Blair rost Jack London, især hans bog The Road. Blairs reportage om fattigdom i både Paris og London på vrangen og The Road to Wigan Pier minder desuden meget om Jack Londons Afgrundens folk, hvori den amerikanske forfatter forklæder sig som arbejdsløs sømand for at undersøge livsbetingelserne for de fattige i London.

I sit essay Politics vs. Literature: An Examination of Gulliver's Travels (1946) skrev han:

"If I had to make a list of six books which were to be preserved when all others were destroyed, I would certainly put Gulliver's Travels among them."

Af øvrige forfattere, som Blair beundrede, kan nævnes G. K. Chesterton, George Gissing, Graham Greene, Herman Melville, Henry Miller, Tobias Smollett, Mark Twain, Evelyn Waugh, H. G. Wells, Arthur Koestler og Jevgenij Zamjatin.

Desuden forsvarede han offentligt forfatteren P. G. Wodehouse mod beskyldninger for at være nazi-sympatisør.

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote

• Claus B. Storgaard: George Orwell – socialist, anarkist eller hvad? Om George Orwells politiske udvikling
• George Orwell på Bibliografi.dk
• Venstrefløjens George Orwell Arkiveret 23. november 2016 hos Wayback Machine Bøger, artikler og sites på dansk/skandinavisk & engelsk. (Modkraft.dk/Tidsskriftcentret)
• Hans Hertel m.fl.: Verdens litteraturhistorie - bind 6