Gardarige

Gardarige^[1] (norrønt Gàrðaríki eller Gàrðar^[2]) er den norrøne betegnelse i middelalderen for bosættelsen, og den senere statsdannelse Kijevriget, der oprettedes af væringerne (rus eller vikingerne) i området mellem Østersøen og søen Ladoga mod nord og Sortehavet mod syd og som eksisterede fra omkring år 800 til ind i 1100-tallet.

"Gardarige" omtales dels i norrøn sagalitteratur, dels på nordiske runestene.^[2][3]

Etymologi

"Gardarige" betyder "riget med borgene".^[2] På deres rejser gennem Østeuropa til Miklagard, Jorsalaland eller "Særkland" (kalifatet) stødte vikingerne på talrige slaviske byer med betegnelsen "borg" i navnet (-gard eller -grad).

Eftersom vikingerne særligt handlede med de nordlige østeuropæiske områder, skildrer sagaerne Holmgard (Hólmgarðr, Novgorod^[2]) som hovedstaden i Gardariget. Andre byer som bliver nævnt, er Aldeigjuborg^[2] (Staraja Ladoga), Kœnugardr (Kijev), Pallteskja (Polotsk), Smaleskia (Smolensk), Surdalar (Suzdal), Moramar (Murom) og Rostofa (Rostov Veliki).

Historie

Handelsfolk i Byzans og Baghdad

Fra før midten af 800-tallet findes flere spredte omtaler af rus-folket:

Den angiveligt tidligste omtale af rus (rhos) stammer fra de karolingiske Annales Bertiniani (Sankt Bertin årbøgerne). Under året 839, og fra kejser Ludvig den Frommes tid, skriver biskop Prudentius af Troyes om rigsdagen i Ingelheim. Et gesandtskab fra den byzantinske kejser Theophilos, havde følge af nogle fremmede, som i et af gesandtskabet medbragt brev blev præsenteret for Ludvig. I brevet oplyses de fremmede kaldte sig "rhos", deres konge blev kaldt "chacanus" - det betyder formentlig khagan - og at denne 'venskabeligt' havde sendt dem til Byzans. Theophilos bad nu kejser Ludvig, på disse folks vegne, at de kunne rejse tilbage gennem Ludvigs rige "uden fare" (latin: ne forte periculum). Den rute de var kommet ad var nemlig befolket af vilde og barbariske stammer. Da kejser Ludvig lod de fremmede udspørge, erfarede han de var sueones (investigans, comperit, eos gentis esse Sueonum) ^[4] - sueones forbindes populært med svenskere, hvilket også i den her geografiske sammenhæng giver mening. Bemærkelsesværdigt er dels benævnelsen rhos, dels at de bestemmes som værende af svensk herkomst,^[5] dels at rejsen til Byzans øjensynligt må være sket ad flodveje fra nord.

Den ældste arabiske omtale af rus-folket stammer fra Ibn Khordabeh, der var en højtstående embedsmand i Tabastan lige syd for Det kaspiske Hav. I Bogen om Færdselsruterne og Rigerne skrevet kort før 850 i en omtale af jødiske handelsmænds vidt forgrenede handelsveje omtales ar-Rus: de bringer bæver- og sortrævsskind samt sværd fra de fjerneste egne til Sortehavet, hvor den byzantinske kejser afkræver dem en afgift, eller de følger floden Don og betaler en afgift til kazarernes fyrste. Dernæst rejser de til Det kaspiske Hav, over dette og videre – ofte med kamelkaravane – til Baghdad, hvor slaviske eunuker fungerer som tolke. Rus-folket omtales som "en art af Saqaliba" (hvorved sædvanligvis forstås slavisk befolkning), og sværdene angives at komme fra de fjerneste egne af Saqaliba-landet, hvilket kan betyde fra områder hinsides de med slaver bosatte (sandsynligvis er der tale om frankiske sværd).^[6]

Den slaviske kilde Nestorkrøniken^[7] oplyser for 852 (efter byzantinsk tidsregning år 6360 efter verdens skabelse):

"År 6360, den 15 indiktion, da kejser Michael tiltrådte sin regering, var det, at man først begyndte at tale om landet Ros. Vi ved dette, fordi det var under denne kejser, at rus-folket kom til Konstantinopel, som skrevet står i grækernes annaler. Fra denne tid begynder vi også at angive årstal."^[8]

Efter dette må forbindelse mellem væringer og de byzantinske og arabiske riger være blevet etableret i første halvdel af 800-tallet, formentlig omkring 840.

