Gejrfugl
Ikke at forveksle med tidsskriftet "Gejrfuglen"
| Gejrfugl | |
|---|---|
_specimen%2c_Kelvingrove%2c_Glasgow_-_geograph.org.uk_-_1108249.jpg) (c) Mike Pennington, CC BY-SA 2.0 Udstoppet eksemplar og kopi af et æg i Glasgow | |
| Bevaringsstatus | |
 Uddød (IUCN 3.1) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Charadriiformes (Mågevadefugle) |
| Underorden | Lari |
| Familie | Alcidae (Alkefugle) |
| Slægt | Pinguinus |
| Art | P. impennis |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Pinguinus impennis (Linnaeus 1758) | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Gejrfugl (Pinguinus impennis) var en stor ikke-flyvende alkefugl, som er uddød nu. Den var indtil 1700-tallet almindelig på begge sider af Nordatlanten, hvor den ynglede i kolonier på fuglefjelde i Canada, Grønland,[1] Island og Norge. Det sidste ynglepar blev dræbt den 3. juni 1844 på den lille ø Eldey ud for Islands sydvestkyst.[2][3]
Gejrfuglens nærmeste slægtning er den meget mindre alk. Udstoppede eksemplarer af gejrfuglen er sjældne. I Danmark findes kun to eksemplarer, begge opbevaret på Zoologisk Museum i København. Ordet Geir (Gejr) er norrønt, og betyder "Spyd". Navnet Pinguin lever videre hos pingvinerne. Det var Francis Drake som gav de flyvesvage fugle i det Sydlige Ishav dette navn da han så dem ved sydspidsen af Sydamerika i 1578. Navnet gav han dem fordi, han syntes de lignede Nord-Atlantens Penguins, nemlig Gejrfuglen. Gejrfuglens vidensskabelige navn er Pinguinus impennis og impennis betyder "uden vinger".
Beskrivelse
Den sort-hvide store fugl var op til ca. 70 cm høj og den vejede ca. 5 kg. Af udseende lignede den en kæmpemæssig alk. Den lignede også pingvinen, men var ikke i slægt med den. Dens krop var tilpasset til at opholde sig i koldt vand. Det lange spidse næb var velegnet til fiskefangst. På grund af dens tykke fjerdragt, de korte vinger siddende bagest på kroppen og de med svømmehud udstyrede fødder var Gejrfuglen en god svømmer og dykker.
Forekomst og levevis
I Danmark kendes den kun fra knoglefund fra stenalderens skaldynger. I 1800-tallet levede den i fuglekolonier på egnede steder langs kysten af Norge, Skotland, Shetland, Orkneyøerne, Færøerne, Island, Grønland, Labrador og Newfoundland. De levede af fisk og var hurtige i vandet, men langsomme på land og dermed lette at fange. Ude på havet kunne man finde dem svømmende i store flokke, men forsvandt under overfladen hvis man nærmede sig dem. Den foretrak overvejende at ruge i store kolonier på små utilgængelige klippeøer. Den lagde kun et æg som var 125 mm langt og 70 mm bredt. Parret rugede ægget sammen, og kort tid efter klækningen var ungen ude i vandet.
Gejrfuglens uddøen
Gejrfuglen uddøen skyldtes den størrelse og dens langsomhed på land, der gjorde den til et let jagtbytte for rovdyr og mennesker. Den sidste Gejrfugl på Færøerne blev observeret i 1808 af en fuglefanger på Stóra Dímun. På Færøerne var Gejrfuglen i nyere tid kun en invasionsfugl. Den forsvandt fra Skotland omkring 1813 og Grønland mistede sine sidste Gejrfugle omkring 1815.
Gejrfuglene havde en relativt tryg koloni i nærheden af Keflavík på de utilgængelige øer Geirfuglasker, men da øerne i 1830 sank i havet på grund af vulkansk aktivitet, blev fuglene tvunget til at flytte til den for mennesker lettere tilgængelige ø Eldey, syd for Reykjanes. Da Gejrfuglene forsvandt fra Newfoundland og også var blevet sjældne andre steder, var man efterhånden blevet klar over at fuglen var ved at uddø. Da startede et absurd kapløb mellem de naturhistoriske museer i Europa om at få en udstoppet Gejrfugl før det var for sent. Store summer blev betalt for æg og en død Gejrfugl. Jagten på de sidste Gejrfugle blev intensiveret.
