Gejl (Munkbrarup)
Gejl[1] (dansk) eller Geil (tysk) er en spredtliggende bebyggelse i det nordlige Angel (Sydslesvig) i Nordtyskland. Administrativ hører stedet under Munkbrarup Kommune i Slesvig-Flensborg kreds. I kirkelig henseende hører Gejl under Munkbrarup Sogn. Sognet lå i Munkbrarup Herred, tidligere Husby Herred (Flensborg Amt), da Slesvig var dansk indtil 1864. Gejl er omgivet af landsbyerne Ryde, Sigum og Bogholmvig. Kommunens hovedby Munkbrarup ligger cirka 3 kilometer mod sydvest.
Stednavnet er første gang nævnt 1742[2]. Navnet er afledt af plantenavnet (spansk) gyvel[2], som tidligere dækkede landet[3]. Gyvelen har flere steder givet navn[4], samme stednavn findes også ved Brodersby nord for Slien (sml. også Gejlvang i Treja Sogn). De første kådnersteder er fra tiden efter 1700 og hørte under Lyksborg og senere under Munkbrarup Herred. 1871 kom Gejl under Ryde kommune, i 1970 under Munkbrarup[5].
Gejl er præget af landbrug og biavleri[6].
Noter
- ^ M. Mørk Hansen og C. L. Nielsen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift med historiske og topografiske bemærkninger, 2. bind, Kjøbenhavn 1864, side 250
- ^ a b Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, side 268
- ^ Anders Bjerrum, Kristian Hald og Peter Jørgensen: Sydslesvigs stednavne, 7. bind, 1979, side 64
- ^ Johannes Kok: Det danske folkesprog i Sønderjylland, 2. bind, København 1867, side 144/145
- ^ Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 1. bind, Husum 1994, s. 226
- ^ sml. Geiler Honig
Koordinater: 54°49′24.44″N 9°35′44.68″Ø / 54.8234556°N 9.5957444°Ø