Gardariget dannes

Tidsfæstelsen af rus-folkets magtdannelse falder sammen med en begivenhed omtalt i Rimberts beskrivelse af Ansgars levned, Vita Ansgarii. Heri oplyses, at danskerne belejrede den svenske handelsplads Birka i 852. Det lykkedes imidlertid den svenske kong Anund, der havde foranlediget angrebet, at overtale danskerne (der ellers allerede havde erobret byens forstæder) til at forlade Sverige og drage til en by (ad urbem), som lå langt derfra i et land tilhørende slaverne (in finibus Slavorum) med 21 skibe:

"Efter at have angrebet byens beboere, der levede stille og fredeligt, erobrede de den med våbenmagt, tog et rigt bytte og byens skatte og rejste hjem."

Denne by kunne være Staraja Ladoga^[9] og en stor brand i byen dateret til tidsrummet 842-855 kunne være foranlediget af det danske angreb. En sådan begivenhed kunne tillige begrunde, hvorfor befolkningen i disse egne fandt anledning til at søge en feltherre netop blandt væringerne for at forsvare deres land.^[10]

I henhold til Nestorkrøniken skal væringerne have krævet skat af slaviske og finske stammer i 859:

"I året 6367 (859): Væringer fra over havet krævede tribut af chuder, slaver, merier, veser, krivichs...".

I 862 skal disse stammer imidlertid have gjort oprør mod væringerne, men endte med at kæmpe mod hinanden:

"(De) drev væringene tilbage over havet, nægtede at betale skat til dem og agtede at styre sig selv. Men der var ingen lov mellem dem, og stammer rejste sig mod stammer. Uenigheden fulgte blandt dem, og de begyndte at kriges den ene mod den anden. De sagde til hinanden: "Lad os søge en prins, som kan herske over os og dømme i henhold til vår væremåde." Derefter drog de over havet til væringene, til Rus. Disse væringer blev kaldt for Rus, akkurat som nogen er kaldt svenskere, og andre nordmænd og angler, og andre for gotere (fra Gotland), for de var således kaldt. Chudene, slaverne, krivichene og vesene, de sagde til russerne: "Vort land er stort og rigt, men der er ingen orden i det. Kom og reger og hersk over os." Tre brødre, med deres ætlinge, stillede frivillige. De tog med sig alle russerne og kom."'

I henhold til Nestorkrøniken kom disse væringer fra "over havet", en Rurik eller Rørik og hans to brødre Truvor og Sineus med andre væringer og bosatte sig først i byen Staraja Ladoga i 862,^[11] men flyttede allerede i 864 til "Holmgard" (Novgorod).^[12] Rurik forblev hersker, indtil han døde i 879.

Staraja Ladoga synes opstået som handelsplads omkring 750 ved floden Volkhovs nedre løb, omkring 12 km fra flodens udløb i Ladoga. Allerede tidligt synes arabiske, såkaldt kufiske, mønter at have nået byen og vidner om handelsforbindelsen sydpå til Sortehavet. Den tidligste møntskat med arabiske dirhem-mønter tidsfæstes til 786/787 og er fundet i Ladoga.^[13] Krøniken forbinder dermed byen, som de norrøne kaldte for "Aldeigja", Aldeigjuborg (fra finske Alode-joki = lavlands-elv) med navnet Rurik (Hrørīkr , Rurik, Riurik), den væring, som tog kontrol over området i 862 og byggede Holmgard (Ryurikovo Gorodisjtsje) i Novgorod syd for Ladoga. Aldeigjuborg blev den første større handelsplads på vejen mod øst og et viktig vejkryds mellem datidens handelsveje. I 800-tallet fik den måske så mange som 1000 indbyggere. Sandsynligvis er den norrøne bosættelse smeltet sammen med en slaviske bosættelse og udviklede sig til Gardariget, et kongedømme, der snart fik hovedsæde i Kijev og – takket være folkebenævnelsen rus – gav navn til landet Rusland.

Kijevriget

Uddybende artikel: Kijevriget

Efter Ruriks død overtog Oleg (Helge) styret. Han flyttede regeringssædet sydpå til Kijev omkring 880. I de næste 35 år under hans styre blev forskellige østslaviske og finsk-ugriske stammer underlagt riget. I 907 gennemførte Oleg et angreb på Konstantinopel, og i 911 underskrev han en handelsaftale med Det Byzantinske Rige som ligemand. Under Oleg blomstrede handelen på grund af vedvarende leveringer af skind, bivoks og honning, og fordi staten kontrollerede de tre vigtigste handelsruter i det østlige Europa: handelsruten ad Volga, handelsruten ad floderne Dnepr og Volkhov samt handelsruten mellem khazarerne og tyskerne.

Under Svjatoslavs regeringstid 945–972 havde regenterne overtaget den slaviske tro, selv om garden (drusjina) fortsat bestod af skandinaver. Sviatoslavs hær vandt omfattende sejre over sine naboer, khazarerne og volgabulgarerne, der begge brød sammen kort tid efter hans angreb.