De sidste Gejrfugle var et ynglepar (med et æg) som blev dræbt på Eldey den 3. juni 1844. Tre islandske fiskere, Sigurdr Islefsson, Jon Brandsson og Ketil Ketilsson, var i robåd draget til Eldey for at fange Gejrfugle, hyret af den danske fuglesamler Carl Siemsen. Jon Brandsson og Sigurdr Islefsson fangede og dræbte hver en Gejrfugl. Ketil Ketilsson fangede ingen, da hans kammerater netop havde udryddet arten. I stedet knuste han yngleparrets æg med sin støvlehæl.[3]
Historien om fuglens udryddelse er blevet brugt i Anders Lund Madsens show "Slut" i 2020. [4]
På museerne i Nordamerika og Europa er der lagret eller udstillet knogler, ca 80 skind og 33 æg.
Litteratur
- ^ Meldgaard, M. (1988) Isarukitsoq – Den stumpvingede. Tidsskriftet Grønland 1988, nr. 1, s. 5-12
- ^ Petersen, Erik Brinch (2009) Lånte fjer. Skalk 2009, nr. 6, s. 1-8
- ^ a b Ellis, Richard (2004). No Turning Back: The Life and Death of Animal Species. New York: Harper Perennial. s. 160. ISBN 0-06-055804-0.
- ^ Berlingske Tidende, "Anders Lund Madsen har indset, at Jorden går under. Men det skal nok gå alligevel", 30. januar 2020.
Eksterne henvisninger
- Akvarel fra Kjærbøllings Icones ornithologiae scandinavicae Arkiveret 9. maj 2013 hos Wayback Machine
- Salmonsens konversationsleksikon, kilde
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: FunkMonk (Michael B. H.), Licens: CC BY-SA 3.0
One of two taxidermied great auks (Copenhagen's summer auk, bird no. 23 in Fuller 1999) at the Zoological Museum of Copenhagen.
Only known illustration of a Great Auk drawn from life, Ole Worm's pet received from the Faroe Islands, which was figured in his book Museum Wormianum.
(c) Mike Pennington, CC BY-SA 2.0
Great Auk (Pinguinis impennis) specimen (Bird no. 8, the Glasgow Auk) and replica egg, Kelvingrove, Glasgow. A lost part of the biogeography of Britain, and the only flightless bird that has bred in Europe in historical times. The last Great Auk in Britain was killed on Stac-an-Armin, St Kilda, in about 1840 and the last pair seen alive in the world was caught and throttled on the island of Eldey, Iceland, in 1844.
Proven breeding sites for the Great Auk are few: in Britain, St Kilda was the only certain site and much of our knowledge of the species in life comes from the description given by Martin Martin following his visit there in 1697. Papa Westray in Orkney was another known haunt, with William Bullock gaining some infamy in the early 19th century for his attempts to capture the pair there, although there is no actual proof that they bred there. Bones are, however, common around early human habitations in Scotland and while these could have been brought from elsewhere, many paleozoologists suspect that there were several large colonies in Scotland which were largely wiped out by early Neolithic hunter-gatherers.
As suggested by the scientific name, the Great Auk is also probably the original 'penguin', the name assumed to be from the Welsh for white head, referring to the white flash on the forehead. Early visitors to the Antarctic presumably transferred the name to the superficially similar but unrelated birds they found there.
Nowadays, according to Errol Fuller in his book on Extinct Birds, there are just 78 Great Auk skins and about 75 eggs left in existence.Forfatter/Opretter:
- Status_iucn3.1_EX.svg: Peter Halasz
- Derivative work: Jeffrey Lins
From Template:Pengo IUCN Graphic credit: Peter Halasz. (User:Pengo)