Gazellevirksomhed

Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt-voksende virksomhed som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode. Udtrykket udspringer fra den amerikanske Økonom David L. Birchs inddeling af virksomheder i "mus" (små, ofte enkeltmandsvirksomheder med lav eller ingen vækst), "elefanter" (store virksomheder med stor omsætning, men lav vækst) og "gazeller" (mellemstore virksomheder med høj vækst)[1].

Den årlige kåring sker på baggrund af gazelleundersøgelsen, som er blevet udarbejdet af Dagbladet Børsen siden 1995. Formålet med undersøgelsen er at identificere de hurtigst voksende virksomheder i Danmark, målt på omsætning eller, hvis det ikke er oplyst, på bruttoresultat.

Gazellekåringen foregår hvert år og tager udgangspunkt i virksomhedernes årsregnskaber fire år forinden. Kåringen er således et udtryk for virksomhedens vækst op til titelåret. Gazellerne i 2013 er således kåret ud fra deres regnskaber i 2009, 2010, 2011 og 2012, af kreditvurderingsfirmaet Bisnode A/S.

Fra 1995 til 2013 har Dagbladet Børsen i alt kåret 14.610 gazellevirksomheder. Cirka 5.300 af disse virksomheder er blevet kåret mere end én gang.[kilde mangler] Dansk Vindenergi var i 2011 otte år i træk kåret som gazellevirksomhed.[2]

I undersøgelsen indgår kun aktieselskaber (A/S) og anpartsselskaber (ApS) som minimum har offentliggjort fire hele årsregnskaber. Nogle brancher udelades fra undersøgelsen, heriblandt offentligt drevne selskaber, store dele af den finansielle sektor samt holdingselskaber.

Krav[3]

  • Selskabstype: A/S eller ApS.
  • Størrelse: Minimum 1 mio. kr. i omsætning eller 0,5 mio. kr. i bruttoresultat.
  • Regnskabsperiode:
    • Fire hele årsregnskaber offentliggjort.
    • Regnskabsperioder på under 12 måneder i udgangsåret frasorteres.
    • Regnskabsperioder på over 12 måneder i slutåret frasorteres.
  • Branche: Forskellige brancher frasorteres (se note).
  • I hvert regnskabsår skal der være positiv vækst i omsætning eller bruttoresultat, hvis omsætningen ikke er oplyst.
  • Summen af det primære resultat, over den fireårige periode, skal være positivt.
  • Omsætningen eller, hvis ikke oplyst, bruttoresultatet skal være mindst fordoblet i løbet af de seneste fire år.

Frasorterede brancher

(Branchekoder i overensstemmelse med Danmarks Statistiks brancheinddeling, DB07)

  • Finansielle institutioner (64) frasorteres, på nær pengeinstitutter (64.1)
  • Forsikringsvirksomhed (65) frasorteres
  • Hjælpetjenester ifm. finansierings- og forsikringsvirksomhed (66) frasorteres
  • Virksomhed ifbm. fast ejendom (68) frasorteres, på nær ejendomsmægler (68.31)
  • Hovedsæders virksomhed (70.1) frasorteres
  • Offentlig forvaltning, forsvar og socialforsikring (84) frasorteres
  • Førskoleundervisning (85.1), Folke- og specialeskoler (85.2), Gymnasier og erhvervsfaglige skoler (85.3), og Videregående uddannelsesinstitutioner (85.4) frasorteres
  • Sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger (86) frasorteres
  • Institutionsophold (87) frasorteres
  • Sociale foranstaltninger uden institutionsophold (88) frasorteres
  • Organisationer og foreninger (94) frasorteres
  • Internationale organisationer (99) frasorteres

Referencer

  1. ^ Of Gazelles and Gazillas
  2. ^ Henrik Eilers (16. oktober 2012), Dansk vindenergi klar til vækstpauseWikidata Q110492176
  3. ^ Om Børsen Gazelle - Børsen Gazelle

Eksterne henvisninger