Fra 800-tallet havde Pecheneg-nomaderne et uafklaret forhold til Kijevriget: gennem mere end to hundrede år angreb de flere gange rigets områder, og disse udviklede sig undertiden til egentlige krige, således i 920, men til andre tider indgik de i stedet militære alliancer, således i 943 under felttoget mod Byzans under Igor^[14] I 968 gennemførte petjenegierne en belejring af Kijev.^[15]

Storhedstiden

Kijev dominerede staten i hen ved to hundrede år. Under fyrsten (velikiy kniaz') af Kijev var landområderne omkring byen under dennes kontrol og andre underordnede ledede styret i andre stæder og betalte tribut til ham. Højdepunktet af dette styre var under Vladimir den Store (980–1015) og Jaroslav (kaldet den Vise, 1019–1054). Begge formåede at udvide riget i forhold til den stat, der fandtes under Oleg.

Vladimir overtog magten i Kijev efter hans faders (Svjatoslav 1.) død i 972 og efter at have slået sin halvbroder Jaropolk i et slag i 980. Som fyrste i Kijev var Vladimirs største fortjeneste kristendommens indførelse i 988. Annalerne fortæller herom, at da Vladimir havde besluttet at gå over til den nye tro i stedet for den gamle slaviske hedenske gudstro, lod han sende nogle af sine mest værdsatte rådgivere og krigere som udsendige til forskellige steder i Europa. Disse udsendinge besøgte romersk-katolske, jødiske og muslimske lande og endelig Konstantinopel. De afviste Islam blandt andet på grund af forbuddet mod alkohol, jødedommen fordi Jahve havde frataget sit folk det land, der var lovet dem. De fandt ceremonierne i den romersk-katolske kirke kedelige. Men i Konstantinopel, blev de så imponerede af den smukke udsmykning i Hagia Sophia-katedralen og de liturgiske handlinger, der blev afholdt der, at de på stedet besluttede at det var en tro, der passede dem at følge. Efter deres hjemkomst overbeviste de Vladimir om, at de byzantinske tro var det bedste valg, hvorefter Vladimir foretog en rejse til Konstantinopel og arrangerede et ægteskab med prinsesse Anna, søster til den byzantinske kejser Basil 2.^[16]

Det er muligt, at Vladimirs valg af den østlige kristendom tillige afspejlede hans nære personlige forbindelser med Byzans, der dominerede Sortehavet og dermed endepunktet for Kijevs vigtigste handelsrute ad Dnepr. Tilslutningen til den østlige kirke fik langtrækkende politiske, kulturelle og religiøse konsekvenser: Kirken fik sin liturgi skrevet med kyrillisk og en mængde oversættelser fra græsk, der var blevet lavet til de slaviske folk. Forekomsten af denne litteratur gjorde det nemmere at konvertere til den østslaviske kristendom og introducerede til græsk filosofi, videnskab og historiografi uden at skulle lære græsk (modsætningsvis måtte folk i det middelalderlige vestlige Europa lære latin). Nydende frihed fra Roms autoritet og fri af latinen udviklede de østslaviske folk deres egen litteratur og kunstarter.

Jaroslav "den Vise" måtte også kæmpe med sine brødre om magten. Allerede i 1019 oprettede han sit styre i Kijev, men først i 1036 lykkedes det at gøre dette ubestridt. Også Jaroslav tilstræbte at forbedre relationerne til det øvrige Europa, ikke mindst til Byzans. Det førte til, at Jaroslavs barnebarn, Eupraxia (datter af hans søn Vsevolod I, Prince of Kijev), blev gift med Henry 3.. Jaroslav fik tillige arrangeret ægteskaber for sin søster og tre døtre med kongerne i Polen, Frankrig, Ungarn og Norge. Jaroslav stadfæstede den første østslaviske lovbog, Russkaja Pravda (Retten for Rus′); byggede Skt. Sophia Katedralen i Kijev og Skt. Sophia Katedralen i Novgorod; støttede lokale kirker og klostre og skal endda have oprettet et undervisningssystem. Hans sønner udviklede det store Kijev Pechersk Lavra (kloster), der fungerede som kirkeligt akademi.

