Geomagnetisk solstorm i 1859
Den geomagnetiske solstorm i 1859, også kendt som solsuperstormen i 1859[1] eller Carrington-hændelsen,[2] var en stærk geomagnetisk solstorm i 1859 under solcyklus 10. Et soludbrud og/eller gigantisk soludbrud producerede en solstorm som ramte jordens magnetosfære og inducerede den største kendte geomagnetiske solstorm, som blev observeret af Richard C. Carrington.
Carringtons soludbrud
Fra 28. august 1859 til 2. september blev talrige solpletter og soludbrud observeret på solen. Lige før middag d. 1. september observerede den britiske astronom Richard Carrington den største solfakkel,[3] som forårsagede at en større gigantisk soludbruds (CME) solstorm blev sendt med kurs mod jorden. Den ramte jorden 17 timer senere. Sådan en rejse tager normalt 3-4 dage.
Den 1. september 1859 observerede Carrington og Richard Hodgson; en anden engelsk amatør astronom, uafhængigt af hinanden den første observation af et soludbrud. Fordi en samtidig "crochet" blev observeret i Kew Observatory magnetometeret og dokumenteret af Balfour Stewart og en geomagnetisk storm blev observeret den følgende dag, formodede Carrington at der var en sol-terrestisk forbindelse. Verden over blev virkningerne af den geomagnetiske storm fra 1859 rapporteret – og samlet og udgivet af Elias Loomis som understøttede Carrington og Balfour Stewart observationerne.
Den 1-2. september 1859 skete den største dokumenterede geomagnetiske storm. Polarlys blev set verden rundt, selv i Caribien; dem der blev set over Rocky Mountains var så stærke, at det vækkede guldgraverne, som begyndte at tilberede morgenmad fordi de troede det var morgen.[3] Folk som tilfældigvis var vågne i det nordøstlige USA kunne læse avis grundet polarlyset.[4]
Telegrafsystemerne overalt i Europa og Nordamerika fejlede – og i nogle tilfælde fik telegrafisterne stød.[5] Telegrafpylonerne sendte gnister ud og telegrafpapir begyndte at brænde spontant.[6] Nogle telegrafsystemer fortsatte med at sende og modtage meddelelser på trods af at deres strømforsyning var slukket.[7]
Den 3. september 1859, rapporterede Baltimore American and Commercial Advertiser, "Those who happened to be out late on Thursday night had an opportunity of witnessing another magnificent display of the auroral lights. The phenomenon was very similar to the display on Sunday night, though at times the light was, if possible, more brilliant, and the prismatic hues more varied and gorgeous. The light appeared to cover the whole firmament, apparently like a luminous cloud, through which the stars of the larger magnitude indistinctly shone. The light was greater than that of the moon at its full, but had an indescribable softness and delicacy that seemed to envelop everything upon which it rested. Between 12 and 1 o'clock, when the display was at its full brilliancy, the quiet streets of the city resting under this strange light, presented a beautiful as well as singular appearance."[8]
Se også
- A-indeks
- Elektromagnetisk puls
- K-indeks
- Magnetar
- Geomagnetisk solstorm marts 1989
Kilder/referencer
- ^ "Timeline: The 1859 Solar Superstorm". Scientific American. www.sciam.com. 29. juli 2008. Hentet 16. februar 2011.
- ^ Philips, Tony (21. januar 2009). "Severe Space Weather--Social and Economic Impacts". NASA Science: Science News. science.nasa.gov. Arkiveret fra originalen 4. april 2009. Hentet 16. februar 2011.
- ^ a b Odenwald, Sten F.; Green, James L. (28. juli 2008). "Bracing the Satellite Infrastructure for a Solar Superstorm". Scientific American. www.sciam.com. Hentet 16. februar 2011.
- ^ National Geographic, "What If the Biggest Solar Storm on Record Happened Today?," by Richard A. Lovett (March 2, 2011 - retrieved on September 5, 2011).
- ^ Committee on the Societal and Economic Impacts of Severe Space Weather Events: A Workshop, National Research Council (2008). Severe Space Weather Events--Understanding Societal and Economic Impacts: A Workshop Report. National Academies Press. s. 13. ISBN 0-309-12769-6.
- ^ Odenwald, Sten F. (2002). The 23rd Cycle. Columbia University Press. s. 28. ISBN 0-231-12079-6.
- ^ Carlowicz, Michael J.; Lopez, Ramon E. (2002). Storms from the Sun: The Emerging Science of Space Weather. National Academies Press. s. 58. ISBN 0-309-07642-0.
- ^ "The Aurora Borealis". Baltimore American and Commercial Advertiser. Baltimore, Maryland. 3. september 1859. s. 2; Column 2. Hentet 16. februar 2011.
Yderligere læsning
- Issue 2 of Volume 38, Pages 115-388 (2006), of Advances in Space Research, an issue entitled "The Great Historical Geomagnetic Storm of 1859: A Modern Look"
Eksterne henvisninger
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- A Perfect Solar Superstorm: The 1859 Carrington Event. H History
- Carrington, R. C. (1859). "Description of a Singular Appearance seen in the Sun on September 1, 1859". Monthly Notices of the Royal Astronomical Society. 20: 13-5. Bibcode:1859MNRAS..20...13C.
- Bell, Trudy E.; Phillips, Tony (6. maj 2008). "A Super Solar Flare". Science@NASA. science.nasa.gov. Arkiveret fra originalen 1. august 2009. Hentet 20. januar 2013.
- Brooks, Michael (23. marts 2009). "Space storm alert: 90 seconds from catastrophe". New Scientist. www.newscientist.com. Arkiveret fra originalen den 22. marts 2009. Hentet 28. marts 2009.
{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link) - "The Largest Magnetic Storm on Record, The "Carrington Event" of August 27 to September 7, 1859". British Geological Survey. National Environment Research Council. 2011. Arkiveret fra originalen 6. november 2010. Hentet 28. marts 2009.
- Clark, Stuart (2007). The Sun Kings: The Unexpected Tragedy of Richard Carrington and the Tale of How Modern Astronomy Began. ISBN 978-0-691-12660-9. Arkiveret fra originalen 19. april 2010. Hentet 20. januar 2013.
Medier brugt på denne side
Drawing of sunspots by Richard Carrington (1826-1875), the English astronomer