Igennem århundrede efter dets oprettelse skiftedes Ruriks efterkommere til at overtage styret i Kijevriget. Fyrstemagten gik fra far til søn, fra ældre til yngre broder, fra onkel til nevø. Yngre medlemmer af dynastiet begyndte som regel deres karriere som ledere af et mindre distrikt, flyttedes til mere betydningsfulde stillinger og kæmpede om at overtage tronen i Kijev ved ledighed. I 1000-tallet og 1100-tallet indtog fyrsterne og deres tjenere (der var en blanding af slaviske og nordiske fremstående personer) en fremtrædende stilling i samfundet. Ledende militære og embedsfolk modtog indtægter og land fra fyrsterne til gengæld for deres tjenester. Samtidig opnåede byernes købmænd, håndværkere og arbejdere en vis indflydelse i de enkelte byers rådgivende forsamling, veche, der omfattede alle voksne mænd. I nogle tilfælde fik veche både lavet aftaler med stedlige ledere og fjernede dem fra ledelsen til fordel for andre. Nederst i samfundet var nogle få ufrie. I landdistrikterne udgjorde skattebetalende bønder, der kunne bringes til at udføre arbejde for fyrsten, den overvejende befolkning.

Riget splittes

Kijevriget kunne dog i længden ikke opretholde sin stilling som en magtfuld og rig stat, til dels fordi der udviklede sig en række regionale styrer. I takt med, at medlemmerne af de ledende klaner i de enkelte egne voksede, begyndte de stadig mere at lægge vægt på regionale interesser end på hensynet til helheden. Derved begyndte fyrstehusene at strides indbyrdes, idet de jævnligt dannede alliancer også med grupper uden for riget som polovetser, polakker og ungarere. I årene fra 1054 til 1224 havde ikke mindre end 64 fyrstedømmer en mere eller mindre selvstændig eksistens, 293 tronprætendenter gjorde krav på arveretten til fyrstetitlen, og de bevirkede 83 borgerkrige.

Korstogene indebar et skift i de europæiske handelsruter, der medvirkede til svækkelsen af Kijevriget. I 1204 indtog hærstyrker fra det 4. korstog Konstantinopel og bidrog til at marginalisere handelsruten ad Dnepr. I takt med at centralmagten i Kijev svækkedes udviklede der sig flere store regionale centre: Chernigov (i dag Chernihiv), Halych(Galich), Novgorod, Pereyaslav, Polotsk, Smolensk, og Vladimir-Suzdal. Dermed lagdes tillige grunden til den senere opsplitning i ulige slaviske stater.

Republikken Novgorod

Uddybende artikel: Republikken Novgorod

Mod nord udviklede Novgorod sig til en rig by som følge af den kontrol, byen udøvede over den nordlige del af ruten for handelen fra Volga til Østersøen. Da Kijevriget svækkedes, blev Novgorod mere uafhængigt. Et stedligt oligarki styrede Novgorod; vigtigere beslutninger blev taget i byens råd, der tillige valgte fyrster til at stå i spidsen for byens forsvar. I det 12. århundrede fik Novgorod en egen ærkebiskop, hvilket viste byens voksende betydning og politiske uafhængighed. I sin politiske struktur og handelsmæssige virksomhed lignede Novgorod de nordeuropæiske medlemmer af den hanseatiske liga, som skulle bidrage til at fastholde byens rolle i det nordeuropæiske handelsnet fra det 13. til det 17. århundrede. Novgorod begyndte i 1300-tallet at brede sig nordover, først omkring indsøerne Ladoga og Onega, dernæst langs Hvidehavskysten og i 1500-tallet langs kysten af Kola.

Vladimir-Suzdal

Uddybende artikel: Vladimir-Suzdal

Mod nordøst koloniserede slaver de områder, der med tiden udviklede sig til Moskovia ved et forløb, der indebar dels en underkuelse, dels sammensmeltning med de finsk-ugrisk stammer, der allerede tidligere havde bosat sig i området. Byen Rostov var det tidligste midtpunkt mod nordøst, men det blev med tiden overgået først af Suzdal og siden af byen Vladimir, der udviklede sig til hovedstad i Vladimir-Suzdal. Der skete talrige migrationer fra Kijev nordpå for at undgå de gentagne hærgninger fra tyrkiske nomader fra steppen. Efterhånden, som de sydligere områder mistede befolkning og stadig flere bojarer, håndværkere og andre fyrstelige ankom til hoffet i Vladimir, tiltog det forenede lederskab for Vladimir-Suzdal sig magten i Kijevriget. I 1169 gav fyrst Andrej Bogoljubskij af Vladimir-Suzdal et hårdt slag til den stadig mere svækkede magt i Kijev, da hans hære erobrede byen. Fyrst Andrej indsatte da sin yngre broder, der for en kortere tid regerede i Kijev mens Andrej selv fortsatte at styre fra Suzdal. Derved skiftede magten i løbet af det 1100-tallet væk fra Kijev. I 1299, da de mongolske invasioner satte ind, flyttede biskoppen fra Kijev til byen Vladimir og lod denne erstatte Kijev som det religiøse midtpunkt for de nordøstlige egne.

Galicien-Volhynien

Uddybende artikel: Galicien-Volhynien

Mod sydvest udviklede fyrstedømmet Galich sine handelsforbindelser til sine polske, ungarske og litauiske naboer og udviklede sig til den regionale afløser for Kijevriget. I det tidlige 1200-tal forenede fyrst Roman Mstislavich de to tidligere adskilte fyrstedømmer, erobrede Kijev og tog titel af storfyrste af Kijev. Hans søn, fyrst Daniil (der regerede 1238–1264) var den første fyrste, der modtog kronen af pavedømmet i Rom, øjensynligt som et bevidst brud med det tidligere tilhørsforhold under Konstantinopel. I det tidlige 1300-tal gav patriarken af den ortodokse kirke i Konstantinopel herskerne i Galicien-Volhynien en metropolit til erstatning for den metropolit, der var flyttet fra Kijev til Vladimir. Storfyrsterne af Litauen anmodede om og fik kort efter en egen metropolit for Novagrudok. I begyndelsen af det 1400-tallet blev disse metropolitter atter styret fra Kijev af "Metropolitten af Kijev, Galich og al Rus".

Imidlertid indebar kampene mod mongolerne i sammenhæng med indre modstand mod fyrsten og fremmedes indtrængen en svækkelse af Galicien-Volhynien. Ved afslutningen af Mstislavichs gren af Rurikslægten i midten af 1300-tallet ophørte Galicien-Volhynien med at eksistere; Polen erobrede Galicien; Litauen fik Volhynien med Kijev, der blev erobret af Gediminas i 1321 ved slaget ved Irpen-floden. De litauiske fyrster tog da titlen fyrste over Rutenien.

Fyrster i Gardarige

Fyrster og deres regeringsår:

Erindringen om Gardarige

Efterhånden udviklede Gardarige sig til den første russiske statsdannelse. Handelsmænd og bosættere fra det skandinaviske område blev kaldt rus – selv kaldte de sig væringer. Den første russiske stat kaldes undertiden Kijev-Rus.

I Skandinavien og på Island kaldtes Rusland for Gardarige helt frem til 1200-tallet. Et andet navn var Store-Svitjod, som blev brugt i Snorri Sturlusons Ynglingesaga. Svitjod var et navn på et rige i Sverige.

Litteratur

• Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): Vikingernes Rusland – Staraja Ladoga og Novgorod; Roskilde Museums Forlag 1993; ISBN 87-88563-22-7
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• David Christian: A History of Russia, Mongolia and Central Asia. Blackwell, 1999.
• Simon Franklin og Jonathon Shepard: The Emergence of Rus, 750–1200. (Longman History of Russia, general editor Harold Shukman.) Longman, London, 1996. ISBN 0-582-49091-X
• John Fennell: The Crisis of Medieval Russia, 1200–1304. (Longman History of Russia, general editor Harold Shukman.) Longman, London, 1983. ISBN 0-582-48150-3
• Gwyn Jones: A History of the Vikings. 2nd ed. London: Oxford Univ. Press, 1984.
• A.N.Kirpitjnikov: "Det gamle Ladoga" (Kronik i Skalk 1988, nr. 3, s. 18-24)
• Janet Martin: Medieval Russia 980–1584. Cambridge University Press, Cambridge, 1993. ISBN 0-521-36832-4
• Dimitri Obolensky: The Byzantine Commonwealth: Eastern Europe 500–1453. Weidenfeld & Nicolson, London, 1971. ISBN 0-297-00343-7
• Omeljan Pritsak: The Origin of Rus'. Cambridge Mass.: Harvard University Press, 1991.
• Rau, Reinhold; Rehdantz, Carl; von Jasmund, Julius, red. (1980), Quellen zur Karolingischen Reichsgeschichte Zweiter Teil : Jahrbücher von St.Bertin, Jahrbücher von St.Vaast, Xantener Jahrbücher, Aussgewählte Quellen zur deutschen Geschichte des Mittelalters, vol. 6, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
• Håkon Stang: The Naming of Russia. Meddelelser, Nr. 77. Oslo: University of Oslo Slavisk-baltisk Avelding, 1996.

Noter

Eksterne henvisninger

• Salmonsens Konversationsleksikon (1915-1930), Bind IX, s. 426: Gàrðar
• Salmonsens Konversationsleksikon (1915-1930), Bind IX, s. 427: Gàrðarige
• Vilhelm Thomsen: Ryska rikets grundläggning genom Skandinaverna; Stockholm 1882 (svensk)

Se også

v d r Vikingetid (793 til 1066) Vikingetidens Skandinavien Birka Danmarks forhistorie Handel Hedeby Jelling Kanhavekanalen Lejre Nordisk religion Kristendommens indførelse i Norden Kristendommens indførelse i Danmark Nordisk saga Ribe Ringborg Runesten Vikingerne Vikingeskib (rekonstruktioner) Árós (Århus) Vikingetidens udfarter Nordboerne Hertugdømmet Normandiet Landnam Færøerne Island Grønland Serkland Storbritannien Anglia Danelagen Dublin Isle of Man Mercia Skotland Wessex York Vinland Gardarige Væring Vikingetidens fæstningsanlæg Dannevirke Østervold (Dannevirke) Kovirke Aggersborg Trelleborg (ringborg) Trelleborg (Slagelse) Fyrkat Nonnebakken Trelleborg (Trelleborg) Borgeby Jomsborg Götavirke Borrering Trygge Slot Vikingetidens skriftlige kilder Brevis Historia Regum Dacie Ældre Edda Yngre Edda Færingesaga Gesta Danorum Landnámabók Lejrekrøniken Nestorkrøniken Ravnkel Frejsgodes Saga Roskildekrøniken Vita Ansgari Runesten Glavendrupstenen Gørlevstenene Hedeby-stenene Hærulfstenen Jellingstenene Rydsgårdstenen Sjellebrostenen Snoldelevstenen Søndre Vissing 1 Kunst i vikingetiden Broastil (Osebergstil) Berdalstil Borrestil Jellingstil Mammenstil Ringerikestil Urnesstil Danske konger Sigfred Godfred Hemming Sigurd Anulo Reginfred Harald Klak Horik 1. Horik 2. Bagsecg Sigfred Halvdan Helge Olaf Gurd Knud 1. Hardeknud Gnupa/Knud Sigtryg Gorm den Gamle Knud Danaást Harald Blåtand Toke Gormsen Svend Tveskæg Harald 2. Knud den Store Hardeknud Magnus den Gode Svend Estridsen Slag Krigsførelse og taktik Belejringen af Paris (845) Belejringen af Paris (885-86) Knud den Stores invasion af England Slaget ved Ashdown Slaget ved Assandun Slaget ved Barry Slaget ved Bauds Slaget ved Brissarthe Slaget ved Brunanburh Slaget ved Cathair Cuan Slaget ved Clontarf Slaget ved Confey Slaget ved Dollar Slaget ved Edington Slaget ved Epiphany Slaget ved Florvåg Slaget ved Fýrisvellir Slaget ved Glenmama Slaget ved Helgeå Slaget ved Hjörungavágr Slaget ved Islandbridge Slaget ved Largs Slaget ved London Bridge Slaget ved Luimech Slaget ved Mag Femen Slaget ved Maldon Slaget ved Renfrew Slaget ved Skyhill Slaget ved Stamford Bridge Slaget ved Strangford Lough Slaget ved Svold Slaget ved Sulcoit Slaget ved Tarbat Ness Slaget ved Tara Slaget ved Trans-la-Forêt Slaget ved York Vikingetogter i Rheinland Vikingetogtet mod Sevilla Rustning og våben Atgeir Bersærkergang Daneøkse Hellebard Skjoldmø Skægøkse Store Hedenske Hær Svinfylking Vikingesværd (Ulfberht Ingelrii) Andre historiske personer Airdeconut Amlaíb Cenncairech Amlaíb Cuarán Amlaíb Conung Bagsecg Berle-Kari Birka kvindelige vikingkriger Bjørn (floruit 856–58) Bjørn Asbrandsson Bjørn Ragnarsson Jernside Bjarni Herjólfsson Egill Skallagrímsson Eohric of East Anglia Erik Blodøkse Erik den Røde Erik Ejegod Erik jarl Freydís Eiríksdóttir Freygeirr Gardar Svavarsson Godfrid Haraldsson Godfrid, hertug af Frisen Grímur Kamban Gudrid Thorbjørnsdatter Gudrum Gunnar fra Lidarende Guthred Hakon Rognvaldsson Håkon den Gode Håkon jarl Halfdan Hålegg Halfdan Ragnarsson Hagrold Harald Blåtand Harald Hårfager Harald Hårderåde Harald Hildetand Hastein Hemming Hrafna-Flóki Vilgerðarson Hvitserk Ingvar den vidfarne Ingólfur Arnarson Ivar Benløs Jomsvikinger Ketilsdóttir Ketill Fladnæse Ketil Þorkelsson Knud den Store Ladgerda Leif den Lykkelige Magnus Barfod Naddoddur Náttfari Olav Tryggvason Olav den Hellige Olav Hvide Oluf Skotkonung Orm Storolfsson Ottar fra Hålogaland Ottir Palnatoke Ragnar Ragnarsson Ragnhild Eriksdotter Ragnall ua Imair Regnar Lodbrog Raud den ramme Reginheri Rognvald Eysteinsson Rollo Rorik Rusla Snæfrithr Svásadottir Sigvald Jarl Sigurd Lodvesson Sigurd Orm-i-Øje Sigurd Ring Sitric Caech Skalla-Grímr Snorri Sturluson Steinunn Refsdóttir Styrbjørn den Stærke Svend Asleifsson Svend Tveskæg Þorbjörg Lítilvölva Torfinn Sigurdsson Rike Thorfinn Torf-Einarsson Thorkil den Høje Tore Hund Thorstein den Røde Tryggve Olavsson Turgesius Toke Gormsen Vagn Ågesen Veborg Ubbe Uí Ímair Unn den Dybtænkte Se også: Andre indgange til historien

v d r Ruslands historie Den varægiske periode Khazarer Væringer Gardarige Nestorkrøniken Volgabulgarske rige Kijevriget Rurikslægten Delfyrstendømmer og det mongolske herredømme Mongolernes invasion af Rusland Storfyrstendømmet Tver Storfyrstendømmet Vladimir-Suzdal Republikken Novgorod Republikken Pskov Nöteborg-traktaten Novgorod-traktaten (1326) Den Gyldne Horde Slaget ved Vozja Krim-khanatet Kazan-khanatet Aleksandr Nevskij Storfyrstendømmet Moskva Den russisk-svenske krig (1495-1497) Freden i Novgorod (1537) Freden i Novgorod (1557) Livlandske krig Zar-Rusland Opritsjnina Den nordiske 25-årskrig De urolige tider i Rusland Den polsk-russiske krig (1605–1618) Den ingermanlandske krig Den polsk-russiske krig (1654–1667) Karl 10. Gustavs russiske krig 1656-1658 Perejaslav-traktaten Andrusovo-traktaten Den Store Nordiske Krig Det Russiske Kejserrige Den kejserlige russiske flåde Kiachta-traktaten Den russisk-svenske krig 1788-1790 Polens tre delinger Freden i Tilsit Finske krig Napoleons felttog i Rusland Den Hellige Alliance Kaukasuskrigene Krimkrigen Russisk-japanske krig Slaget ved Tsushima Østfronten under 1. verdenskrig Kampene i Kaukasus Fjernøstlige Republik Russiske zarer Peter den Store Katarina den Store Alexander 1. Nikolaj 1. Aleksandr 2. Aleksandr 3. Nikolaj 2. De russiske-osmanniske krige De russisk-tyrkiske krige Ruslands opstande og revolutioner Pugatjovopstanden (1773–1775) Januaropstanden (1863) Den Russiske Revolution 1905 Februarrevolutionen (1917) Russiske Republik Den russiske provisoriske regering Oktoberrevolutionen (1917) Vladimir Lenin Den Russiske Borgerkrig Russiske SFSR og en del af Sovjetunionen Traktaten om dannelse af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande Molotov-Ribbentrop-pagten Østfronten under 2. verdenskrig Russiske Føderation efter 1990 Den Russiske Føderations historie Se også: Rusland

v d r Sveriges historie Sverige i forhistorisk tid Eketorp Vendeltiden Birka Væringer Gardarige Sverige i middelalderen Slaget ved Hova Slaget ved Neva Slaget ved Visby Nöteborg-traktaten Koporje (fæstning) Eriksgata Kalmarunionen Svensk-novgorodiske krige Den russisk-svenske krig (1495-1497) Svante Nilsson Stures krig mod Danmark Bohus fæstning Kalmar Recess Kalmar blodbad Ældre vasatid 1521-1611 Gustav Vasa Det Stockholmske Blodbad Slaget ved Bornholm (1535) Aftalen i Brømsebro 1541 Dackefejden 1542 Freden i Novgorod (1537) Store russiske krig 1554-1557 Freden i Novgorod (1557) Livlandske krig 1558-1583 Våbenstilstanden i Pljussa 1583 Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 Slaget ved Bornholm 1563 Søslaget ved Øland maj 1564 Blodbadet i Ronneby 1564 Slaget ved Axtorne 1565 Freden i Stettin 1570 Den nordiske 25-årskrig 1570-1595 Slaget ved Ubakalu 1571 Slaget ved Koluvere 1573 Freden i Teusina 1595 Bottniska handelstvånget Den svenske stormagtstid 1611-1721 Kalmarkrigen 1611-1613 Slaget ved Kringen 1612 Slaget på Skillingehed 1612 Freden i Knäred 1612 Älvsborgs løsen 1563, 1612 Den ingermanlandske krig 1610-1617 Novgorods belejring 1611 Belejringen af Pskov 1615 Freden i Stolbova 1617 Våbenstilstanden i Altmark 1629 Torstenssonfejden 1643-1645 Slaget ved Jüterbog 1644 Slaget ved Femern 1644 Søslaget på Kolberger Heide 1644 Freden i Brömsebro 1645 Karl 10. Gustavs russiske krig 1656-1658 Første Karl Gustav-krig 1657-1658 Slaget ved Kolding (1658) Slaget ved Tybrind Vig 1658 Anden Karl Gustav-krig 1658-1660 Freden i Oliwa 1660 Slaget ved Halmstad 1676 Søslaget i Køge Bugt 1677 Skånske Krig 1675-1679 Slaget ved Malmø 1677 Slaget om Stettin 1677 Slaget ved Warksow 1678 Den Store Nordiske Krig 1700-1721 Landgangen ved Humlebæk Freden i Traventhal 1700 Slaget om Nyenskans 1704 Slaget ved Jakobstadt 1704 Slaget ved Poltava 1709 Fægtningen ved Torsebro 1710 Slaget ved Helsingborg 1710 Slaget ved Gadebusch 1712 Russerhærgningerne Slaget i Dynekilen 1716 Angrebet på Nya Varvet 1719 Angrebet på Marstrand 1719 Karolinernes dødsmarch 1719 Freden i Frederiksborg 1720 Freden i Nystad 1721 Frihedstiden 1719-1772 Russisk-svenske krig (1741-1743) Freden i Åbo 1743 Den pommerske Krig 1757-1762 Den russisk-svenske krig 1788-1790 Tyttebærkrigen 1788 Anjalaforbundet Svensk slavehandel Den svenske forfatning af 1772 Sverige-Norge 1814-1905 Sverige-Finland Finske krig Konventionen i Olkijoki 1808 Freden i Fredrikshamn 1809 Den svensk-norske krig (1814) Den svensk-norske union Karlstad-konventionen Sverige i det 20. århundrede Ålandsoverenskomsten af 1921 Borggårdstalen Skåne-linjen Værftskrisen (Sverige) Palmemordet Mordet på Anna Lindh Mordene i Malexander Brylluppet mellem kronprinsesse Victoria og Daniel Westling Det svenske koloniimperium Carolusborg Ny Sverige Emigrationen fra Sverige til Nordamerika Sveriges historiske Østersøprovinser Østkarelen Ingermanland Svensk Ingermanland Svensk Estland Svensk Livland Svensk Forpommern Svensk Preussen Bremen-Verden Se også: Sverige

v d r Ukraines historie Forhistorisk tid Kurgan (gravhøj) Tripoljekulturen Kijevriget Khazarer Væringer Gardarige Nestorkrøniken Rurikslægten Mongolernes invasion af Rus' Fyrstendømmet Galicien-Volhynien Den Gyldne Horde 1240-1502 Slaget ved Irpin (1321) Slaget ved det Blå Vand (1362) Slaget ved Vorskla (1399) Krim-khanatet 1430-1783 Den polsk-litauiske realunion Zar-Rusland Kraków-Vilniusunionen Krevo-unionen Vilnius-Radomunionen Grodnounionen Horodłounionen Den polsk-russiske krig (1605–1618) Khmelnytskyiopstanden 1648 Perejaslav-traktaten 1654 Lublinunion 1659 Den polsk-russiske krig (1654–1667) Andrusovo-traktaten 1667 Bogdan Khmelnytskij Ivan Mazepa kong John III Sobieski Sigismund II Augustus Ukraine under Zarrusland Russiske Kejserrige Det jødiske bosættelsesområde i Zar-Rusland Zaporogkosakker Sloboda Ukraine Den russisk-tyrkiske krig (1787-1792) Jassytraktaten 1792 Krimkrigen 1853-1856 1. verdenskrig Nestor Makhno Curzonlinjen Brest-Litovsk-freden 1918 Vestukrainske folkerepublik 1918-1919 Den polsk-ukrainske krig 1918-1919 Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik Den Russiske Borgerkrig Ukrainske SSR Holodomor Ukraine under 2. verdenskrig Operation Barbarossa Babij Jar Massakren i Huta Pieniacka Reichskommissariat Ukraine Ukraine 1945-1991 Ukrainske SSR Ukrainske republik efter 1991 Ukraine Euromajdan 2013 Krigen i Donbass 2016 Folkerepublikken Donetsk Folkerepublikken Lugansk Viktor Janukovitj Viktor Jusjtjenko Leonid Kutjma Petro Porosjenko Julia Timosjenko Oleksandr Turtjinov Ruslands invasion af Ukraine 2022 Tilknyttede områder Bessarabien Bukovina Krim Volhynien Se også: Ukraine